14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...
x

Hej Foxylex bruger,
Jeg er lov-uglen, og jeg vil nu guide dig igennem vores vigtigste features.
Skriv et paragrafnummer og tryk enter for at springe direkte til paragraffen Hold din mus henover en krydshenvisning for at se teksten der henvises til.
Hvis du klikker på krydshenvisningen, flyttes tekstboksen ud til højre, og du kan flytte rundt på den
Klik på taleboble-ikonet for at tilgå features til bestemmelsen. Du kan se forarbejderne til specifikke bestemmelser. Her kan du se, at § 2 er blevet ændret af 5 forskellige love og ændringslove. Du kan se teksten fra lovforslaget som fremsat, og teksten som vedtaget. Du kan se, hvordan ordlyden blev ændret under behandlingen af lovforslaget. Her ser du de specifikke bemærkninger til ændringen med lovgivers motiver. Du får dermed de vigtigste fortolkningsbidrag ved hånden. Du kan let finde bekendtgørelserne der, hvor de hjemles. Med vores backlinks har vi fundet de bestemmelser, der linker til den bestemmelse, du læser. Her kan du se en video med præsentation af flere features.
Du kan også købe abonnement, så du får adgang til alle features.

0 / -
næste
slå fra

Mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder

Bekendtgørelse om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. for større virksomheder

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen bygger på bekendtgørelse nr. 1295 af 14. november 2018, og er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder

I medfør af § 6, stk. 2, i skattekontrolloven, lov nr. 1535 af 19. december 2017, og efter indstilling fra Skatterådet fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.
Vi har kontrolleret for ændringer den 18/03/2019

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§1 Bekendtgørelsen finder anvendelse for

  • 1) elselskaber, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 e, samt kommuner, der driver netvirksomhed m.v., jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 f,

  • 2) andelsforeninger, brugsforeninger og foreninger, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, 3 a og 4,

  • 3) virksomheder, der beskattes efter kulbrinteskatteloven,

  • 4) virksomheder, der beskattes efter tonnageskatteloven,

  • 5) pengeinstitutter, forsikringsselskaber, pensionskasser, realkreditinstitutter, børsmæglerselskaber og lignende finansielle virksomheder, herunder virksomheder omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2 a, og 5 b,

  • 6) gensidige forsikringsforeninger og investeringsforeninger m.v., jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 5 og 5 a,

  • 7) erhvervsdrivende dødsboer,

  • 8) selskaber, der sambeskattes efter selskabsskattelovens § 31 A, som i det forudgående indkomstår var sambeskattet efter selskabsskattelovens § 31 A, eller som beskattes af en genbeskatningssaldo efter § 15 i lov nr. 426 af 6. juni 2005,

  • 9) skattepligtige juridiske personer, herunder erhvervsdrivende fonde og foreninger omfattet af fondsbeskatningsloven, der for det pågældende indkomstår har en nettoomsætning på mere end 100 mio. kr., og

  • 10) erhvervsvirksomhed med flere end to ejere, hvor resultatet beskattes som personlig indkomst, herunder efter virksomhedsskatteloven, og hvor ingen af ejerne deltager i virksomhedens drift i væsentlig omfang, medmindre virksomheden er omfattet af reglerne om fælles skatteregnskab, jf. ligningslovens § 29.

Stk. 2 Ved sambeskatning anvendes beløbsgrænsen i stk. 1, nr. 9, på den samlede nettoomsætning for selskaberne, der skal sambeskattes.

§2 Skatteforvaltningen kan for enkelte eller grupper af skattepligtige helt eller delvist dispensere fra denne bekendtgørelse.

Kapitel 2

Almindelige krav til det skattemæssige årsregnskab og opbevaring heraf

§3 Det skattemæssige årsregnskab skal indgives sammen med oplysningsskemaet for virksomheden og skal være udarbejdet efter skattemæssige principper eller skal indeholde skattemæssige korrektioner (konvertering) og specifikationer til regnskabet, jf. kapitel 3-11.

Stk. 2 Det skattemæssige årsregnskab skal omfatte en resultatopgørelse, en balance og en specifikation af bevægelserne i virksomhedens egenkapital.

Stk. 3 Regnskabet med tilhørende oplysninger, jf. § 4, skal på en klar og overskuelig måde kunne danne grundlag for Skatteforvaltningens kontrol.

Stk. 4 Den skattemæssige konvertering til årsregnskabet skal udarbejdes på en sådan måde, at det er muligt at konstatere sammenhængen til det foregående års skattemæssige opgørelser.

