14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...
x

Hej Foxylex bruger,
Jeg er lov-uglen, og jeg vil nu guide dig igennem vores vigtigste features.
Skriv et paragrafnummer og tryk enter for at springe direkte til paragraffen Hold din mus henover en krydshenvisning for at se teksten der henvises til.
Hvis du klikker på krydshenvisningen, flyttes tekstboksen ud til højre, og du kan flytte rundt på den
Klik på taleboble-ikonet for at tilgå features til bestemmelsen. Du kan se forarbejderne til specifikke bestemmelser. Her kan du se, at § 2 er blevet ændret af 5 forskellige love og ændringslove. Du kan se teksten fra lovforslaget som fremsat, og teksten som vedtaget. Du kan se, hvordan ordlyden blev ændret under behandlingen af lovforslaget. Her ser du de specifikke bemærkninger til ændringen med lovgivers motiver. Du får dermed de vigtigste fortolkningsbidrag ved hånden. Du kan let finde bekendtgørelserne der, hvor de hjemles. Med vores backlinks har vi fundet de bestemmelser, der linker til den bestemmelse, du læser. Her kan du se en video med præsentation af flere features.
Du kan også købe abonnement, så du får adgang til alle features.

0 / -
næste
slå fra

Bekendtgørelse om oplysninger i prospekter for danske UCITS

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen bygger på bekendtgørelse nr. 138 af 17. februar 2016, og er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om oplysninger i prospekter for danske UCITS

I medfør af § 102, stk. 5, og § 190, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 25. august 2015

Bekendtgørelsen er konsolideret med senere ændringer. Her kan du se hvilke ændringsbekendtgørelser, som er indarbejdet.
Vi har kontrolleret for ændringer den 20/01/2019

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse

§1 Anvendelsesområde
Bekendtgørelsen finder anvendelse på investeringsforeninger, SIKAV’er og værdipapirfonde (i det følgende benævnt ”danske UCITS”).

Stk. 2 Bestyrelsesmedlemmerne og bestyrelsen omtalt i § 3, stk. 1, og i § 4, nr. 8 og 23, skal forstås som bestyrelsesmedlemmerne og bestyrelsen for en investeringsforening, en SIKAV eller for det investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, der administrerer en værdipapirfond.

§2 Oplysninger
En dansk UCITS’ prospekt skal indeholde de i §§ 3-6 nævnte oplysninger, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2 En dansk UCITS, der blandt sine afdelinger har et eller flere feederinstitutter, skal i sit prospekt, udover oplysningerne angivet i stk. 1, give de i § 7 nævnte oplysninger for hver feederinstitutafdeling.

Stk. 3 En dansk UCITS, der blandt sine afdelinger har et eller flere masterinstitutter, skal i sit prospekt, udover oplysningerne angivet i stk. 1, give de i § 8 nævnte oplysninger for hver masterinstitutafdeling.

Stk. 4 Prospektet skal, foruden de fælles oplysninger der gælder for alle den danske UCITS’ afdelinger, tillige indeholde oplysninger for hver enkelt afdeling opdelt på en overskuelig måde. Såfremt der er oprettet andelsklasser i en afdeling, skal prospektet herudover indeholde oplysninger om samtlige andelsklassers karakteristika på en overskuelig måde.

Stk. 5 Udarbejder den danske UCITS i stedet et særskilt prospekt for hver enkelt afdeling eller for en gruppe af afdelinger under samme UCITS, skal hvert prospekt indeholde de nævnte oplysninger.

Stk. 6 En dansk UCITS' prospekt skal udarbejdes på dansk eller engelsk.

§3 Krav til danske UCITS
Bestyrelsesmedlemmerne skal underskrive prospektet og erklære, at

  • 1) oplysningerne i prospektet dem bekendt er rigtige og ikke som følge af udeladelser har forvansket det billede, prospektet skal give, og

  • 2) prospektet dem bekendt indeholder enhver væsentlig oplysning, som kan have betydning for potentielle investorer.

Stk. 2 Såfremt det ikke er muligt at indhente alle bestyrelsesmedlemmers underskrifter, skal prospektet som minimum underskrives af et flertal af bestyrelsesmedlemmerne. De bestyrelsesmedlemmer, der ikke har underskrevet prospektet, skal senest på det førstkommende bestyrelsesmøde underskrive det.

§4 En dansk UCITS’ prospekt skal indeholde følgende oplysninger om den danske UCITS’ forhold:

  • 1) Den danske UCITS’, afdelingernes og eventuelle andelsklassers navne.

