14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...

Lov om finansiel virksomhed § 11

Denne § er fra den opdaterede og konsoliderede version af lov om finansiel virksomhed og bygger på lovbekendtgørelse nr. 937 af 06. September 2019. Eventuelle senere ændringslove er implementeret i det omfang, de er trådt i kraft.

§11 Virksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed, herunder genforsikringsvirksomhed, skal have tilladelse som forsikringsselskab eller captivegenforsikringsselskab, jf. dog §§ 30 og 31. Tilladelsen skal angive de forsikringsklasser i bilag 7 og 8, som tilladelsen omfatter. Forsikringsselskaber må kun udøve virksomhed som nævnt i bilag 7 og 8 samt virksomhed efter §§ 24-26 og 29. Tilsvarende gælder udenlandske forsikringsselskaber, der er omfattet af § 1, stk. 3, og opfylder betingelserne i §§ 30 eller 31.

•••

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på følgende typer af virksomheder:

  • 1) Pensionskasser, som har til formål at sikre pension ved ansættelse i en privat virksomhed, herunder en forsikringsvirksomhed, eller ved ansættelse i sådanne virksomheder inden for samme koncern.

  • 2) Begravelseskasser og ligbrændingsforeninger.

  • 3) De under statens tilsyn hørende anerkendte arbejdsløshedskasser m.v.

  • 4) Krigsforsikringsinstituttet efter lov om krigsforsikring af skibe.

  • 5) Krigsforsikringsforbund, der omfattes af lov om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre.

  • 6) Virksomheder, hvis formål er begrænset til at yde vejhjælp i forbindelse med en ulykke eller skade sket her i landet eller i udlandet, såfremt hjælpen i udlandet ydes af et tilsvarende udenlandsk selskab i henhold til en aftale om gensidighed.

  • 7) Virksomheder der alene yder assistance inden for et begrænset område, og hvis årlige præmieindtægt ikke overstiger et af Finanstilsynet fastsat beløb.

  • 8) Falck Danmark A/S.

  • 9) Genforsikring i henhold til lov om Dansk Eksportkreditfond af ekstraordinære risici i forbindelse med eksport.

  • 10) Arbejdsmarkedets Tillægspension og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

  • 11) Barselsfonde.

  • 12) Rejsegarantifonden.

  • 13) Garantifonden for skadesforsikringsselskaber.

•••

Stk. 3 En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, vil opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis selskabet skal udøve grænseoverskridende virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39, selskabet skal udøve virksomhed inden for en eller flere af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, medmindre de udgør accessoriske risici, eller selskabet i løbet af de kommende 5 år forventes at opfylde mindst en af betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 24, litra a-d.

•••

Stk. 4 En virksomhed, der søger om tilladelse efter stk. 1, vil opnå status som et gruppe 2-forsikringsselskab, hvis selskabet ikke opnår status som et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. stk. 3.

•••

Stk. 5 En virksomhed, der forventes at opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. stk. 3, skal opfylde kapitalkravene i §§ 126 c og 126 d for at opnå tilladelse som forsikringsselskab. En virksomhed, der forventes at opnå status som et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. stk. 4, skal opfylde kapitalkravene i § 126 for at opnå tilladelse som forsikringsselskab.

•••

Stk. 6 En virksomhed, der opnår status som et gruppe 2-forsikringsselskab, jf. stk. 4, kan ansøge Finanstilsynet om at opnå status som et gruppe 1-forsikringsselskab. Finanstilsynet godkender en ansøgning i henhold til 1. pkt., såfremt Finanstilsynet vurderer, at selskabet opfylder kapitalkravene i stk. 5, 1. pkt.

•••

Stk. 7 Et forsikringsselskab vil ændre status fra at være et gruppe 1-forsikringsselskab til at være et gruppe 2-forsikringsselskab, når selskabet ikke udøver grænseoverskridende virksomhed i henhold til §§ 38 eller 39, når selskabet ikke udøver virksomhed inden for en eller flere af forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, og når ingen af beløbsgrænserne i § 5, stk. 1, nr. 24, litra a-d, overskrides i 3 på hinanden følgende år og ikke forventes at blive overskredet i et af de kommende 5 år.

•••

Stk. 8 Et forsikringsselskab, der ændrer status, skal straks underrette Finanstilsynet og senest 8 arbejdsdage herefter indsende dokumentation for statusændringen.

•••

Stk. 9 Virksomheder, der har tilladelse som forsikringsselskab, har eneret til at benytte betegnelsen »forsikringsselskab«, »gensidigt selskab«, »captiveforsikringsselskab«, »captivegenforsikringsselskab« eller »pensionskasse« i deres navn. Andre virksomheder må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er forsikringsselskaber eller pensionskasser.

•••

Stk. 10 Forsikringsselskaber har pligt til at benytte et navn, som tydeligt angiver selskabets egenskab af forsikringsselskab. Gensidige forsikringsselskaber har pligt til i deres navn at benytte betegnelsen »gensidigt selskab« eller deraf dannede forkortelser eller på anden tydelig måde angive deres egenskab af gensidigt selskab. Captiveforsikringsselskaber har pligt til at benytte betegnelsen »captiveforsikringsselskab«. Captivegenforsikringsselskaber har pligt til at benytte betegnelsen »captivegenforsikringsselskab«. Tværgående pensionskasser har pligt til i deres navn tydeligt at angive, at de er en pensionskasse. Selskabsloven § 2, stk. 2-4, §§ 3 og 347, finder tilsvarende anvendelse på gensidige forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

•••

Stk. 11 En virksomhed, der har tilladelse til forsikringsklasse 10 (ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer) bortset fra fragtførerens ansvar skal til enhver tid have en skadesbehandlingsrepræsentant i hvert af de øvrige lande i Den Europæiske Union og i lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

•••
profile photo
Profilside