§4 Bogføringen skal tilrettelægges således, at alle registreringer kan følges til de skattemæssige opgørelser. De skattemæssige opgørelser skal kunne opløses i de registreringer, hvoraf de er sammensat.

§5 I de tilfælde, hvor Erhvervsstyrelsen har modtaget årsrapporten, kan virksomheden undlade at indgive årsrapporten som en del af det skattemæssige årsregnskab.

§6 De oplysninger, som er nævnt i § 4, skal opbevares i 5 år regnet fra udløbet af regnskabsåret.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke detailhandelsvirksomheders kassestrimler og tilsvarende interne bilag, som kun skal opbevares i 1 år fra tidspunktet fra underskrivelsen af årsregnskabet.

§7 Det skattemæssige årsregnskab kan afgives elektronisk efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning.

Kapitel 3

Oplysninger til det skattemæssige årsregnskab

§8 Nettoomsætningen skal opgøres under hensyntagen til tilgodehavender for varer og tjenesteydelser ved regnskabsårets begyndelse og slutning.

Stk. 2 Nettoomsætningen skal oplyses særskilt. Reguleres værdien af igangværende arbejder for fremmed regning i nettoomsætningen, skal reguleringen anføres særskilt.

§9 Følgende oplysninger skal opbevares i virksomheden, hvis de ikke er indarbejdet i bogføringen:

  • 1) Tilgodehavender og gæld vedrørende varer og tjenesteydelser ved regnskabsårets udløb med angivelse af navn og adresse på debitor og kreditor.

  • 2) Indskud i pengeinstitut eller lignende med angivelse af anbringelsessted og kontonummer.

  • 3) Værdipapirer, hvor kursgevinster eller kurstab er skattepligtige efter kursgevinstloven eller aktieavancebeskatningsloven, med angivelse af anskaffelsessum, nominel værdi og kursværdi. Opbevares værdipapiret i depot, angives tillige depotet i det omfang oplysningerne ikke er blevet indberettet til Skatteforvaltningen. For rentebærende værdipapirer, hvor hovedstolen eller restgælden reguleres i danske kroner, skal den pålydende rente på udstedelsestidspunktet angives.

  • 4) Andre tilgodehavender med angivelse af debitors navn og adresse.

  • 5) Gæld som nævnt i § 18, nr. 3, med angivelse af kreditors navn og adresse og eventuelt kontonummer.

Stk. 2 Ved udløbet af virksomhedens regnskabsår udarbejdes der en særskilt opgørelse over igangværende arbejder for fremmed regning fordelt på hver enkelt ordre med specificeret redegørelse for, hvordan værdiansættelsen er foretaget.

§10 Omkostninger, herunder vareforbrug, lønninger og andre personaleomkostninger, skal oplyses særskilt efter art. Er en omkostning anvendt til anlægsformål eller privat formål, skal overførslen hertil oplyses særskilt.

Stk. 2 Omkostningerne skal opgøres under hensyntagen til værdien af igangværende arbejder for fremmed regning ved regnskabsårets begyndelse og slutning.

Stk. 3 Forbrug af varer og tjenesteydelser skal opgøres under hensyntagen til gæld vedrørende disse ydelser ved regnskabsårets begyndelse og slutning.

§11 Indtægter og udgifter, som hidrører fra andet end den ordinære drift, skal vises som ekstraordinære indtægter og ekstraordinære udgifter og specificeres efter art, medmindre de er af uvæsentlig betydning. Opdelingen på ordinære og ekstraordinære indtægter og udgifter gælder dog ikke for finansielle virksomheder.

§12 Følgende skal anføres særskilt:

§13 Foretages periodisering af renteindtægter og renteudgifter, skal summen af de renteindtægter og renteudgifter, som er forfaldne i regnskabsåret, samt periodiseringsposter ved regnskabsårets begyndelse og slutning, oplyses særskilt.

§14 Tilgodehavender for varer og tjenesteydelser og for udlåns- eller finansieringsaktivitet skal anføres uden nedskrivning.

Stk. 2 Nedskrivninger for konstaterede og forventede tab på debitorer skal anføres særskilt. Finansielle virksomheder skal særskilt oplyse om nedskrivning og tab på udlån og garantier efter kursgevinstlovens § 25, stk. 6.

Stk. 3 Beholdning af værdipapirer, herunder finansielle kontrakter, skal specificeres efter art med angivelse af nominel værdi og kursværdi. Har den skattepligtige handel med værdipapirer som sin næringsvej, er det tilstrækkeligt, at specifikation fremgår af bogføringen. Det samme gælder for juridiske personer, der er skattepligtige efter selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven.

