14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...
x

Hej Foxylex bruger,
Jeg er lov-uglen, og jeg vil nu guide dig igennem vores vigtigste features.
Skriv et paragrafnummer og tryk enter for at springe direkte til paragraffen Hold din mus henover en krydshenvisning for at se teksten der henvises til.
Hvis du klikker på krydshenvisningen, flyttes tekstboksen ud til højre, og du kan flytte rundt på den
Klik på taleboble-ikonet for at tilgå features til bestemmelsen. Du kan se forarbejderne til specifikke bestemmelser. Her kan du se, at § 2 er blevet ændret af 5 forskellige love og ændringslove. Du kan se teksten fra lovforslaget som fremsat, og teksten som vedtaget. Du kan se, hvordan ordlyden blev ændret under behandlingen af lovforslaget. Her ser du de specifikke bemærkninger til ændringen med lovgivers motiver. Du får dermed de vigtigste fortolkningsbidrag ved hånden. Du kan let finde bekendtgørelserne der, hvor de hjemles. Med vores backlinks har vi fundet de bestemmelser, der linker til den bestemmelse, du læser. Her kan du se en video med præsentation af flere features.
Du kan også købe abonnement, så du får adgang til alle features.

0 / -
næste
slå fra

Lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed

Den konsoliderede version af denne lov bygger på lovbekendtgørelse nr. 150 af 17. March 1999, og er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om statsgaranti til udviklingsvirksomhed

Loven er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringslove, som er indarbejdet.
Vi har kontrolleret for ændringer den 25/05/2019

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov

Kapitel 1

Formål

§1 Formålet med denne lov er at fremme vækst og udvikling i nye små og mellemstore virksomheder ved at lette virksomhedernes adgang til risikovillig og kompetent egenkapital til gavn for beskæftigelsen og en bæredygtig udvikling. Til fremme af lovens formål kan staten yde garanti til selskaber, som indskyder ansvarlig kapital i nye små og mellemstore virksomheder, der igangsætter udviklingsprojekter.

Kapitel 1 A

Selskaber omfattet af loven

§1A Selskaber, der opnår en statsgaranti i henhold til denne lov, betegnes i denne lov udviklingsselskaber.

§2 (Ophævet)

§3 Et udviklingsselskab skal meddele VækstFonden væsentlige ændringer i forhold, der ligger til grund for tildeling af statsgarantien. Væsentlige ændringer i udviklingsselskabets forretningsstrategier, ledelse eller ejerkreds skal ligeledes meddeles VækstFonden.

Stk. 2 Finder VækstFonden, at der er sket så væsentlige ændringer i de forhold, der ligger til grund for tildeling af statsgarantien, at udviklingsselskabet er uegnet til at drive udviklingsvirksomhed, kan fonden fratage udviklingsselskabet dets statsgaranti.

Stk. 3 VækstFonden fastsætter en årlig præmie, som udviklingsselskabet skal betale for at være omfattet af statsgarantien.

§4 Et udviklingsselskab kan fratræde ordningen ved at give meddelelse til VækstFonden. En sådan meddelelse får virkning efter den først følgende regnskabsopgørelse, jf. § 10, stk. 1.

Kapitel 2

Udviklingsporteføljen

§5 Udviklingsselskabet tegner ny ansvarlig kapital i virksomheder beliggende i Danmark. Nytegningen skal være begrundet i udviklingsprojekter, herunder udvikling af produkter, markeder, serviceydelser og kompetence eller lignende i de virksomheder, der indskydes kapital i. Tegningen sker mod indskud af kontanter. Udviklingsselskabets beholdning af ansvarlig kapital betegnes udviklingsportefølje.

Stk. 2 De virksomheder, hvori et udviklingsselskab har ansvarlig kapital, som er henlagt til udviklingsporteføljen, kaldes i denne lov porteføljevirksomheder. Porteføljevirksomhederne skal være små og mellemstore virksomheder på det tidspunkt, hvor udviklingsselskabet tegner den ansvarlige kapital, og må ikke være koncernforbundne med andre virksomheder end små og mellemstore virksomheder. Ved små og mellemstore virksomheder forstås virksomheder, der er omfattet af den definition, som anvendes i Europa-Kommissionens meddelelse om rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder. Erhvervsministeren bekendtgør den til enhver tid gældende definition.

