14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...
x

Hej Foxylex bruger,
Jeg er lov-uglen, og jeg vil nu guide dig igennem vores vigtigste features.
Skriv et paragrafnummer og tryk enter for at springe direkte til paragraffen Hold din mus henover en krydshenvisning for at se teksten der henvises til.
Hvis du klikker på krydshenvisningen, flyttes tekstboksen ud til højre, og du kan flytte rundt på den
Klik på taleboble-ikonet for at tilgå features til bestemmelsen. Du kan se forarbejderne til specifikke bestemmelser. Her kan du se, at § 2 er blevet ændret af 5 forskellige love og ændringslove. Du kan se teksten fra lovforslaget som fremsat, og teksten som vedtaget. Du kan se, hvordan ordlyden blev ændret under behandlingen af lovforslaget. Her ser du de specifikke bemærkninger til ændringen med lovgivers motiver. Du får dermed de vigtigste fortolkningsbidrag ved hånden. Du kan let finde bekendtgørelserne der, hvor de hjemles. Med vores backlinks har vi fundet de bestemmelser, der linker til den bestemmelse, du læser. Her kan du se en video med præsentation af flere features.
Du kan også købe abonnement, så du får adgang til alle features.

0 / -
næste
slå fra

Restaurationsloven

Lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.

Denne konsoliderede version af restaurationsloven bygger på lovbekendtgørelse nr. 135 af 18. januar 2010, og er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Restaurationsloven

Der er 15 afgørelser, der citerer denne lov.
Søg i disse afgørelser:

Kapitel 1

Lovens område

§1 Denne lov omfatter restaurationsvirksomhed, hvorved forstås selvstændig erhvervsvirksomhed ved servering af stærke drikke. Endvidere omfatter loven servering af stærke drikke ved enkeltstående arrangementer, jf. § 22.

Stk. 2 Bestemmelserne i § 26, stk. 3§ 28, § 31, stk. 2, og §§ 32, 33 og 38 finder tilsvarende anvendelse ved salg af mad og drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet.

Stk. 3 Ved servering forstås i denne lov salg af stærke drikke til nydelse på eller ved salgsstedet.

Stk. 4 Ved stærke drikke forstås i denne lov drikkevarer med 2,8 pct. volumen alkohol eller derover.

Stk. 5 Kun personer og selskaber m.v., der har alkoholbevilling, må forestå servering af stærke drikke, jf. dog §§ 20-22.

Stk. 6 Offentlige institutioners virksomhed omfattes ikke af lovens kapitel 3.

Kapitel 1 a

Kommunikation

§1a Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Erhvervsstyrelsen og bevillingsmyndighederne om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.

Stk. 2 Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

Stk. 3 En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Stk. 4 Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra politimyndighederne om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt. Stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse.

§1b Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at Erhvervsstyrelsen og bevillingsmyndighederne kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2 Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Erhvervsstyrelsen eller bevillingsmyndigheden som afsender.

Stk. 3 Erhvervs- og vækstministeren kan for politimyndighederne efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler svarende til stk. 1 og 2.

§1c Hvor det efter denne lov eller i regler udstedt i medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som er udstedt af andre end Erhvervsstyrelsen, en politimyndighed eller en bevillingsmyndighed, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.

Stk. 2 Erhvervs- og vækstministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav i dokumenter, som behandles af en politimyndighed. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.

Kapitel 2

§§2-9 (Ophævet).

Kapitel 3

Alkoholbevilling

§10 Bevillingsmyndigheden
Ansøgning om alkoholbevilling, tilladelser eller dispensationer skal indgives til politiet.

Stk. 2 Alkoholbevilling gives og fornys af kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet. Bevillingen gælder et bestemt forretningssted og for et tidsrum af 8 år, men kan, når omstændigheder taler herfor, gives for et tidsrum af 4 eller 2 år. Bevillingen kan i øvrigt begrænses og betinges af vilkår.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan nedsætte et bevillingsnævn til at træffe afgørelser, der efter denne lov er henlagt til kommunalbestyrelsen. Bevillingsnævnet består af en repræsentant for politiet valgt af politidirektøren, et sagkyndigt medlem og indtil 6 andre medlemmer. Personer, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, kan være medlem af et bevillingsnævn. I Københavns Kommune består bevillingsnævnet af borgmesteren som formand, 5 medlemmer valgt af kommunalbestyrelsen ved forholdstalsvalg, et sagkyndigt medlem, og en repræsentant for politiet valgt af politidirektøren. Såfremt Københavns Kommune har et magistratsstyre eller en styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand er formand i stedet for borgmesteren.

Stk. 4 Et bevillingsnævns afslag kan indbringes for kommunalbestyrelsen. Indbringelsen skal være modtaget hos kommunalbestyrelsen senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Afslaget skal indeholde oplysning om adgangen til at indbringe afgørelsen for kommunalbestyrelsen og om fristen herfor.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om ansøgning om alkoholbevilling.

