14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...
x

Hej Foxylex bruger,
Jeg er lov-uglen, og jeg vil nu guide dig igennem vores vigtigste features.
Skriv et paragrafnummer og tryk enter for at springe direkte til paragraffen Hold din mus henover en krydshenvisning for at se teksten der henvises til.
Hvis du klikker på krydshenvisningen, flyttes tekstboksen ud til højre, og du kan flytte rundt på den
Klik på taleboble-ikonet for at tilgå features til bestemmelsen. Du kan se forarbejderne til specifikke bestemmelser. Her kan du se, at § 2 er blevet ændret af 5 forskellige love og ændringslove. Du kan se teksten fra lovforslaget som fremsat, og teksten som vedtaget. Du kan se, hvordan ordlyden blev ændret under behandlingen af lovforslaget. Her ser du de specifikke bemærkninger til ændringen med lovgivers motiver. Du får dermed de vigtigste fortolkningsbidrag ved hånden. Du kan let finde bekendtgørelserne der, hvor de hjemles. Med vores backlinks har vi fundet de bestemmelser, der linker til den bestemmelse, du læser. Her kan du se en video med præsentation af flere features.
Du kan også købe abonnement, så du får adgang til alle features.

0 / -
næste
slå fra

Biobrændstofloven

Lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser (biobrændstofloven)

Denne konsoliderede version af biobrændstofloven bygger på lovbekendtgørelse nr. 62 af 17. January 2019, og er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Biobrændstofloven

Loven er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringslove, som er indarbejdet.
Vi har kontrolleret for ændringer den 21/09/2019

  • Ændringsloven er implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er delvist implementeret i den konsoliderede lov
  • Ændringsloven er endnu ikke implementeret i den konsoliderede lov

§1 Loven har til formål at fremme anvendelsen af bæredygtige biobrændstoffer til landtransport og at reducere vugge til grav-emissioner af drivhusgasser fra transport med henblik på at bidrage til opfyldelsen af Danmarks internationale klimaforpligtelser. Formålet er endvidere at fastsætte et kontrol- og sanktionssystem m.v. med henblik på at sikre overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/757 af 29. april 2015 om overvågning, rapportering og verifikation af CO2-emissioner fra søtransport og om ændring af direktiv 2009/16/EF (MRV-forordningen).

§2 I denne lov forstås ved følgende:

  • 1) Avancerede biobrændstoffer: Biobrændstoffer, der er fremstillet af råprodukter, og andre brændstoffer, der er anført i bilag IX, del A, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1513 af 9. september 2015 om ændring af direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder.

  • 2) Biobrændstof: Flydende eller gasformigt brændstof til brug for transportsektoren fremstillet på grundlag af biomasse.

  • 3) Biomasse: Den bionedbrydelige del af produkter, affald og restprodukter af biologisk oprindelse fra landbrug, herunder vegetabilske og animalske stoffer, skovbrug og tilknyttede industrier, herunder fiskeri og akvakultur, samt den bionedbrydelige del af industriaffald og kommunalt affald.

  • 4) Brændstof: Benzin, dieselolie, gas eller biobrændstof til transportsektoren.

  • 5) Drivhusgasser: CO2 , CH4 og N2O.

  • 6) Elleverandør: Den enhed, der er ansvarlig for ekspedition af elektricitet gennem et punktafgiftsopkrævningssted, og som leverer elektricitet til brug i vejkøretøjer.

  • 7) Emissioner af drivhusgasser pr. energienhed: Den samlede masse af CO2 -ækvivalente drivhusgasemissioner, der er knyttet til brændstoffet eller tilført energi, divideret med brændstoffets eller den tilførte energis samlede energiindhold. Ved energiindhold i brændstof forstås brændstoffets energiindhold udtrykt som dets nedre brændværdi.

  • 8) Landtransport: Drift af vejgående køretøjer og jernbanedrift.

  • 9) Transport: Drift af vejgående køretøjer, jernbaner og mobile ikkevejgående maskiner, herunder fartøjer til sejlads på indre vandveje, når de ikke er til søs, landbrugs- og skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de ikke er til søs.

  • 10) Virksomhed: Den virksomhed, der angiver og betaler energiafgift efter mineralolieafgiftsloven for det flydende brændstof, der sælges til transport, eller den naturgasleverandør, der er leverandør af gasformige brændstoffer til en gastankstation, eller selskaber, som hverken angiver eller betaler energiafgift for brændstoffet, men sælger brændstoffet til et selskab, som angiver og betaler energiafgift og selv forbruger brændstoffet.

  • 11) Vugge til grav-emissioner af drivhusgasser: Alle nettoemissioner af CO2 , CH4 og N 2O, der kan tilskrives brændstoffet, herunder alle iblandede komponenter, eller tilført energi. Dette omfatter alle relevante stadier fra udvinding eller dyrkning, herunder ændret arealanvendelse, transport og distribution, forarbejdning og forbrænding, uanset hvor disse emissioner finder sted.

