14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...
x

Hej Foxylex bruger,
Jeg er lov-uglen, og jeg vil nu guide dig igennem vores vigtigste features.
Skriv et paragrafnummer og tryk enter for at springe direkte til paragraffen Hold din mus henover en krydshenvisning for at se teksten der henvises til.
Hvis du klikker på krydshenvisningen, flyttes tekstboksen ud til højre, og du kan flytte rundt på den
Klik på taleboble-ikonet for at tilgå features til bestemmelsen. Du kan se forarbejderne til specifikke bestemmelser. Her kan du se, at § 2 er blevet ændret af 5 forskellige love og ændringslove. Du kan se teksten fra lovforslaget som fremsat, og teksten som vedtaget. Du kan se, hvordan ordlyden blev ændret under behandlingen af lovforslaget. Her ser du de specifikke bemærkninger til ændringen med lovgivers motiver. Du får dermed de vigtigste fortolkningsbidrag ved hånden. Du kan let finde bekendtgørelserne der, hvor de hjemles. Med vores backlinks har vi fundet de bestemmelser, der linker til den bestemmelse, du læser. Her kan du se en video med præsentation af flere features.
Du kan også købe abonnement, så du får adgang til alle features.

0 / -
næste
slå fra

Bekendtgørelse om Terrorforsikringsrådet, sekretariatsfunktionen og tilsynet med skadesforsikringsselskabernes behandling af NBCR-terrorskader

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen bygger på bekendtgørelse nr. 942 af 10. September 2019, og er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om Terrorforsikringsrådet, sekretariatsfunktionen og tilsynet med skadesforsikringsselskabernes behandling af NBCR-terrorskader

Kapitel 1

Terrorforsikringsrådets medlemmer og suppleanter

§1 Terrorforsikringsrådets medlemmer skal have juridisk eller finansiel indsigt.

Stk. 2 Terrorforsikringsrådet bistås af et sekretariat. Sekretariatsfunktionen varetages af Finanstilsynet.

Kapitel 2

Afholdelse af møder

§2 Terrorforsikringsrådets afgørelser og beslutninger træffes på et møde.

Stk. 2 Terrorforsikringsrådets formand leder rådets møder.

Stk. 3 Terrorforsikringsrådet holder møde på de af rådet fastsatte mødedage, og i øvrigt så ofte formanden finder anledning hertil, eller når et medlem fremsætter ønske om afholdelse af møde til behandling af nærmere angivne emner. Der skal holdes mindst et møde årligt.

Stk. 4 Formanden foranlediger, at mødet holdes.

Stk. 5 Ved møder uden for de fastsatte mødedage bestemmer formanden mødevarslet, som højst må være 4 uger.

Stk. 6 Formanden kan beslutte, at møder afholdes som videokonference, telefonmøde, en kombination heraf eller lignende.

Stk. 7 Medlemmer, der er forhindret i at deltage i et møde, skal give meddelelse herom til sekretariatet.

Stk. 8 I Terrorforsikringsrådets møder deltager medlemmer og suppleanter for de medlemmer, der er forhindret i at deltage. Suppleanter kan dog deltage som observatører, selvom medlemmet er til stede. Det påhviler det medlem, der er forhindret i at deltage i et møde, tidligst muligt at underrette sin suppleant samt sende denne relevant materiale, medmindre andet aftales med sekretariatet.

Stk. 9 Med mødeindkaldelsen skal følge en dagsorden med angivelse af de sager eller emner, der er til behandling, samt det materiale, der efter formandens skøn er nødvendigt.

Stk. 10 Dagsorden og mødemateriale udsendes som udgangspunkt elektronisk til Terrorforsikringsrådets medlemmer.

§3 Materiale, der vedrører sager eller emner, der skal behandles af Terrorforsikringsrådet, skal være sendt til medlemmerne senest 3 dage før mødet. Er materialet ikke udsendt senest 3 dage før mødet, kan behandlingen af den pågældende sag eller emne kun finde sted, hvis samtlige deltagende medlemmer samtykker heri.

Stk. 2 Terrorforsikringsrådet er beslutningsdygtigt, når mindst 3 medlemmer er til stede. Beslutning træffes ved almindeligt stemmeflertal. Hvert medlem har en stemme. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3 Formanden kan bestemme, at sager eller andre emner behandles skriftligt, hvis sagerne egner sig til skriftlig behandling.

§4 Der tages referat af Terrorforsikringsrådets møder. Referatet godkendes af formanden. Ethvert medlem kan kræve sit votum og begrundelsen herfor optaget i referatet.

§5 Formanden bestemmer om og i bekræftende fald på hvilken måde, Terrorforsikringsrådets afgørelser skal offentliggøres, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Afgørelser i klagesager, jf. kapitel 8, offentliggøres i anonymiseret form på Finanstilsynets hjemmeside.

Stk. 3 Terrorforsikringsrådets møder er ikke offentlige.