Stk. 6 Erhvervsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og KL fastsætte regler om, i hvilket omfang kommunalbestyrelsen kan udøve de beføjelser, som efter loven er henlagt til politiet.

§10a Alkoholbevilling kan kun gives til virksomhed, hvor servering af stærke drikke sker fra et bestemt serveringssted, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Der kan desuden gives alkoholbevilling, hvis servering af stærke drikke sker i

  • 1) tog, turistbusser, fly og skibe i fart eller

  • 2) busser i international rutefart, hvor rutens længde er mindst 200 km.

Stk. 3 Stærke drikke må kun serveres i virksomheder med alkoholbevilling, jf. § 1, stk. 5.

Stk. 4 Servering af stærke drikke må ikke påbegyndes, før vedkommende myndighed har godkendt de pågældende lokaler.

§11 (Ophævet).

§12 Behandling af bevillingsansøgninger
Bevillingsmyndigheden skal ved afgørelsen af, om alkoholbevilling vil kunne gives, iagttage samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige, ordensmæssige og dermed sammenhængende hensyn. Der kan herved navnlig lægges vægt på,

  • 1) om der af bevillingsansøgeren, medlemmer af direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve en bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, er udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet på forsvarlig måde,

  • 2) bevillingsansøgerens forretningsmæssige kvalifikationer, herunder om det må antages, at ansøgeren vil være egnet til at drive restaurationsvirksomhed på betryggende måde,

  • 3) bevillingsansøgerens økonomiske forhold og finansieringsplan, driftsbudget samt likviditetsbudget for virksomheden, herunder om det må anses for godtgjort, at virksomheden vil blive drevet for ansøgerens egen regning og risiko,

  • 4) størrelse, indretning og karakter i øvrigt af serveringsstedet,

  • 5) serveringsstedets beliggenhed, hvorved der kan anlægges byplanmæssige betragtninger, således at der kan vises tilbageholdenhed med at give tilladelse til nyoprettede restaurationsvirksomheder i egentlige boligkvarterer eller nær skoler eller andre institutioner, der søges af unge,

  • 6) om der som følge af en for stærk lokal koncentration af restaurationsvirksomhed kan frygtes uforsvarlig drift eller andre ædrueligheds- eller ordensmæssige problemer, og

  • 7) om der foreligger andre konkrete ædruelighedsmæssige og dermed sammenhængende sociale og politimæssige forhold, der gør det betænkeligt, at alkoholbevilling gives.

§13 Alkoholbevilling til personer
Alkoholbevilling kan kun meddeles personer, der

  • 1) er fyldt 21 år eller, hvis ansøgeren har afsluttet en uddannelse inden for hotel- og restaurationsfaget, 18 år,

  • 2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

  • 3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7 og

  • 4) ikke har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover, som stammer fra drift af restaurationsvirksomhed.

Stk. 2 Bevillingsmyndigheden kan fravige bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, hvis der er givet henstand eller er indgået en afdragsordning. Alkoholbevilling kan gøres betinget af, at vilkårene for henholdsvis henstanden eller afdragsaftalen overholdes.

Stk. 3 Alkoholbevilling kan nægtes, hvis der foreligger forhold, som efter § 16, stk. 2 og 4, er til hinder for meddelelse af bevilling, samt under de omstændigheder, der er nævnt i straffelovens § 78, stk. 2.

Stk. 4 I interessentskaber og i kommanditselskaber skal alle fuldt ansvarlige deltagere have alkoholbevilling.

§14 Alkoholbevilling til selskaber
Alkoholbevilling kan kun meddeles selskaber m.v., hvis

  • 1) selskabet ikke har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover,

  • 2) der ikke foreligger forhold, som efter § 16, stk. 1, 2 og 5, er til hinder for meddelelse af bevilling,

  • 3) direktionens medlemmer og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, og

  • 4) der ikke for direktionens medlemmer og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne foreligger omstændigheder, der er nævnt i straffelovens § 78, stk. 2, og som er til hinder for meddelelse af alkoholbevilling.

Stk. 2 Bevillingsmyndigheden kan undtage fra bestemmelsen i stk. 1, nr. 3.

Stk. 3 Såfremt der i selskaber m.v. indtræder nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen, eller såfremt en aktionær eller en anpartshaver efter bevillingens meddelelse opnår besiddelse af 30 pct. eller mere af selskabskapitalen, skal bevillingsmyndigheden modtage meddelelse herom senest 4 uger efter ændringen til prøvelse af, om bevillingen er bortfaldet efter § 18.

§14a Bestyrere, dørmænd og andre ansatte i serveringssteder med alkoholbevilling
På et serveringssted med alkoholbevilling skal den daglige drift ledes af bevillingshaveren selv eller af en bestyrer. Drives restaurationsvirksomhed fra flere serveringssteder, må kun et af disse ledes af bevillingshaveren. Hvert af de øvrige serveringssteder skal ledes af en bestyrer.

Stk. 2 Er bevillingshaveren et selskab m.v., jf. § 14, stk. 1, skal hvert af virksomhedens serveringssteder ledes af en bestyrer.