§3 Enhver virksomhed har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 5,75 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold, jf. dog stk. 4. Virksomheden kan alene medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af § 4. Forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår, jf. dog stk. 5.

Stk. 2 Benzin, der sælges til landtransport til slutbrugere, skal indeholde mindst 1 pct. bæredygtigt biobrændstof, jf. § 4, målt efter energiindhold, jf. dog stk. 3. Diesel, der sælges til landtransport til slutbrugere, skal indeholde mindst 1 pct. bæredygtigt biobrændstof, jf. § 4, målt efter energiindhold. Alt brændstof, der sælges til transport, dog ikke til landbrugs- og skovbrugstraktorer og fartøjer til sejlads, og som indeholder biobrændstoffer, anses som solgt til landtransport.

Stk. 3 Benzin på 98 oktan eller derover er undtaget fra kravet i stk. 2, men indgår i forpligtelsen efter stk. 1.

Stk. 4 Ved opgørelsen af en virksomheds forpligtelse efter stk. 1 og 2 anses bidraget til opfyldelse af forpligtelsen efter stk. 1 og 2 fra biobrændstoffer fremstillet på basis af affald, restprodukter, celluloseholdige materialer, der ikke er beregnet til fødevarer, og lignocellulose lignocellulose eller avancerede biobrændstoffer for at være dobbelt så stort som bidraget fra andre biobrændstoffer.

Stk. 5 En virksomhed kan fravige den procentsats, der er fastsat i stk. 1, med op til 0,5 procentpoint. En sådan fravigelse vil skulle udlignes det efterfølgende år. I 2020 kan den procentsats, der er fastsat i stk. 1, ikke fraviges.

Stk. 6 Forpligtelsen efter stk. 1 gælder ikke ved salg til eksport og salg til andre virksomheder.

Stk. 7 En virksomhed kan opfylde sin forpligtelse efter stk. 1 eller regler udstedt i medfør af stk. 8 ved aftale med en eller flere virksomheder om, at de helt eller delvis opfylder forpligtelsen efter stk. 1.

Stk. 8 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om en anden biobrændstofandel, der ikke overstiger 5,75 pct., såfremt særlige hensyn gør sig gældende, herunder

  • 1) en krise, hvor der er behov for træk på beredskabslagrene,

  • 2) mangel på bæredygtige biobrændstoffer eller

  • 3) brug af andre vedvarende energiteknologier i landtransportsektoren end anvendelsen af biobrændstoffer.

Stk. 9 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om definition og dokumentation af biobrændstoffer nævnt i stk. 4.

Stk. 10 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan med mindst 1 års varsel fastsætte regler om, at fravigelse af den procentsats, der er fastsat i stk. 1, jf. stk. 5, ikke kan finde sted i de år, hvor Danmark har forpligtelser, der kan relateres til iblanding af biobrændstoffer.

Stk. 11 Stk. 2 finder ikke anvendelse, hvis der foreligger

  • 1) veldokumenteret nedbrud i blandingsanlæg,

  • 2) ekstrem kulde eller

  • 3) force majeure.

§3a Virksomheder skal efter regler fastsat af energi-, forsynings- og klimaministeren hvert år rapportere til Energistyrelsen om drivhusgasintensiteten af de brændstoffer og den elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, der i Danmark er blevet leveret af virksomheden.

§3b Virksomheder skal så gradvis som muligt reducere vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof og elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, med mindst 6 pct. senest den 31. december 2020.

Stk. 2 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at reduktionen efter stk. 1 skal være på 2 pct. senest den 31. december 2014 og 4 pct. senest den 31. december 2017.

Stk. 3 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at virksomhederne ud over den i stk. 1 nævnte reduktion på 6 pct. yderligere skal reducere med 2 pct., som skal opfyldes senest den 31. december 2020 ved at levere elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, eller ved at anvende teknologi, der begrænser vugge til grav-emissionerne pr. energienhed fra leveret brændstof og energi.

Stk. 4 Ud over den i stk. 1 nævnte reduktion på 6 pct. og en eventuel forpligtelse fastsat efter stk. 3 kan energi-, forsynings- og klimaministeren med henblik på reduktioner inden for sektoren for brændstofforsyning fastsætte regler om en yderligere reduktion på 2 pct., som virksomhederne skal opfylde senest den 31. december 2020 ved at købe kreditter på de betingelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet.

Stk. 5 Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter regler om metoden til beregning af brændstoffers vugge til grav-emissioner af drivhusgasser.

Stk. 6 Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter regler om metoden til fastsættelse af grundlaget for reduktionsforpligtelsen, jf. stk. 1.

§3c Virksomheder kan aftale, at de i fællesskab helt eller delvis vil opfylde deres forpligtelser efter § 3 b.

§3d I det omfang en virksomhed vil benytte biobrændstoffer til at opfylde sin forpligtelse efter § 3 b, kan der alene medregnes biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed i regler fastsat i medfør af § 4.

§3e Elleverandører kan vælge at bidrage til en virksomheds reduktionsforpligtelse efter § 3 b, hvis elleverandøren kan påvise, at denne på fyldestgørende vis kan måle og overvåge den elektricitet, der leveres til brug i vejkøretøjer.