  • 2) Den danske UCITS’ adresse.

  • 3) Den danske UCITS’ registreringsnummer i Finanstilsynet og CVR-nr. for en investeringsforening og SIKAV.

  • 4) At den danske UCITS og den danske UCITS’ afdelinger og eventuelle andelsklasser søges godkendt eller registreret af Finanstilsynet, såfremt en sådan godkendelse eller registrering endnu ikke foreligger.

  • 5) Datoen for den danske UCITS’ stiftelse og datoen for afdelingers og eventuelle andelsklassers oprettelse.

  • 6) Datoen for prospektets offentliggørelse.

  • 7) Hvem den danske UCITS modtager midler fra, jf. § 3 stk. 1, nr. 1, litra a og b, i lov om investeringsforeninger m.v., herunder en profil af den typiske investor, som den danske UCITS, den danske UCITS’ afdelinger eller eventuelle andelsklasser modtager midler fra.

  • 8) Bestyrelsesmedlemmernes navne og deres hovedbeskæftigelse ved angivelse af deres stilling, ansættelsessted og ansættelses- eller bopælsadresse.

  • 9) Navnet på investeringsforeningens direktør (direktører) eller navnet på den danske UCITS’ investeringsforvaltningsselskab, adresse og CVR-nr., og navnet på dette selskabs direktør (direktører). Såfremt den danske UCITS forvaltes af et administrationsselskab, som er etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område, skal det oplyses, hvilket land administrationsselskabet er etableret i og har hjemsted i.

  • 10) Den godkendte revisionsvirksomheds (revisionsvirksomhedernes) navn (navne), adresse (adresser) og CVR-nr.

  • 11) Navn, adresse og CVR-nr. på den danske UCITS’ depotselskab og en beskrivelse af depotselskabets opgaver samt af de interessekonflikter, som måtte opstå.

  • 12) En beskrivelse af de opbevaringsopgaver, som den danske UCITS’ depotselskab har delegeret til tredjemand, en liste over de tredjemænd, som depotselskabet har delegeret opbevaringsopgaver til, en liste over de virksomheder, som tredjemand har videredelegeret opbevaringsopgaver til og en beskrivelse af de eventuelle interessekonflikter, som måtte opstå som følge af delegationen og videredelegationerne.

  • 13) En erklæring om, at ajourførte oplysninger efter nr. 11 og 12 vil blive stillet til rådighed for investorerne efter anmodning.

  • 14) Oplysning om indholdet af aftalen med den danske UCITS’ depotselskab. Oplysningerne skal omfatte en beskrivelse af ydelsen, prisen for ydelsen og aftalens opsigelsesvarsel. Såfremt den danske UCITS’ depotselskab ejer aktier i den danske UCITS’ investeringsforvaltningsselskab, skal det oplyses med angivelse af størrelsen af ejerandelen.

  • 15) Navne og adresser på virksomheder som rådgiver om placering af den danske UCITS’ formue og angivelse af disses hovedvirksomhed samt oplysning om, hvorvidt rådgiver er den danske UCITS’ depotselskab eller er et selskab, som er koncernforbundet med den danske UCITS’ depotselskab eller investeringsforvaltningsselskab. Såfremt rådgiver er den danske UCITS’ depotselskab eller et selskab, som er koncernforbundet med den danske UCITS’ depotselskab eller investeringsforvaltningsselskab, skal indholdet af aftalen oplyses. Oplysningerne skal omfatte en beskrivelse af ydelsen, prisen for ydelsen og aftalens opsigelsesvarsel.

  • 16) Hvorvidt den danske UCITS har indgået aftale om markedsføring og formidling af andele i den danske UCITS’ afdelinger med den danske UCITS’ depotselskab eller et selskab, som er koncernforbundet med den danske UCITS’ depotselskab eller investeringsforvaltningsselskab. Såfremt dette er tilfældet, skal indholdet af aftalen oplyses. Oplysningerne skal omfatte en beskrivelse af ydelsen, prisen for ydelsen og aftalens opsigelsesvarsel.

  • 17) Samtlige andre opgaver vedrørende investeringsforvaltningen af den danske UCITS’ afdelinger, som den danske UCITS eller den danske UCITS’ investeringsforvaltningsselskab har videredelegeret til andre selskaber.

  • 18) At årsrapporten aflægges i henhold til § 82 i lov om investeringsforeninger m.v. og bekendtgørelse om finansielle rapporter for investeringsforeninger og specialforeninger m.v.