§15 Et varelager skal oplyses særskilt.

Stk. 2 Ved regnskabsårets udløb skal der foretages en fysisk optælling af varelageret, hvis størrelse skal kunne dokumenteres ved en optællingsliste, hvori de enkelte varer er anført og identificeret i nødvendigt omfang. Såfremt lagerbeholdningen til enhver tid kan opgøres på grundlag af et betryggende ført lagerregnskab eller lignende, kan den fysiske optælling ske på andre tidspunkter end ved regnskabsårets udløb.

Stk. 3 Er der ved opgørelsen af varelagerets værdi beregnet nedslag for ukurans eller ved opgørelsen af værdien af igangværende arbejder for fremmed regning indregnet en andel af indirekte produktionsomkostninger eller acontoavance, skal de pågældende beløb oplyses særskilt.

§16 Aktiver, hvorpå der kan foretages skattemæssige afskrivninger, skal specificeres således, at der gives de nødvendige oplysninger til brug for kontrollen med afskrivningsgrundlaget og de foretagne afskrivningers beregning. For skattemæssige afskrivninger på aktiver, der afskrives efter afskrivningslovens kapitel 3, skal endvidere angives de foretagne afskrivninger på aktivet for hele ejerperioden. For så vidt angår skattemæssige afskrivninger på aktiver, der ikke afskrives efter afskrivningslovens kapitel 2, skal tillige angives anskaffelsestidspunktet for aktivet.

Stk. 2 Kravet til specifikation efter stk. 1 gælder tilsvarende for forskudsafskrivninger efter afskrivningslovens kapitel 4. Specifikationen skal omfatte:

  • 1) De aktiver, der er omfattet af forskudsafskrivningen, med angivelse af den aftalte eller beregnede anskaffelsessum, grundbeløb og forskudsafskrivningsgrundlag.

  • 2) Det angivne bestillings- eller planlægningsår og leverings- eller fuldførelsestidspunkt.

  • 3) Den foretagne forskudsafskrivning.

  • 4) Den afskrivningsberettigede anskaffelsessum, som skal indgå på afskrivningssaldoen.

  • 5) Opgørelse af resterende grundbeløb og forskudsafskrivningsgrundlag ved anskaffelse af et af flere aktiver med samme bestillings- eller planlægningsår.

§17 Værdi og nedskrivning af landbrugeres husdyrbesætninger ved regnskabsårets begyndelse og udløb skal oplyses særskilt. Værdiansættelsen skal anføres med angivelse af antallet af husdyr fordelt på de enkelte husdyrgrupper.

Stk. 2 Landbrugere, der har valgt at føre fuldstændigt regnskab over beholdninger, skal særskilt anføre værdien af sådanne beholdninger ved regnskabsårets begyndelse og udløb.

§18 Gæld skal i det mindste specificeres således:

  • 1) Leverandører af varer og tjenesteydelser.

  • 2) Gæld sikret ved pant i fast ejendom, hvorom der foretages indberetning efter skatteindberetningslovens §§ 13 eller 14.

  • 3) Anden gæld.

§19 Ved opgørelse af egenkapitalen skal forbrug og privat andel af omkostninger m.v. vises særskilt.

§20 Hvis der er sket modregning mellem udgifts- og indtægtsposter eller mellem aktiver og passiver, skal bruttotallene vises.

Kapitel 4

Interessenter, komplementarer, kommanditister og partredere

§21 Interessenter, komplementarer, kommanditister og partredere (deltagere), der ikke er omfattet af ligningslovens § 29, kan vælge at lade bestemmelserne i kapitel 2 og 3 opfylde af det pågældende interessentskab, kommanditselskab eller partrederi, som herefter udleverer årsregnskabet med tilhørende korrektioner og specifikationer til deltagerne til brug ved disses indkomstopgørelser.

Stk. 2 Deltagerne skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst specificere deres indkomst fra deltagelse i interessentskabet, kommanditselskabet eller partrederiet.

Stk. 3 Anvender deltagerne skattemæssige periodiserings- eller værdiansættelsesmetoder eller foretager skattemæssige af- eller nedskrivninger, der afviger fra årsregnskabet som nævnt i stk. 1, skal alle korrektioner anføres særskilt.

Kapitel 5

Erhvervsdrivende under virksomhedsordningen efter afsnit I i virksomhedsskatteloven

§22 Virksomhedens bogføring skal tilrettelægges således, at virksomhedens økonomi og den erhvervsdrivendes private økonomi er regnskabsmæssigt adskilt.