Stk. 3 Bevillingsmyndigheden kan tillade, at en person som indehaver eller bestyrer leder mere end ét serveringssted.

Stk. 4 Bestyreren har samme strafferetlige ansvar for serveringsstedets drift som bevillingshaveren.

§15 Bestyrere skal opfylde betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 1 og 3, og § 16, stk. 2. De må ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at de ikke vil lede serveringsstedet på forsvarlig måde.

Stk. 2 Bestyrere skal godkendes af bevillingsmyndigheden. Godkendelsen bortfalder, hvis bestyreren ikke længere opfylder betingelserne i stk. 1, 1. pkt.

§15a Dørmænd i restaurationsvirksomheder skal være autoriserede. Autorisation meddeles af politiet og gælder for hele landet.

Stk. 2 Autorisation kan meddeles en person, der

  • 1) er fyldt 18 år,

  • 2) opfylder de krav til uddannelse, som Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter, jf. § 15 b, stk. 3,

  • 3) ikke er dømt for strafbart forhold, der indebærer en nærliggende fare for misbrug af hvervet, jf. straffelovens § 78, stk. 2, og

  • 4) ikke har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde.

Stk. 3 Personer, som i henhold til lov om vagtvirksomhed er autoriseret til at drive vagtvirksomhed, og en vagtvirksomheds godkendte personale kan uden anden autorisation varetage hvervet som dørmand i restaurationsvirksomheder.

Stk. 4 En autorisation som dørmand kan efter omstændighederne begrænses og betinges.

Stk. 5 Politiet kan gøre undtagelse fra kravet om uddannelse i stk. 2, nr. 2, hvis en person har de fornødne kvalifikationer.

§15b Bevillingsmyndigheden kan meddele påbud om, at der i en restaurationsvirksomhed skal anvendes dørmænd, hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til forsvarlig drift af virksomheden.

Stk. 2 Politiet kan undtagelsesvis bestemme, at reglerne om dørmænd i § 15 a og regler udstedt i medfør af stk. 3 ikke eller kun delvis finder anvendelse i en restaurationsvirksomhed.

Stk. 3 Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om dørmandsvirksomhed, herunder om uddannelse, uniformering og legitimation samt om gebyr for legitimationskort. Bekendtgørelse om dørmænd

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, hvilken myndighed inden for politiet der varetager politiets opgaver inden for denne lovs område. Bekendtgørelse om dørmænd

§15c Bevillingsmyndigheden kan træffe bestemmelse om, at andre ansatte eller bestemte kategorier af ansatte restaurationsvirksomheder ud over bestyrere og dørmænd skal være godkendt af politiet. Godkendelsen gælder for 5 år og for hele politikredsen. Godkendelse af ansatte kan nægtes, såfremt den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil kunne udføre hvervet på betryggende måde. Kan en person, der er ansat på det tidspunkt, hvor bevillingsmyndigheden træffer afgørelse om, at godkendelse skal finde sted, ikke godkendes, betragtes det som en tilbagekaldelse af en godkendelse, jf. § 15 d.

§15d Godkendelse som bestyrer i medfør af § 15, stk. 2, autorisation som dørmand i medfør af § 15 a eller godkendelse som ansat i medfør af § 15 c kan frakendes eller tilbagekaldes, hvis

  • 1) bestyreren, dørmanden eller den ansatte har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven eller

  • 2) der er særlig grund til at antage, at bestyreren, dørmanden eller den ansatte ikke vil varetage sit hverv på forsvarlig måde.

Stk. 2 Afgørelse i sager om frakendelse efter stk. 1, nr. 1, træffes af domstolene. Afgørelse i sager om tilbagekaldelse efter stk. 1, nr. 2, træffes af den myndighed, som har givet godkendelsen til bestyreren, autorisationen til dørmanden eller godkendelse af den ansatte. Afgørelse om tilbagekaldelse kan af bestyreren, dørmanden eller den ansatte kræves indbragt for domstolene. Afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 3 Bestyrerens begæring om indbringelse for domstolene skal være modtaget hos bevillingsmyndigheden senest 4 uger efter, at afgørelsen om tilbagekaldelse er meddelt bestyreren. Bevillingsmyndigheden oversender sagen til den stedlige politimester.

Stk. 4 Dørmandens eller den ansattes begæring om indbringelse for domstolene skal være modtaget hos politiet senest 4 uger efter, at afgørelsen om tilbagekaldelse er meddelt dørmanden eller den ansatte.

Stk. 5 Politidirektøren indbringer sager om tilbagekaldelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80.

Stk. 6 Begæring om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, i hvilket omfang den pågældende under sagens behandling må udøve hvervet som bestyrer, dørmand eller ansat. Såfremt bevillingsmyndighedens eller politidirektørens afgørelse ved dommen findes lovlig, kan det i denne dom bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

Stk. 7 En frakendelse eller tilbagekaldelse kan ske for et tidsrum af 1 til 5 år.

