14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...

Revisorloven § 48

Lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven) paragraf 48

Denne § er fra den opdaterede og konsoliderede version af revisorloven og bygger på lovbekendtgørelse nr. 1287 af 20. November 2018. Eventuelle senere ændringslove er implementeret i det omfang, de er trådt i kraft.

§48 Tavshedspligt og udveksling af oplysninger
Erhvervsstyrelsens ansatte er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden. Tavshedspligten omfatter desuden personer, der udfører serviceopgaver for styrelsen, enhver, der er beskæftiget med, og som inddrages i arbejdet med en kvalitetskontrol, eksperter, der handler på styrelsens vegne, og personer, der ledsager styrelsen ved gennemførelse af en undersøgelse, jf. § 39, stk. 4. Det i 1. pkt. anførte gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

•••

Stk. 2 Samtykke fra den, som tavshedspligten tilsigter at beskytte, berettiger ikke de personer, der er nævnt i stk. 1, til at videregive fortrolige oplysninger.

•••

Stk. 3 Fortrolige oplysninger, som Erhvervsstyrelsen modtager i henhold til dette kapitel, må kun anvendes i forbindelse med tilsynshvervet, til pålæggelse af sanktioner, eller hvis styrelsens afgørelse påklages til højere administrativ myndighed eller indbringes for domstolene.

•••

Stk. 4 Uanset stk. 1 og 3 kan fortrolige oplysninger og dokumenter videregives til

  • 1) Revisornævnet til varetagelsen af dets opgaver efter denne lov,

  • 2) Finanstilsynet til varetagelse af dets opgaver efter den finansielle lovgivning og årsregnskabsloven,

  • 3) andre offentlige myndigheder, herunder anklagemyndigheden og politiet, til varetagelse af deres opgaver efter deres respektive lovgivninger,

  • 4) tilsynsmyndigheder for revisorer og revisionsvirksomheder i andre EU-lande, EØS-lande eller i lande, med hvilke EU har indgået aftale, og som har ansvaret for tilsyn med godkendelse, registrering, kvalitetskontrol, undersøgelser og regeloverholdelse, under forudsætning af at modtagerne af oplysningerne alene anvender disse til varetagelsen af deres opgaver, og

  • 5) tilsynsmyndigheder for revisorer og revisionsvirksomheder i andre lande end de i nr. 4 anførte til brug for varetagelse af deres funktion inden for offentligt tilsyn eller kvalitetskontrol eller i forbindelse med en undersøgelse, jf. dog stk. 5 og 6.

•••

Stk. 5 Videregivelse efter stk. 4, nr. 5, kan alene ske

  • 1) hvis oplysningerne eller dokumenterne vedrører revisionen af virksomheder, der

    • a) har udstedt værdipapirer i det pågældende land eller

    • b) indgår i en koncern, der udarbejder lovpligtigt koncernregnskab i det pågældende land,

  • 2) hvis der er indgået en aftale om gensidighed med det pågældende land,

  • 3) hvis formålet med anmodningen kan retfærdiggøres,

  • 4) under forudsætning af, at modtagerne mindst er underlagt en lovbestemt tavshedspligt, der svarer til tavshedspligten i stk. 1, og kun kan anvende oplysningerne og dokumenterne til varetagelse af deres funktion inden for offentligt tilsyn eller kvalitetskontrol eller i forbindelse med en undersøgelse, og

  • 5) hvis videregivelsen sker i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og databeskyttelsesloven.

•••

Stk. 6 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om betingelserne i stk. 5.

•••

Stk. 7 Uanset stk. 4 kan oplysninger, som Erhvervsstyrelsen har modtaget fra en udenlandsk kompetent myndighed, alene videregives til Revisornævnet og anklagemyndigheden, medmindre den udenlandske kompetente myndighed har givet samtykke til videregivelse til andre.

•••

Stk. 8 Alle, der i henhold til stk. 4, nr. 1-3, modtager fortrolige oplysninger fra Erhvervsstyrelsen, er med hensyn til disse oplysninger undergivet tavshedspligt efter stk. 1.

•••

Stk. 9 Erhvervsstyrelsens ansatte må ikke videregive oplysninger om en person, når vedkommende har indberettet en virksomhed eller en person til styrelsen for overtrædelse eller potentiel overtrædelse af revisorlovgivningen eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden.

•••
profile photo
Profilside