Stk. 2 Følgende skal registreres særskilt:

  • 1) Indskud og hævninger.

  • 2) Bevægelser på en mellemregningskonto mellem virksomheden og den erhvervsdrivende.

§23 Følgende skal oplyses særskilt:

  • 1) Summen af samtlige indskud og summen af samtlige hævninger.

  • 2) Værdier, der overføres til den erhvervsdrivende med virkning for indkomståret, men som er hensat til senere hævning i virksomhedens regnskab ved regnskabsårets udløb.

  • 3) Mellemregningskontoens udvisende ved regnskabsårets udløb.

Stk. 2 Såfremt indskud eller hævninger består af andre værdier end kontanter, skal det særskilt oplyses, hvilke værdier det drejer sig om, og det skal på anfordring kunne oplyses, hvorledes værdiansættelsen er foretaget.

§24 Indskudskontoen ved indkomstårets udløb skal oplyses. De reguleringer, der skal foretages efter virksomhedsskatteloven § 3, stk. 6, skal oplyses særskilt. For det indkomstår, hvor en virksomhed overgår til beskatning efter virksomhedsordningen, skal indskudskontoen specificeres ved indtræden.

Stk. 2 Konto for opsparet overskud ved indkomstårets udløb skal oplyses særskilt.

§25 Kapitalafkastgrundlaget ved indkomstårets begyndelse skal specificeres særskilt. For det indkomstår, hvor en virksomhed overgår til beskatning efter virksomhedsordningen, skal kapitalafkastgrundlaget specificeres ved indtræden.

Stk. 2 Hvis der vedlægges en specifikation af de nødvendige korrektioner til egenkapitalen, kan kapitalafkastgrundlaget efter udgangen af det år, hvor virksomheden overgår til beskatning efter virksomhedsordningen, opgøres med udgangspunkt i virksomhedens egenkapital ved indkomstårets begyndelse.

Stk. 3 Beregningen og størrelsen af kapitalafkastet skal oplyses særskilt.

Stk. 4 Beregningen og størrelsen af rentekorrektioner efter virksomhedsskattelovens § 11, stk. 1-3, skal oplyses særskilt.

§26 Driver den skattepligtige flere virksomheder, skal bestemmelserne i dette kapitel opfyldes samlet for alle disse virksomheder.

Kapitel 6

Erhvervsdrivende under kapitalafkastordningen efter afsnit II i virksomhedsskatteloven

§27 Kapitalafkastgrundlaget ved indkomstårets begyndelse skal specificeres særskilt. For det indkomstår, hvor en virksomhed overgår til beskatning efter kapitalafkastordningen, skal kapitalafkastgrundlaget specificeres ved indtræden.

Stk. 2 Hvis der vedlægges en specifikation af de nødvendige korrektioner til egenkapitalen, kan kapitalafkastgrundlaget efter udgangen af det år, hvor virksomheden overgår til beskatning efter kapitalafkastordningen, opgøres med udgangspunkt i virksomhedens egenkapital ved indkomstårets begyndelse.

Stk. 3 Beregningen og størrelsen af kapitalafkastet skal oplyses særskilt.

Kapitel 7

Fonde og foreninger, som er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1

§28 Beregningsgrundlaget for hensættelser til konsolidering af fondskapitalen efter fondsbeskatningslovens § 5, stk. 1, skal oplyses med angivelse af samtlige de i indkomståret foretagne uddelinger og med angivelse af samtlige de i indkomståret uddelte beløb af tidligere indkomstårs hensættelser til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. Den anvendte procent til beregning af konsolideringshensættelsen skal anføres.

Stk. 2 Det anvendte reguleringstal for beregning af konsolideringshensættelser efter fondsbeskatningslovens § 5, stk. 3, skal oplyses.

Kapitel 8

Momsoplysninger

§29 Registrerede afgiftspligtige efter momsloven, bortset fra finansielle institutter som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 5, skal oplyse størrelsen af udgående og indgående moms i regnskabsperioden.

Kapitel 9

Afstemning af oplysninger, der er indberettet til Skatteforvaltningen

§30 Indberetningspligtige skal oplyse størrelsen af lønninger og honorarer m.v., der indgår i regnskabet, og vise en afstemning med de lønninger og honorarer m.v., der er indberettet til Skatteforvaltningen efter skatteindberetningslovens §§ 1, 2, 4, 5 og 46, jf. bekendtgørelse om skatteindberetning m.v.