§16 Finansiering m.v.
Alkoholbevilling kan uden tilladelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kun meddeles selskaber m.v., såfremt disses vedtægter indeholder bestemmelser om, at

  • 1) aktier, anparter eller andelsbeviser ikke kan udstedes eller overdrages til nogen, der fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer,

  • 2) alle aktier eller andelsbeviser skal lyde på og noteres på navn,

  • 3) overdragelse af aktier, anparter eller andelsbeviser kræver samtykke fra bestyrelsen eller for et anpartsselskab uden bestyrelse samtykke fra direktionen.

Stk. 2 Personer og selskaber m.v., der har alkoholbevilling, og bestyrere for disse virksomheder må ikke uden tilladelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen lade sig finansiere helt eller delvis ved lån under nogen form, indskud, usædvanlig kredit eller sikkerhedsstillelse af nogen, som fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer, eller som er medlem af direktion eller bestyrelse i selskaber m.v., som fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer. Tilsvarende gælder modtagelse af gaver af ikke ubetydelig værdi bestemt til anvendelse i bevillingshaverens virksomhed.

Stk. 3 Bestemmelserne i stk. 2 finder ikke anvendelse med hensyn til lån, indskud eller sikkerhedsstillelse ydet af finansieringsinstitutter, hvis vedtægter sikrer en sådan uafhængighed af leverandører af drikkevarer, at de kan godkendes af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 4 Alkoholbevilling kan ikke uden tilladelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen meddeles personer, som fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer, eller personer, der er medlem af direktion eller bestyrelse i selskaber m.v., som fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer.

Stk. 5 Alkoholbevilling kan ikke uden tilladelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen meddeles selskaber m.v., som fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer, eller i hvilke noget medlem af direktion eller bestyrelse fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer eller er medlem af direktion eller bestyrelse i andre selskaber, som fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer.

§17 Betaling og midlertidig tilladelse
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte regler om betaling til kommunen for alkoholbevilling.

Stk. 2 Når ansøgning om bevilling er indgivet, kan politidirektøren, i København politidirektøren, tillade, at stærke drikke serveres. Tilladelse gives for et bestemt tidsrum, dog længst indtil endelig afgørelse er truffet.

§18 Bortfald af alkoholbevilling
En alkoholbevilling bortfalder,

  • 1) når bevillingshaveren dør, jf. dog stk. 2,

  • 2) når bevillingens gyldighedstid udløber, uden at fornyelse finder sted,

  • 3) når bevillingshaveren ikke længere udnytter alkoholbevillingen,

  • 4) hvis bevillingshaveren er under konkurs,

  • 5) når en i medfør af § 10, stk. 2, 3. pkt., stillet betingelse for bevillingen ikke længere er opfyldt,

  • 6) hvis bevillingshaveren ikke længere opfylder betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 3, eller § 14, stk. 1, nr. 3 og 4, eller

  • 7) hvis bevillingshaveren ikke længere opfylder betingelserne i § 16, stk. 1, 4 eller 5, for at opnå alkoholbevilling.

Stk. 2 Afdødes ægtefælle har ret til at overtage bevillingen, hvis vedkommende har samlevet med afdøde indtil dennes død og opfylder betingelserne i § 13, stk. 1. Bevillingsmyndigheden kan tillade, at en efterlevende ægtefælle, der ikke er fyldt 25 år, overtager bevillingen.

Stk. 3 Efter anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, et konkursbo eller en værge for en person, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, fortsætte afdødes, skyldnerens eller den umyndiges restaurationsvirksomhed med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil 1 år efter dødsfaldet, konkursdekretet eller værgemålets iværksættelse. I særlige tilfælde kan politidirektøren, i København kommunalbestyrelsen, forlænge fristen.

§19 Fratagelse af alkoholbevilling
En alkoholbevilling kan frakendes eller tilbagekaldes, hvis

  • 1) bevillingshaveren har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for alkoholbevillingen eller af bestemmelser i loven eller

  • 2) der er særlig grund til at antage, at bevillingshaveren ikke vil eller kan drive restaurationsvirksomheden på forsvarlig måde.

Stk. 2 Afgørelse i sager om frakendelse efter stk. 1, nr. 1, træffes af domstolene. Afgørelse i sager om tilbagekaldelse efter stk. 1, nr. 2, træffes af bevillingsmyndigheden efter høring af eller forslag fra politiet, og afgørelsen kan af bevillingshaveren kræves indbragt for domstolene. Bevillingsmyndighedens afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 3 Bevillingshaverens begæring om indbringelse for domstolene skal være modtaget hos bevillingsmyndigheden senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt bevillingshaveren. Bevillingsmyndigheden oversender sagen til den stedlige politimester, der indbringer sagen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80.

Stk. 4 Begæring om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, i hvilket omfang den pågældende under sagens behandling må drive restaurationsvirksomheden. Såfremt bevillingsmyndighedens afgørelse ved dommen findes lovlig, kan det i denne dom bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

Stk. 5 Bestemmelserne i stk. 1-4 gælder for bestyrere, der er godkendt efter § 15.