Kapitel 3

Rådets afgørelser om NBCR-terrorhandlinger

§6 Sekretariatet indkalder Terrorforsikringsrådet hurtigst muligt efter, en mulig NBCR-terrorhandling er indtruffet.

Stk. 2 Terrorforsikringsrådet kan inspicere alle steder, hvor skader er indtruffet, og hvor det vurderes, at den skadevoldende handling er foretaget.

Stk. 3 Terrorforsikringsrådet kan indkalde ekstern bistand for at tilvejebringe faktiske oplysninger eller for at få foretaget faglige vurderinger, der er nødvendige for Terrorforsikringsrådets afgørelse, jf. § 14 i lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet.

§7 Når Terrorforsikringsrådet har afgjort, at der har været indtruffet en NBCR-terrorhandling, offentliggøres dette samme dag på Finanstilsynets hjemmeside. Offentliggørelsen følges af oplysninger om hvilke områder, der er omfattet af rådets afgørelse. Der udsendes endvidere pressemeddelelse om afgørelsen til landsdækkende medier, ligesom skadesforsikringsselskaberne orienteres med henblik på behandling af konkrete anmeldelser om NBCR-terrorskader.

Kapitel 4

Varetagelse af sekretariatsfunktionen for Terrorforsikringsrådet

§8 Finanstilsynets varetagelse af sekretariatsfunktionen for Terrorforsikringsrådet omfatter den sekretariatsbetjening, den sagsbehandling og det tilsyn, som fastsættes i denne bekendtgørelse og i de aftaler, som Terrorforsikringsrådet indgår, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 2 Det nærmere omfang af sekretariatsfunktionens ansvarsområder og opgaver fastlægges i en aftale mellem Terrorforsikringsrådet og Finanstilsynet.

Stk. 3 Det nærmere omfang af samarbejdet mellem Terrorforsikringsrådets sekretariat og forsikringsselskaberne fastlægges i aftale mellem Terrorforsikringsrådet og Forsikring & Pension på vegne af forsikringsselskaberne.

Stk. 4 Terrorforsikringsrådets regnskab offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside.

Kapitel 5

Betaling for varetagelse af sekretariatsfunktionen for Terrorforsikringsrådet

§9 Udgifter til Terrorforsikringsrådets administration i forbindelse med erstatningsudbetalinger ved NBCR-terrorangreb, herunder behandling af klagesager, tilsyn, ekstern bistand mv. finansieres inden for rammerne af terrorforsikringsordningen, jf. § 4 i lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet.

Stk. 2 De nærmere vilkår for betaling for varetagelse af sekretariatsfunktionen i forbindelse med et NBCR-terrorangreb fastsættes i en aftale mellem Erhvervsministeriet og Finanstilsynet på baggrund af sekretariatets arbejdsbyrde og udgifter til sekretariatets drift.

Stk. 3 Ved større, pludselige ændringer i sekretariatets arbejdsbyrde i forbindelse med et NBCR-terrorangreb, optages der forhandlinger med Erhvervsministeriet om betalingen herfor.

Kapitel 6

Betaling for ekstern bistand

§10 Terrorforsikringsrådets betaling for ekstern bistand fastsættes efter aftale mellem Terrorforsikringsrådet, og den der har ydet bistand til Terrorforsikringsrådet. Betalingen fastsættes på baggrund af opgavens karakter og omfang.

Stk. 2 Finanstilsynet i sin egenskab af sekretariat administrerer betalingerne for ekstern bistand.

Kapitel 7

Tilsyn med skadesforsikringsselskabernes behandling af NBCR-terrorskader

§11 Terrorforsikringsrådet påser, at skadesforsikringsselskaberne overholder lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet og regler udstedt i medfør heraf, samt forvaltningsloven, lov om offentlighed i forvaltningen samt de til enhver tid gældende regler om behandling af persondata i forbindelse med behandling af NBCR-terrorskader.

Stk. 2 Terrorforsikringsrådet påser, at skadesforsikringsselskaberne efterlever påbud givet i medfør af lov om en terrorforsikringsordning på skadesforsikringsområdet eller givet i medfør af regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 3 NBCR-terrorskader udvælges stikprøvevis efter Terrorforsikringsrådets nærmere beslutning til tilsynsmæssig gennemgang på baggrund af de af skadesforsikringsselskabernes leverede oplysninger i forbindelse med udbetalinger.

Stk. 4 Sekretariatet foretager efter Terrorforsikringsrådets nærmere anvisninger en gennemgang af det retlige og faktiske grundlag for afgørelserne i de udvalgte NBCR-terrorskader på baggrund af oplysninger fra skadesforsikringsselskaberne modtaget i forbindelse med udbetalinger og eventuelle andre relevante oplysninger, herunder udtalelser fra sagkyndige.

§12 Erfarer Terrorforsikringsrådet gennem sit tilsyn, at et skadesforsikringsselskab ikke overholder eller efterlever gældende regler, træffer rådet beslutning om anvendelse af en eller flere reaktioner, jf. stk. 2.