Stk. 2 Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter nærmere regler om metoden til beregning af elektricitet til brug i de elektriske vejkøretøjer.

§4 Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter regler med henblik på at gennemføre EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om biobrændstoffer, biobrændstoffers bæredygtighed og reduktion af drivhusgasser fra transport.

Stk. 2 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan endvidere fastsætte regler med henblik på at gennemføre EU-regler om fremme af reduktion af CO2-emissioner fra søtransport, herunder regler om fastsættelse af et sanktionssystem for manglende opfyldelse af overvågnings- og rapporteringsforpligtelserne i artikel 8-12 i MRV-forordningen.

§5 Virksomheden sender årligt en rapport til energi-, forsynings- og klimaministeren som dokumentation for, at virksomheden det foregående kalenderår har opfyldt forpligtelsen efter § 3, stk. 1, eller § 3 b, stk. 1, eller regler udstedt i medfør af § 3, stk. 8, § 3 b, stk. 2-4, eller § 11.

Stk. 2 Er der indgået aftale mellem virksomheder som nævnt i § 3, stk. 7, eller § 3 c, skal det fremgå af de rapporter, som de pågældende virksomheder årligt sender til energi-, forsynings- og klimaministeren efter stk. 1.

Stk. 3 Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter regler om rapporteringsforpligtelsen, herunder regler om rapportens form, indhold og opgørelsesmetoder, hvorledes oplysningerne skal verificeres, og frist for aflevering af rapporten.

§6 Energi-, forsynings- og klimaministeren fører tilsyn med overholdelse af loven og regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2 En virksomhed skal på anmodning fra energi-, forsynings- og klimaministeren afgive eller tilvejebringe enhver oplysning, som er nødvendig for ministerens varetagelse af opgaver efter loven.

Stk. 3 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om tilsynets udøvelse, herunder krav om, at tilsynet skal udøves i form af akkrediteret certificering, verificering eller inspektion.

Stk. 4 Omkostningerne til akkrediteret certificering, verificering eller inspektion efter regler fastsat i medfør af stk. 3 påhviler virksomheden eller elleverandøren.

§7 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i henhold til loven, bringes i orden straks eller inden for en nærmere angivet frist.

Stk. 2 Energi-, forsynings- og klimaministeren afgørelser efter loven eller regler udstedt i medfør af loven kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§8 Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

  • 1) overtræder forpligtelsen efter § 3, stk. 1 eller 2,

  • 2) overtræder forpligtelsen efter § 3 b, stk. 1, om at reducere vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof og elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, med mindst 6 pct. senest den 31. december 2020,

  • 3) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, der har betydning for størrelsen af forpligtelsen efter § 3, stk. 1 eller 2,

  • 4) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, der har betydning for størrelsen af forpligtelsen efter § 3 b, stk. 1,

  • 5) ikke opfylder overvågnings- og rapporteringsforpligtelserne i artikel 8-12 i MRV-forordningen,

  • 6) undlader at rapportere i henhold til § 5, stk. 1 og 2,

  • 7) undlader at afgive eller tilvejebringe oplysninger efter § 6, stk. 2,

  • 8) undlader at efterkomme påbud efter § 7, stk. 1, eller

  • 9) i erhvervsmæssigt øjemed forsætligt anvender brændstof, der er købt i Danmark, og som ikke opfylder kravene i § 3, stk. 2.

Stk. 2 I regler, som udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af reglerne og påbud fastsat i medfør af reglerne.

Stk. 3 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§9 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan bemyndige en institution under ministeriet eller anden offentlig myndighed til at udøve beføjelser, der i denne lov eller efter MRV-forordningen er henlagt til ministeren. Bekendtgørelse om Energistyrelsens opgaver og beføjelser

Stk. 2 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en institution under ministeriet eller anden offentlig myndighed, som ministeren i henhold til stk. 1 har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke skal kunne indbringes for energi-, forsynings- og klimaministeren. Bekendtgørelse om Energistyrelsens opgaver og beføjelser

Stk. 3 Energi-, forsynings- og klimaministeren kan bemyndige et selskab, en sagkyndig institution eller en organisation til at udøve nærmere angivne beføjelser vedrørende tilsyn og sekretariatsbistand til ministeren i henhold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

§9a Energi-, forsynings- og klimaministeren har uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til at gå om bord på skibe i en havn, som anløber en havn eller ligger ved ankerplads under dansk jurisdiktion, for at udføre sine forpligtelser efter MRV-forordningen til at kontrollere, hvorvidt der er et gyldigt overensstemmelsesdokument om bord på skibene.

§10 Loven træder i kraft den 1. juli 2009, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Lovens §§ 3 og 5 træder i kraft den 1. januar 2010.

Stk. 3 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§11 Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter overgangsbestemmelser om gradvis indfasning af virksomhedernes forpligtigelse efter § 3, stk. 1, således at den årlige biobrændstofandel gradvis hæves til 5,75 pct.

profile photo
Profilside