§19a En alkoholbevilling kan fratages af kommunalbestyrelsen, hvis indehaveren har forfalden gæld til det offentlige på mindst 100.000 kr. Alkoholbevillingen kan fratages for et tidsrum af 1 til 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgang til domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 2 En afgørelse efter stk. 1 kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal være modtaget hos kommunalbestyrelsen, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Kommunalbestyrelsen anlægger sag mod den pågældende efter retsplejelovens former. Anmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning, men retten kan bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve restaurationsvirksomheden. Ankes en dom, hvorved en fratagelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at restaurationsvirksomheden ikke må udøves under ankesagens behandling.

Stk. 3 En afgørelse efter stk. 1 kan til enhver tid efter ansøgning ophæves af kommunalbestyrelsen. Hvis en ansøgning herom afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt fratagelsen er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter fratagelsen og mindst 2 år, efter at ophævelsen senest er nægtet ved dom. Bestemmelserne i stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 4

Virksomhed, hvortil der ikke kræves alkoholbevilling

§20 Kantinevirksomhed kræver ikke alkoholbevilling. Ved kantinevirksomhed forstås servering i dertil indrettede lokaler i eller i tilknytning til arbejdspladser og tilsvarende steder for personer, der er beskæftiget i virksomheden, og for personer med ærinde i virksomheden.

Stk. 2 I kantiner må der ikke serveres, nydes eller udleveres andre stærke drikke end øl og bordvin.

Stk. 3 Politiet kan forbyde driften af en kantine, hvis reglerne for kantinevirksomhed tilsidesættes eller der er særlig grund til at antage, at kantinen ikke vil blive drevet på forsvarlig måde.

Stk. 4 Kantiner må holdes åbne fra 1/2 time før arbejdstidens begyndelse til 1 1/2 time efter arbejdstidens ophør. I lukketiden må der ikke serveres i kantinelokalerne. Dette gælder dog ikke ved sammenkomster, som bekostes af vedkommende virksomhed, eller som foranstaltes af virksomhedens personale. Endvidere kan lokalerne i lukketiden anvendes i henhold til lejlighedstilladelse, jf. § 22, stk. 2-7.

§21 Alkoholbevilling kræves ikke for personer ved modtagelse i mindst 30 dage af overnattende gæster med mulighed for servering af stærke drikke.

Kapitel 5

Enkeltstående arrangementer

§22 Ved fester, møder og lignende særlige lejligheder kan en af loven omfattet virksomhed udøves uden tilladelse af en person, der er fyldt 21 år, når serveringen af stærke drikke foregår indendørs for højst 150 personer og de stærke drikke kun består i øl og bordvin. Politiet skal underrettes senest 3 dage før arrangementets afholdelse. Politiet kan fastsætte vilkår for virksomhedens udøvelse eller forbyde virksomheden.

Stk. 2 Politiet kan ved fester, møder og lignende særlige lejligheder tillade, at en person, der er fyldt 21 år, forestår servering af øl og bordvin, uanset om serveringen foregår udendørs, og uanset om deltagerantallet omfatter flere end 150 personer.

Stk. 3 Politiet kan i øvrigt ved de lejligheder, som er nævnt i stk. 1, tillade, at en person, der har alkoholbevilling, enten alene eller sammen med en person, der er fyldt 21 år, udøver en af loven omfattet virksomhed. Hvis et arrangement afholdes med et velgørende formål eller der i øvrigt foreligger særlige forhold, kan politiet tillade, at serveringen forestås af en person, der er fyldt 21 år. Det samme gælder, hvis ingen bevillingshaver vil påtage sig servering.

Stk. 4 Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte bestemmelser om gebyr for tilladelser efter stk. 2 og 3.

Stk. 5 Serveringspersonalet skal være fyldt 18 år, såfremt der serveres stærke drikke.

Stk. 6 Bestemmelserne i § 16, stk. 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse ved arrangementer efter stk. 2 og 3.

Stk. 7 Med bevillingshaver i stk. 3 sidestilles en godkendt bestyrer, jf. § 15, stk. 2.

Stk. 8 Højskolers, landbrugsskolers og lignende institutioners servering ved fælles måltider for deltagere ved institutionens sammenkomster og møder kan ske uden tilladelse fra politiet.

Kapitel 6

Forskellige bestemmelser

§23 Automatsalg af stærke drikke
Salg af stærke drikke fra automater og lignende må kun ske i forretningslokaler.

Stk. 2 Stærke drikke må kun sælges fra automater og lignende til nydelse på stedet, hvis salget finder sted i serveringssteder med alkoholbevilling eller i kantinelokaler. I kantinelokaler må dog kun sælges øl og bordvin.

Stk. 3 Politiet kan forbyde opstilling af automater, hvorfra der kan købes stærke drikke, hvis disse er opstillet på steder, hvor der ikke er konstant tilsyn.

§24 Udlevering og medbringen af stærke drikke
I og fra virksomheder, som ikke har alkoholbevilling, må der ikke udleveres eller medbringes stærke drikke til nydelse på eller ved forretningsstedet.