Stk. 2 Terrorforsikringsrådet kan anvende følgende reaktioner mod et skadesforsikringsselskab:

  • 1) Påbud anvendes i de situationer, hvor rådet påbyder en bestemt adfærd eller handling fremover. Det kan både være fordi et selskab handler på en lovstridig måde, eller fordi selskabet undlader at handle, hvor handling er påkrævet.

  • 2) Påtale anvendes i forbindelse med en konstateret lovovertrædelse, som ikke længere består.

  • 3) Krav om tilbagebetaling anvendes i tilfælde, hvor et skadesforsikringsselskab har truffet en afgørelse om erstatning, der er åbenlyst forkert, ikke baserer sig på et fagligt skøn, og har medført en ikke ubetydelig merudbetaling af erstatning fra terrorforsikringsordningen.

Stk. 6 Når Terrorforsikringsrådet har truffet beslutning om anvendelse af reaktioner omfattet af stk. 2, nr. 3, kan skadesforsikringsselskabet inden 4 uger anmode Terrorforsikringsrådet om en revurdering af afgørelsen. Anmodningen sendes til Terrorforsikringsrådets sekretariat. På baggrund af en anmodning stadfæster eller ophæver Terrorforsikringsrådet afgørelsen og meddeler forsikringsselskabet dette.

§13 Terrorforsikringsrådet kan beslutte, om der skal udarbejdes statistikker mv. på baggrund af foretaget tilsyn. Statistikker mv. offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside samt eventuelt i rådets årsregnskab.

Kapitel 8

Behandling af klager over skadesforsikringsselskabernes afgørelser i NBCR-terrorsager

§14 Terrorforsikringsrådet behandler klager over skadesforsikringsselskabers afgørelser i sager om NBCR-terrorskade.

Stk. 2 Skadesforsikringsselskabet har mulighed for at komme med en udtalelse til klagen. Til brug herfor sender sekretariatet en kopi af klagen til selskabet sammen med eventuelt medfølgende materiale.

§15 Terrorforsikringsrådet kan bestemme, at der ved indgivelse af klage skal anvendes et særligt skema. Skemaet vil i givet fald kunne findes på Finanstilsynets hjemmeside.

Stk. 2 Sekretariatet sørger i øvrigt for sagens videre oplysning og fremskaffer af egen drift det yderligere fornødne, retlige og faktiske grundlag for afgørelsen, herunder eventuelle udtalelser fra sagkyndige, hvis det skønnes nødvendigt for at træffe afgørelse i sagen, samt at hver af parterne får kendskab til nye oplysninger fra modparten, som må antages at have betydning for sagens afgørelse.

Stk. 3 Undlader selskabet inden 3 uger efter modtagelsen af det fremsendte materiale, jf. stk. 2 og 3, at fremsende kommentarer herom til Terrorforsikringsrådet, kan sagen behandles alene på grundlag af det foreliggende materiale.

Stk. 4 Sekretariatet afslutter sagen, hvis skadesforsikringsselskabet under sagens forberedelse opfylder klagerens krav. Det samme gælder, hvis klageren frafalder sin klage.

§16 Sekretariatet forbereder sagerne om klager over skadesforsikringsselskabernes afgørelser i NBCR-terrorskader.

Stk. 2 Terrorforsikringsrådet kan beslutte at udsætte sagens behandling med henblik på indhentelse af yderligere oplysninger, hvis dette skønnes at have betydning for sagens afgørelse.

Stk. 3 Terrorforsikringsrådets afgørelser skal begrundes. I det omfang afgørelsen beror på en flertalsbeslutning, skal også mindretallets holdning begrundes.

Stk. 4 Hvis en klager har fået helt eller delvist medhold, kan opfyldelse af afgørelsen ske direkte af Terrorforsikringsrådet uden anvisning fra skadesforsikringsselskabet.

§17 Terrorforsikringsrådets afgørelser ved behandling af en klagesag træffes med simpelt stemmeflertal. Hvis en afgørelse beror på en flertalsbeslutning, skal dette anføres i afgørelsen.

Stk. 2 Terrorforsikringsrådets formand kan afgøre en klagesag, hvis det på baggrund af rådets hidtidige praksis må anses for sikkert, hvordan sagen skal afgøres. Rådet orienteres om sagens afgørelse hurtigst muligt og senest på det førstkommende rådsmøde. Hvert af rådets medlemmer kan på dette møde forlange, at sagen behandles af det samlede Terrorforsikringsråd.

§18 Når særlige grunde taler herfor, kan formanden beslutte, at en sag, som Terrorforsikringsrådet har truffet afgørelse i, skal genoptages. Det gælder navnlig i tilfælde af nye oplysninger fra en part eller andre nye oplysninger, som - hvis de havde foreligget under rådsbehandlingen - antages at kunne have medført et andet udfald af sagen.

Kapitel 9

Ikrafttræden

§19 Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. september 2019.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 503 af 21. maj 2012 om Terrorforsikringsrådet ophæves.

profile photo
Profilside