Stk. 3 Statsgarantien for en investering i den enkelte porteføljevirksomhed bortfalder, hvis en aktionær med over 10 pct.s ejerandel af udviklingsselskabet direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. i porteføljevirksomheden. Statsgarantien for et udviklingsselskabs investering i en porteføljevirksomhed er ligeledes betinget af, at porteføljevirksomheden maksimalt direkte eller indirekte ejer 25 pct. af udviklingsselskabet. Statsgarantien bortfalder fra det tidspunkt, hvor de nævnte ejerandele overskrides.

Stk. 4 Bestemmelserne i stk. 3 gælder ikke for offentligt ejede selskaber samt for finansielle virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet. VækstFonden kan endvidere give en aktionær i et udviklingsselskab samme status som en virksomhed under tilsyn, såfremt aktionærens primære aktivitet er venturevirksomhed. Ved venturevirksomhed forstås tilførsel af ansvarlig kapital, bistand og rådgivning med henblik på udvikling af virksomheder og senere videresalg af kapitalandele i disse virksomheder.

Stk. 5 Udviklingsporteføljen må ikke indeholde ansvarlig kapital i virksomheder, som udviklingsselskabet, dets storaktionærer eller koncernforbundne selskaber på tegningstidspunktet har væsentlige kreditorinteresser i.

Stk. 6 Udviklingsselskabet må ikke være koncernforbundet med en porteføljevirksomhed ved udviklingsporteføljens kapitalandele. Udviklingsselskabet må ikke direkte eller indirekte eje hele porteføljevirksomheden.

Stk. 7 En porteføljevirksomhed må ikke udøve hovedaktiviteter inden for finansiering og investering samt handel med, administration af eller besiddelse af fast ejendom.

§6 Den garantiramme, et udviklingsselskab har fået i medfør af denne lov, udgør den maksimale samlede værdi af den ansvarlige kapital i udviklingsporteføljen.

Stk. 2 Værdien af udviklingsporteføljens ansvarlige kapital i en enkelt porteføljevirksomhed eller i alle porteføljevirksomheder i samme koncern må ikke overstige 20 pct. af udviklingsselskabets garantiramme.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan fastsætte regler, der nærmere afgrænser størrelsen af udviklingsselskabets ansvarlige kapital i en porteføljevirksomhed.

§7 Udviklingsselskabet skal indberette ansvarlig kapital, der henføres til eller udtages fra udviklingsporteføljen til VækstFonden senest 10 dage efter, at ændringen er foretaget.

Stk. 2 Finder VækstFonden, at henførelse af ansvarlig kapital til udviklingsporteføljen ikke opfylder denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør af denne lov, kan VækstFonden bestemme, at den ansvarlige kapital ikke må henføres til selskabets udviklingsportefølje.

Stk. 3 Et udviklingsselskab kan forud for henførelse af ansvarlig kapital til udviklingsporteføljen anmode VækstFonden om forhåndstilsagn om at anse den ansvarlige kapital for omfattet af bestemmelserne om henførelse af ansvarlig kapital til udviklingsporteføljen.

Stk. 4 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetning i henhold til stk. 1 og forhåndstilsagn i henhold til stk. 3.

Kapitel 3

Statsgarantiens dækning

§8 Den statslige garanti dækker 50 pct. af tab for et regnskabsår på den tabsgivende ansvarlige kapital i udviklingsporteføljen. Ved opgørelsen af tab korrigeres for samtlige ud- og indbetalinger, som vedrører denne ansvarlige kapital.

Stk. 2 Det er en forudsætning for udbetaling af garantibeløb efter stk. 1, at de pågældende tab er realiseret på ansvarlig kapital, der har været henlagt til udviklingsporteføljen i mindst 3 år.

Stk. 3 VækstFonden kan dispensere fra bestemmelsen i stk. 2.

Stk. 4 Garantirammen har virkning i fem år fra det tidspunkt, hvor tildelingen har fundet sted. Efter det femte år vil den ansvarlige kapital i udviklingsporteføljen fortsat være omfattet af statsgarantien, men der kan ikke henføres ny ansvarlig kapital til udviklingsporteføljen. Ved udbetaling af garantibeløb til et udviklingsselskab inden for garantiperioden reduceres selskabets garantiramme med størrelsen af det af garantien omfattede tab.

Stk. 5 Investerer et udviklingsselskab ansvarlig kapital i en porteføljevirksomhed med det formål at overdrage aktiver eller passiver mellem porteføljevirksomheden og udviklingsselskabet eller en virksomhed, som det har været koncernforbundet med, skal aktiverne og passiverne værdiansættes ved uafhængig vurdering, før der kan foretages garantiudbetalinger.