Stk. 2 Uanset bestemmelsen i stk. 1 må der vederlagsfrit udleveres stærke drikke

  • 1) af næringsdrivende, der i væsentligt omfang fremstiller eller forhandler stærke drikke, i disses forretningslokaler og på udstillinger,

  • 2) på udstillinger, hvortil der ikke er adgang for offentligheden, og

  • 3) ved receptioner, jubilæer og lignende enkeltstående tilfælde.

Stk. 3 Uanset stk. 1 kan næringsdrivende, der i væsentligt omfang fremstiller eller forhandler stærke drikke, udlevere smagsprøver af stærke drikke til kunder i den næringsdrivendes forretningslokaler eller på udstillinger, i det omfang den næringsdrivende ikke opnår fortjeneste herved.

Stk. 4 Politiet kan i de situationer, der er nævnt i stk. 2 og 3 forbyde udlevering af stærke drikke, hvis forholdene giver anledning dertil.

Stk. 5 Udlevering af stærke drikke må ikke finde sted til de i § 29, stk. 1, nr. 2, omhandlede personer.

§25 Lokaler
I lokaler, hvorfra der udøves virksomhed omfattet af denne lov, kan detailsalg ske under iagttagelse af reglerne i lov om detailsalg fra butikker m.v.

Stk. 2 Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan fastsætte regler om indretning og benyttelse af lokaler og lignende, der anvendes i forbindelse med den af loven omfattede virksomhed, herunder regler om virksomhedens udøvelse fra faste stadepladser under åben himmel eller i lokaler i tog, busser, fly og skibe.

§26 Optræden m.v. og spilleautomater
På serveringssteder, hvor der udskænkes stærke drikke, må optræden for offentligheden kun ske med politiets tilladelse.

Stk. 2 På serveringssteder, hvor der udskænkes stærke drikke, kan politiet forbyde offentlig dans, musik, spil og lign.

Stk. 3 For virksomheder, der sælger mad og drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet, kan kommunalbestyrelsen fastsætte, at der for ikkegevinstgivende spilleautomater betales en afgift til kommunen. Afgiften opkræves kvartalsvis. Afgiften vil kunne fastsættes som et fast beløb for hver automat eller som en procentdel af det indspillede beløb eller som en kombination heraf. Der betales ikke afgift for indtil to ikkegevinstgivende spilleautomater. Den årlige afgift for de følgende spilleautomater må højst udgøre 4.000 kr. for hver spilleautomat.

§27 Unge personers beskæftigelse
På serveringssteder, hvor der serveres stærke drikke, må personer under 18 år ikke være beskæftiget i serveringslokaler, garderober eller toiletter i åbningstiden, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke for personer mellem 15 og 18 år, som ikke er omfattet af undervisningspligten, i tidsrummet

  • 1) kl. 6.00-24.00, hvis den pågældende person er uddannet eller under uddannelse i tjenerfaget, eller hvis der er tale om værtens børn eller børnebørn, og

  • 2) kl. 6.00-22.00, hvis den pågældende alene er beskæftiget med afrydning, opdækning, rengøringsarbejde, modtagelse af bestillinger eller servering af stærke drikke under opsyn af personer over 18 år på serveringssteder, hvis hovedformål er servering af mad, og hvor serveringen af stærke drikke sker i forbindelse hermed.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 er ikke til hinder for, at næringsdrivende, der i væsentligt omfang fremstiller eller forhandler stærke drikke, og som udleverer smagsprøver af stærke drikke, jf. § 24, stk. 3, kan beskæftige personer mellem 15 og 18 år, som ikke er omfattet af undervisningspligten. Personer under 18 år må dog ikke være beskæftiget med udlevering af smagsprøver.

§28 Lukketid
Steder, hvorfra der foregår salg af mad og drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, skal være lukket i tiden fra kl. 24 til kl. 5. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte, at den almindelige lukketid kan være kortere, dog skal der være lukket i tiden fra kl. 2 til kl. 5. Kommunalbestyrelsens beslutninger om ændring af den almindelige lukketid skal offentliggøres mindst 2 gange i et eller flere blade, der har almindelig udbredelse i kommunen. I lukketiden kan servering af mad og drikkevarer ske for overnattende gæster uden for de almindelige serveringslokaler. Den almindelige lukketid gælder ikke for tog, busser, fly og skibe i fart, jf. § 10 a, stk. 2.

Stk. 2 Ved særlige lejligheder såsom større byfester og lignende lokalt prægede arrangementer samt nytårsnat kan politiet for steder, som ligger i politikredsen eller en del af denne, tillade længere åbningstid for de i stk. 1 nævnte virksomheder.

Stk. 3 Bevillingsmyndigheden kan med politiets samtykke tillade længere åbningstid, når virksomheden drives på jernbanestationer, lufthavne, skibsekspeditioner, rutebilstationer samt færgers og ruteskibes anløbspladser.