§31 Fonde og foreninger, som er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1, skal oplyse størrelsen af uddelinger som nævnt i fondsbeskatningslovens § 4 og vise en afstemning med de oplysninger, der er indberettet til Skatteforvaltningen efter skatteindberetningslovens § 25.

§32 Renteindberetningspligtige skal oplyse størrelsen af renteindtægter og renteudgifter, der indgår i regnskabet, og vise en afstemning med de renter, der er indberettet til Skatteforvaltningen efter skatteindberetningslovens §§ 12-14.

§33 Arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, jf. ligningslovens § 13, skal oplyse størrelsen af kontingentindbetalinger, der indgår i regnskabet, og vise afstemning med de kontingenter, der er indberettet til Skatteforvaltningen efter skatteindberetningslovens § 31.

§34 Anvender indberetningspligtige som nævnt i §§ 30-33 et regnskabsår, der afviger fra kalenderåret, skal det vises, hvordan de indberettede beløb fordeler sig på de dele af kalenderåret, der udgør regnskabsperioden.

Kapitel 10

Genbeskatningssaldi vedrørende tidligere sambeskattede udenlandske selskaber m.v.

§35 Dette kapitel finder anvendelse for selskaber m.v., der efterbeskattes af en genbeskatningssaldo efter § 15, stk. 8 og 9, i lov nr. 426 af 6. juni 2005. Fast ejendom i udlandet sidestilles med fast driftssted i udlandet.

§36 Årsregnskabet i § 3 omfatter for disse selskaber m.v. tillige:

  • 1) En redegørelse for koncernstrukturen i både Danmark og udlandet ved indkomstårets begyndelse og afslutning med forklaring af ændringer i årets løb.

  • 2) Bevægelserne i løbet af året og det beløb, der overføres til det efterfølgende år for genbeskatningssaldoen for hvert datterselskab i udlandet og for hvert fast driftssted af et dansk selskab, hvor der er en genbeskatningssaldo, herunder oplysning om overflytning af saldoen mellem selskaber eller faste driftssteder og betingelserne for overflytningen. Ved ophør af virksomhed i et udenlandsk selskab eller fast driftssted, hvor der er en genbeskatningssaldo, skal det oplyses, hvordan virksomheden videreføres.

  • 3) Oplysning om, hvorvidt bestemmelserne i ligningslovens § 5 G om dobbelt fradrag er opfyldt.

  • 4) Oplysning om den betalte skat i domicillandet, i det omfang mulighederne for nedslag for betalte skatter i udlandet efter ligningslovens § 33, stk. 5, anvendes, samt oplysning om efterfølgende ændring af den udenlandske betalte skat for tidligere år.

  • 5) Oplysning om, hvordan det udenlandske datterselskab har opgjort den skattepligtige indkomst i domicillandet med hensyn til reglerne i ligningslovens § 5 I og reglerne om maksimering af credit.

Stk. 2 På anfordring skal selskaber m.v. kunne dokumentere den betalte skat i domicillandet inden 1 måned, jf. stk. 1, nr. 4.

Stk. 3 På anfordring skal selskaber m.v. inden 3 måneder kunne vise det interne regnskab for de udenlandske selskaber m.v., der indgår i det danske moderselskabs koncernregnskab (koncernkonsolidering) eller dettes højere modervirksomhed, hvor det danske moderselskab er fritaget for at udarbejde koncernregnskab efter regnskabslovgivningen. Samtidig skal der redegøres for sammenhængen mellem det officielle datterselskabsregnskab og det interne regnskab.

Stk. 4 På anfordring skal selskaber m.v. oplyse, om der er set bort fra underskud, jf. ligningslovens § 33 H, og herunder kunne vise en opgørelse af det beløb, der er set bort fra, og som fremføres efter selskabsskattelovens § 12.

Kapitel 11

Ikrafttræden m.v.

§37 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019.

Stk. 2 Bekendtgørelsen har virkning for oplysningsskemaer m.v., der skal indgives for indkomståret 2018 og senere, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Bekendtgørelse nr. 593 af 12. juni 2006 om krav til det skattemæssige årsregnskab mv. for større virksomheder (Mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder) ophæves.

Stk. 4 For juridiske personer, som skal selvangive for indkomståret 2018 i kalenderåret 2018, finder den hidtil gældende bekendtgørelse nr. 593 af 12. juni 2006 om krav til det skattemæssige årsregnskab mv. for større virksomheder (Mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder) anvendelse for indkomståret 2018, jf. § 90, stk. 4, i lov nr. 1535 af 19. december 2017.

profile photo
Profilside