Stk. 6 Når den ansvarlige kapital har været i udviklingsporteføljen i 8 år, nedskrives garantiprocenten i stk. 1 med 10 procentpoint pr. år, således at garantien bortfalder, når den ansvarlige kapital har været i udviklingsporteføljen i 12 år.

Stk. 7 Ved opgørelsen af tab på den ansvarlige kapital i porteføljevirksomheder, der er koncernforbundne med andre porteføljevirksomheder, vil tabene blive modregnet i eventuelle overskud på ansvarlig kapital i disse virksomheder.

Stk. 8 En udviklingsportefølje, der er omfattet af statsgarantien, samt omkostninger og indtægter vedrørende denne skal særskilt fremgå af balancen og resultatopgørelsen. Årsregnskabets noter skal oplyse den oprindelige anskaffelsesværdi samt afgang eller tilgang til denne af udviklingsporteføljen. Bogføringen skal indrettes således, at de ovenstående oplysninger i årsregnskabet samt de øvrige i denne lov krævede oplysninger er til stede.

Stk. 9 Et udviklingsselskab skal på opfordring afgive relevante oplysninger om dets udviklingsportefølje og tab til brug for VækstFondens administration af denne lov.

Stk. 10 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af tab.

§9 VækstFonden kan undlade at foretage garantiudbetalinger på tab i henhold til § 8, såfremt

  • 1) tabet er realiseret i forbindelse med en handel, der indeholder aftale om anden kompensation for udviklingsselskabet end salgsprisen, f. eks. en tilbagekøbsoption på kapitalandele eller andre modydelser, eller

  • 2) tabet er realiseret i forbindelse med en handel, der indebærer direkte eller indirekte udveksling af ansvarlig kapital mellem udviklingsselskaber, eller

  • 3) tabet er realiseret i forbindelse med en handel, som det pågældende udviklingsselskab har indgået med udviklingsselskabets storaktionærer eller koncernforbundne selskaber.

§10 Regnskabsopgørelse med dokumentation for eventuelle tab samt oversigter over udviklingsporteføljen med eventuel anmodning om udbetaling af garantibeløb fremsendes til VækstFonden en gang årligt, når årsregnskabet er godkendt på generalforsamlingen og indsendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt offentliggjort i styrelsens edb-informationssystem. Regnskabsopgørelsen skal revideres af den revisor, der reviderer udviklingsselskabets årsregnskab.

Stk. 2 Efter VækstFondens godkendelse af regnskabsopgørelsen udbetales garantibeløbet til udviklingsselskabet.

Stk. 3 VækstFondens forpligtelse til at udbetale garantibeløb bortfalder, dersom regnskabsopgørelsen ikke er fremsendt til VækstFonden senest et år efter årsregnskabets offentliggørelse.

§11 Regnskabsopgørelsen, jf. § 10, skal indeholde en bruttoopgørelse af det gennemsnitlige akkumulerede afkast af udviklingsporteføljen. Ved opgørelsen indregnes eventuelle garantiudbetalinger, og præmiebetalinger, jf. § 3, stk. 3, fraregnes. Er der overført placeringer fra udviklingsporteføljen til selskabets øvrige beholdninger i perioden, skal afkastet på disse opgøres på grundlag af markedsværdien.

Stk. 2 Såfremt afkastet opgjort i stk. 1 overstiger 13 pct. p.a., kan der ikke foretages garantiudbetalinger for det pågældende regnskabsår.

Stk. 3 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om opgørelse af afkastet, jf. stk. 1.

Kapitel 4

Afsluttende bestemmelser

§12 Den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug for VækstFondens administration af denne lov, straffes med bøde eller hæfte, medmindre strengere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Er en overtrædelse begået af et selskab, kan der pålægges det pågældende selskab som sådant bødeansvar.

Stk. 2 Dersom et udviklingsselskab afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at overholde sine forpligtelser i henhold til denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør af denne lov, kan selskabet fratages statsgaranti med den virkning, at udviklingsporteføljens placeringer ikke længere er omfattet af statsgarantien.

Stk. 3 Er der foretaget garantiudbetalinger på et fejlagtigt eller utilstrækkeligt grundlag, kan VækstFonden efterfølgende kræve disse betalt tilbage.

§13 De afgørelser, VækstFondens bestyrelse træffer i medfør af denne lov, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§14 Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

§15 Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

profile photo
Profilside