Stk. 4 Bevillingsmyndigheden kan med politiets samtykke tillade, at de i stk. 1 nævnte virksomheder har åbent i den almindelige lukketid, såfremt det ud fra miljø- og samfundsmæssige samt ordens- og ædruelighedsmæssige hensyn sammenholdt med virksomhedens karakter og driftsform skønnes forsvarligt.

Stk. 5 Bevillingsmyndigheden kan inden påbegyndelsen af en virksomhed træffe afgørelse om, at virksomheden skal holdes lukket fra et tidligere tidspunkt end den almindelige lukketids begyndelse, jf. stk. 1, såfremt dette findes påkrævet af miljømæssige hensyn.

Stk. 6 Bevillingsmyndigheden kan efter indstilling fra politiet træffe afgørelse om, at bestemte virksomheder som nævnt i stk. 1 skal holdes lukket fra et tidligere tidspunkt end den almindelige lukketids begyndelse, såfremt dette findes påkrævet af hensyn til den offentlige orden eller af ædruelighedsmæssige hensyn.

Stk. 7 Politiet kan ud fra de hensyn, som er nævnt i stk. 6, med øjeblikkelig virkning begrænse åbningstiden i op til 30 dage, dog længst indtil bevillingsmyndigheden har truffet afgørelse om åbningstiden, jf. stk. 6.

Stk. 8 I lukketiden må der ikke ske salg af mad og drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet, men detailsalg af mad og drikkevarer er tilladt i overensstemmelse med reglerne i § 25, stk. 1. Senest et kvarter efter lukketidens indtræden må der ikke ske indtagelse af mad og drikkevarer. I lukketiden må der dog ske salg af mad og drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet for sammenkomster af foreninger eller sluttede selskaber, rejseselskaber og lign., når det foregår i særskilte selskabslokaler, eller der foreligger tilladelse fra politiet.

Stk. 9 Indtil 1 år efter at kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om en kortere almindelig lukketid, jf. stk. 1, kan bevillingsmyndigheden bestemme, at en igangværende virksomhed skal holdes lukket fra et tidligere tidspunkt end den almindelige lukketids begyndelse, såfremt det findes påkrævet af miljømæssige hensyn.

§29 Forbud mod servering af stærke drikke
På serveringssteder er det forbudt enhver at servere eller lade servere, herunder gennem automater, stærke drikke for personer, der

  • 1) ikke er fyldt 18 år, eller

  • 2) om hvem der er grund til at antage, at de ved yderligere indtagelse af stærke drikke vil give anledning til fare for sig selv eller fare eller ulempe for andre.

Stk. 2 På serveringssteder, hvor der serveres stærke drikke, har bevillingshaveren pligt til på et sted, der er iøjnefaldende for gæsterne, at anbringe opslag om, at det er forbudt at servere stærke drikke for personer, der ikke er fyldt 18 år.

Stk. 3 På serveringssteder, hvor der serveres stærke drikke, har bevillingshaveren pligt til at drage omsorg for, at der også er mulighed for at få serveret andre drikke.

Stk. 4 Politiet kan, såfremt det er nødvendigt af hensyn til den offentlige ro og orden, midlertidigt forbyde, at stærke drikke serveres og forhandles i nærmere angivne virksomheder eller i hele politikredsen.

Stk. 5 Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, gælder ikke servering i selskabslokaler og virksomheder omfattet af § 21, medmindre de lokaler, der benyttes som selskabslokaler, normalt benyttes til diskotek eller lignende restaurationsvirksomhed med alkoholbevilling.

§30 Virksomheder uden alkoholbevilling
(Ophævet).

§31 Forbud mod ophold
Politiet kan under særlige forhold forbyde indehavere at lade personer under 18 år opholde sig som gæster i vedkommende virksomhed.

Stk. 2 Politiet kan forbyde personer, som i forbindelse med besøg på et sted, hvorfra der foregår salg af mad og drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet, har begået en strafbar handling, at opholde sig som gæster i bestemte virksomheder. Politiet kan tillige forbyde de pågældende indehavere at modtage disse personer som gæster.

Stk. 3 Politiet kan videregive oplysninger til indehavere og bestyrere om, hvilke personer der efter stk. 2 har fået forbud mod at opholde sig som gæst i den pågældende virksomhed.

Stk. 4 De oplysninger, som politiet videregiver i medfør af stk. 3, må kun behandles af indehavere, bestyrere og dørmænd, jf. dog stk. 6, og behandling må kun ske i det omfang, det er nødvendigt for at håndhæve forbud efter stk. 2.

Stk. 5 Indehavere, bestyrere og dørmænd har tavshedspligt med hensyn til de i stk. 3 nævnte oplysninger. Det samme gælder andre personer, som i medfør af regler fastsat efter stk. 6 kan behandle de pågældende oplysninger. Straffelovens §§ 152 og 152 c - 152 f finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6 Justitsministeren kan fastsætte regler om politiets videregivelse af oplysninger i medfør af stk. 3, herunder om at videregivelsen kan ske via et privat register. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om den behandling af oplysninger, der er nævnt i stk. 4, herunder om at oplysningerne i nødvendigt omfang kan behandles af andre ansatte end de i stk. 4 nævnte.

