Aftale med Rusland om bistand i skattesager

Der er ingen senere ændringer til denne DBO.
Vi har kontrolleret for ændringer 22. oktober 2013

  • Ændringsbekendtgørelser er implementeret i den konsoliderede DBO
  • Ændringsbekendtgørelser er delvist implementeret i den konsoliderede DBO
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede DBO
Præambel

AFTALE MELLEM
SKATTEMINISTERIET I KONGERIGET DANMARK OG
SKATTEMINISTERIET I DEN RUSSISKE FØDERATION

OM

GENSIDIG ADMINISTRATIV BISTAND OG UDVEKSLING AF OPLYSNINGER I SKATTESAGER

Skatteministeriet i Kongeriget Danmark og Skatteministeriet i den Russiske Føderation har indgået en aftale om gensidig administrativ bistand og udveksling af oplysninger i skattesager, baseret på artikel 26 i overenskomsten af 8. februar 1996, mellem Kongeriget Danmark og den Russiske Føderation til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår skat af indkomst og formue, i det følgende benævnt overenskomsten. Bestemmelserne i aftalen er som følger:

Artikel 1.
Skatter omfattet af aftalen

Nærværende aftale finder anvendelse på de skatter, der er omfattede af overenskomsten.

Artikel 2.
Almindelige bestemmelser

For så vidt angår nærværende aftale, defineres følgende begreber som følger:

  • skattelovgivning vil sige samtlige lovmæssige regler, der fastsætter skattearterne og måden, hvorpå disse inddrives inden for staternes område, og som regulerer forholdene for så vidt angår oprettelsen af, ændringer i og ophævelsen af skattemæssige forpligtelser;
  • overtrædelse af skattelovgivning vil sige handling eller manglende handling udtrykt ved manglende håndhævelse eller ukorrekt håndhævelse af den nationale skattelovgivning;
  • kompetent skattemyndighed vil sige
    • for Kongeriget Danmarks vedkommende Skatteministeriet Told- og Skattestyrelsen;
    • for den Russiske Føderations vedkommende Skatteministeriet i den Russiske Føderation.
Artikel 3.
Former for samarbejde

Inden for rammen af nærværende aftale benytter de kompetente skattemyndigheder sig af følgende former for samarbejde:

  • automatisk fremsendelse af oplysninger (artikel 4 i nærværende aftale);
  • spontan fremsendelse af oplysninger (artikel 5 i nærværende aftale);
  • fremsendelse af oplysninger efter anmodning (artikel 6 i nærværende aftale);
  • simultane skatterevisioner og tilstedeværelse ved skattemæssige undersøgelser (artikel 7 i nærværende aftale);
  • udveksling af oplysninger vedrørende de nationale skattesystemer og deres særlige karakteristika; og
  • andre former for samarbejde, som vedrører fuldbyrdelsen af nærværende aftale, og hvorom der er indgået skriftlig aftale.
Artikel 4.
Automatisk udveksling af oplysninger

Den kompetente skattemyndighed i hver af de kontraherende stater skal efter udgangen af hvert kalenderår i overensstemmelse med den nationale lovgivning, automatisk fremsende de til rådighed værende oplysninger om enkeltpersoner og juridiske personer til den kompetente skattemyndighed i den anden kontraherende stat, uden at en særlig anmodning derom er nødvendig, vedrørende:

  • honorarer, løn, vederlag, pensioner, livrenter og anden indkomst som anført i overenskomstens artikel 14-21, udbetalt af statsborgere i den ene kontraherende stat til statsborgere i den anden kontraherende stat;
  • udbytte som anført i overenskomstens artikel 10;
  • renter som anført i overenskomstens artikel 11;
  • royalties som anført i overenskomstens artikel 12.

Indtil relevant lovgivning er vedtaget i begge kontraherende stater, udveksles ovennævnte oplysninger spontant.

Artikel 5.
Spontan udveksling af oplysninger

Den kompetente skattemyndighed i hver af de kontraherende stater skal, uden at særlig anmodning derom er nødvendig, fremsende oplysninger vedrørende skatteborgere i den anden stat til den kompetente skattemyndighed i den anden kontraherende stat, som kan være til nytte for den korrekte gennemførelse af nærværende aftale, og som formodes at være af interesse for den anden kompetente skattemyndighed.

Artikel 6.
Udveksling af oplysninger efter anmodning

De kompetente skattemyndigheder skal yde hinanden bistand i henhold til deres nationale lovgivning og inden for deres kompetenceområde. En anmodning om oplysninger skal indeholde:

  • navnet på den anmodende kompetente skattemyndighed;
  • navnet på den kompetente skattemyndighed, der anmodes om bistand;
  • den pågældende skatteyders identitet, herunder - hvis det er muligt - skatteidentifikationsnummeret i begge stater, og momsnumre og/eller personnummer og fødselsdato;
  • en kort redegørelse for anmodningens indhold med en beskrivelse af undersøgelsesperioden og skattetyperne og andre oplysninger, der måtte være nødvendige til opfyldelse af anmodningen.