§32 Forstyrrelse af den offentlige orden
På steder, hvorfra der foregår salg af mad og drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet, og hvortil der er offentlig adgang, er det forbudt at udvise støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende adfærd, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden eller medføre ulempe for andre tilstedeværende eller omboende.

Stk. 2 Såfremt nogen overtræder stk. 1, skal værten eller dennes stedfortræder påtale forholdet og om fornødent bortvise den pågældende eller tilkalde politiet.

Stk. 3 Har slagsmål eller anden betydelig uorden fundet sted i en virksomhed omfattet af stk. 1, kan politiet beordre den lukket for resten af dagen.

Stk. 4 Skønner politiet, at der i forbindelse med en virksomhed, der er omfattet af stk. 1, foreligger særlig risiko for voldelig adfærd, kan politiet meddele påbud om den sikkerhedsmæssige indretning af virksomheden. Politiet fastsætter en frist for gennemførelse af indretningen. Efterkommes påbudet ikke inden for den fastsatte frist, kan politiet meddele påbud om lukning af virksomheden, indtil den krævede sikkerhedsmæssige indretning er gennemført.

§33 Begrænsninger og betingelser for tilladelser m.v.
Tilladelser og dispensationer, der gives i medfør af loven, kan efter vedkommende myndigheds bestemmelse begrænses og betinges.

§34 Klage over afgørelser
Politiets afgørelser om nægtelse af autorisation efter § 15 a og godkendelse efter § 15 c samt politiets afgørelser efter § 26, stk. 1 og 2, § 29, stk. 4, § 31 og § 32, stk. 4, kan indbringes for rigspolitichefen. Andre afgørelser efter denne lov, der træffes af politiet, kan med de i § 35 nævnte undtagelser indbringes for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Klage over politiets påbud om lukning af en virksomhed, jf. § 32, stk. 4, 3. pkt., har opsættende virkning, medmindre rigspolitichefen bestemmer andet.

Stk. 2 Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§35 Afgørelser truffet af politiet i medfør af § 17, stk. 2, § 19, stk. 2, 2. pkt., § 23, stk. 3, § 24, stk. 4, § 28, stk. 3, 4, 6, 7 og 8, og § 32, stk. 3, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2 Afgørelser truffet af politidirektøren, om tilbagekaldelse af en autorisation som dørmand og godkendelse som ansat efter § 15 d, stk. 1, nr. 2, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§36 Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at visse afgørelser skal kunne indbringes for et ankenævn.

§36a Frister
De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.

Stk. 2 Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 3 Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde.

Stk. 4 Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 5 Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag.

Kapitel 7

Straffebestemmelser m.v.

§37 Med bøde straffes den, der

Stk. 2 Ved udmåling af straffen efter stk. 1, nr. 1, for overtrædelse af § 32, stk. 1, skal der lægges betydelig vægt på hensynet til at forhindre forstyrrelse af den offentlige orden og ulempe for andre tilstedeværende eller omboende.

Stk. 3 Under skærpende omstændigheder eller i gentagelsestilfælde kan straffen efter stk. 1 stige til fængsel indtil 4 måneder.

Stk. 4 Den, der nyder, køber eller på anden måde skaffer sig stærke drikke i strid med loven, straffes med bøde.

Stk. 5 I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. Det samme gælder for overtrædelse af forbud udstedt i medfør af forskrifterne. Bekendtgørelse om dørmænd

Stk. 6 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 7 Der kan pålægges restauratører, kantineindehavere og disses bestyrere bødeansvar for overtrædelse af § 28, stk. 8, § 29, stk. 1, og af forbud i henhold til § 31, stk. 1, der begås af ansatte i virksomheden, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes dem som forsætlig eller uagtsom. Er restauratøren eller kantineindehaveren et selskab, jf. § 14, staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges selskabet, staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.

§38 Politiet har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid uden retskendelse adgang til lokaler eller rum, som hører til virksomheder, der omfattes af denne lov. Dette gælder dog ikke værelser, der er udlejet til overnatning.

Kapitel 8

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§39 Loven træder i kraft den 1. august 1993.

Stk. 2 Lov nr. 121 af 25. marts 1970 om restaurations- og hotelvirksomhed m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 186 af 25. marts 1988, som ændret senest ved lov nr. 936 af 27. december 1991, ophæves.

Stk. 3 Tidligere udstedte næringsbreve som restauratør og hotelvært giver fremtidig alene adgang til at drive virksomhed fra allerede etablerede forretningssteder.

Stk. 4 Alkoholbevillinger, tilladelser, dispensationer og forbud givet inden lovens ikrafttræden bevarer deres gyldighed.

Stk. 5 I lov om frikommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 1224 af 18. december 1992, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 185 af 14. april 1993, ophæves § 21 b.

§40 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

profile photo
Profilside