Den anmodede kompetente skattemyndighed kan udbede sig yderligere informationer, der er nødvendige til opfyldelse af anmodningen om oplysninger. Den anmodede kompetente skattemyndighed fremsender nærmere oplysninger om love og regler, andet materiale og bekræftede genparter af dokumenter, hvis disse er nødvendige til opfyldelse af anmodningen om oplysninger.Den anmodede kompetente skattemyndighed fremsender meddelelse til den anmodende kompetente skattemyndighed i tilfælde af, at anmodningen om oplysninger ikke kan udføres.En anmodning om oplysninger bør fremsendes skriftligt via postvæsenet, fax eller computer med de for sagsbehandlingen nødvendige dokumenter som bilag. Når der som kommunikationsform benyttes fax eller computer, eller hvis der er tvivl om ægtheden, kan den kompetente skattemyndighed kræve en skriftlig bekræftelse.Anmodningen om bistand skal, hvis dette er muligt, besvares af den kompetente anmodede skattemyndighed inden for tre måneder.Anmodningen om oplysninger og svaret herpå skal udfærdiges på engelsk.

Artikel 7.
Simultane skatterevisioner og tilstedeværelse ved skattemæssige undersøgelser

En simultan skatterevision vil sige en aftale mellem de kompetente skattemyndigheder om samtidigt og uafhængigt og inden for eget område at undersøge skatteforholdene hos udvalgte skatteydere, som de har en fælles eller relateret interesse i at undersøge med henblik på udveksling af eventuelle relevante oplysninger, der fremkommer herved.

Efter anmodning af den kompetente myndighed i den ene stat kan den kompetente myndighed i den anden stat give tilladelse til, at befuldmægtigede repræsentanter fra den anmodende kompetente skattemyndighed er til stede ved den vedkommende del af en skattemæssig undersøgelse, der er iværksat af den anmodede kompetente skattemyndighed.

Alle beslutninger, der vedrører udførelse af en skattemæssig undersøgelse, vedtages af den anmodede stat. Den kompetente skattemyndighed i den anmodede stat skal fremsende meddelelse til den anden kompetente skattemyndighed om de nærmere omstændigheder ved den enkelte undersøgelse.

De kompetente skattemyndigheder konsulterer hinanden fra sag til sag med henblik på udvælgelsen af sager og de procedurer, der skal gælde for simultane skatterevisioner og tilstedeværelse ved skattemæssige undersøgelser.

Artikel 8.
Omkostninger

Hver kompetent skattemyndighed er ansvarlig for de omkostninger, der er afholdt af den pågældende myndigheds embedsmænd med undtagelse af sager, hvorom der skriftligt bekræftet er indgået særlig aftale.

De kompetente skattemyndigheder skal inden for deres eget område afholde alle omkostninger til opfyldelse af bestemmelserne i nærværende aftale. Hvor udførelsen af anmodninger om bistand fordrer yderligere omkostninger, vil de kompetente skattemyndigheder, når dette er nødvendigt, ved gensidig aftale beslutte hvilken af de kontraherende stater, der skal afholde disse.

Artikel 9.
Oplysningernes fortrolige karakter

De kompetente skattemyndigheder er enige om, at brugen af de udvekslede oplysninger er mulig inden for og i henhold til de i overenskomstens artikel 26 fastlagte grænser og betingelser.

Artikel 10.
Aftalens fortolkning og anvendelse

De kompetente skattemyndigheder skal bestræbe sig for at nå en gensidig aftale om løsningen af eventuelle vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål, der måtte opstå som følge af fortolkningen eller anvendelsen af nærværende aftale.For at opfylde bestemmelserne i nærværende aftale, kan de kompetente skattemyndigheder indgå yderligere protokoller med henblik på løsningen af særlige problemer.De kompetente skattemyndigheder skal rådføre sig direkte med hinanden i sager, der vedrører gennemførelsen af nærværende aftale.Anmodninger om bistand og de oplysninger, der ønskes udvekslet, fremsendes til:

  • I Danmark:
    • Skatteministeriet
      Told og Skattestyrelsen
      Postboks 2760
      Østbanegade 123
      2100 København Ø
  • I Rusland:
    • The Ministry of Taxation
      of the Russian Federation
      103381 Moscow
      Neglinnaya str., 23
Artikel 11.
Ændringer

Såfremt det måtte være nødvendigt, vil de kompetente skattemyndigheder gennemgå anvendelsen af nærværende aftale, og den kan ændres til enhver tid efter aftale mellem de kompetente myndigheder.

Artikel 12.
Ikrafttræden og ophør

Nærværende aftale træder i kraft på datoen for dens underskrivelse af de kompetente skattemyndigheder. Aftalen kan opsiges efter ønske af en af de kompetente skattemyndigheder. Aftalen skal ophøre med at være gældende seks måneder efter, at et skriftligt varsel herom er blevet modtaget af en af de kompetente skattemyndigheder.

Nærværende aftale vil ikke have virkning ud over den periode, hvor overenskomsten er gældende.

Postambel

Udfærdiget i to eksemplarer på engelsk i København den 21. januar 2002.

På vegne af

SKATTEMINISTERIET I
KONGERIGET DANMARK
Svend Erik Hovmand

SKATTEMINISTERIET I
DEN RUSSISKE FØDERATION
Gennadiy I. Bukaev