  • 19) Afdelingernes eller andelsklassernes hidtidige udbytte angivet i kr. pr. andel og i procent pr. andel á 100 kr. for de sidste 5 år.

  • 20) Afdelingernes eller andelsklassernes hidtidige resultat pr. 100 kr.'s andel for de sidste 5 år og en advarsel mod at drage slutninger heraf om det kommende resultat.

  • 21) Afdelingernes eller andelsklassernes hidtidige samlede administrationsomkostninger angivet i procent af gennemsnitsformuen (omkostningsprocenten) for de sidste 5 år.

  • 22) Afdelingernes formue samt værdien af den del af afdelingens formue som hver andelsklasse oppebærer afkast af i henhold til den seneste årsrapport eller den seneste halvårsopgørelse.

  • 23) Størrelsen, eller den budgetterede størrelse, af vederlaget til bestyrelsen, direktionen, investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet og af afgift til Finanstilsynet specificeret på de enkelte poster. Ved ajourføring tillige oplysning om størrelsen af vederlagene i den seneste årsrapport specificeret på de enkelte poster.

  • 24) Hvis en afdeling investerer en betydelig del af sin formue i andele i andre afdelinger eller andre investeringsinstitutter, jf. § 143 i lov om investeringsforeninger m.v., skal den danske UCITS anføre de maksimale administrationsgebyrer, der kan opkræves af afdelingen eller andelsklassen selv. Afdelingen skal endvidere anføre de maksimale administrationsgebyrer for de andre afdelinger eller andelsklasser, som afdelingen investerer i.

  • 25) Hvor den danske UCITS’ årsrapport og halvårsopgørelse er tilgængelige.

  • 26) Hvorvidt afdelingerne eller andelsklasserne er bevisudstedende eller kontoførende.

  • 27) Hvorvidt afdelingerne eller andelsklasserne udsteder fysiske beviser, eller hvorvidt beviserne udstedes gennem og registreres i en værdipapircentral, når afdelingerne eller andelsklasserne er bevisudstedende.

  • 28) Hvorvidt afdelingerne eller andelsklasserne er udloddende eller akkumulerende.

  • 29) De skatte- og afgiftsregler der gælder for afdelingerne eller andelsklasserne samt en generel beskrivelse af, hvordan afdelingers eller andelsklassers afkast beskattes hos forskellige investortyper.

  • 30) Vedtægternes eller fondsbestemmelsernes bestemmelse om afdelingernes administrationsomkostninger, jf. § 19, nr. 22, § 20, stk. 1, nr. 23, og § 21, nr. 19, i lov om investeringsforeninger m.v.

  • 31) Vedtægternes eller fondsbestemmelsernes bestemmelse om stemmeret, jf. § 19, nr. 11, § 20, stk. 1, nr. 12, og § 21, nr. 10, i lov om investeringsforeninger m.v.

  • 32) Under hvilke omstændigheder generalforsamlingen i en dansk UCITS kan beslutte at opløse den danske UCITS, afdelinger eller andelsklasser.

  • 33) Hvordan en investor kan flytte sin investering i en dansk UCITS fra én afdeling til en anden afdeling eller imellem andelsklasser i samme afdeling, og hvilke omkostninger der er forbundet hermed.

  • 34) oplysninger om den ajourførte aflønningspolitik herunder, men ikke begrænset til, en beskrivelse af, hvordan løn og goder beregnes og identiteten på de personer, der er ansvarlige for at tildele løn og goder herunder sammensætningen af aflønningsudvalget, hvis der findes et sådant udvalg, eller et resumé af aflønningspolitikken og en henvisning til en hjemmeside, hvor der findes oplysninger om den ajourførte aflønningspolitik herunder, men ikke begrænset til en beskrivelse af, hvordan løn og goder beregnes og identiteten på de personer, der er ansvarlige for at tildele løn og goder. Det skal ligeledes fremgå, at der efter anmodning vederlagsfrit udleveres et eksemplar af disse oplysninger på papir eller varigt medium.

§5 En dansk UCITS’ prospekt skal mindst indeholde følgende oplysninger om andelene:

  • 1) Hvor andelene kan erhverves, og om der eventuel er en indledende tegningsperiode, samt om afdelingen eller andelsklassen herefter har løbende emission uden fastsat højeste beløb, eller om afdelingen eller andelsklassen ikke er åbne for emission.

  • 2) Hvordan emissionsprisen fastsættes, herunder hvor stor en del af emissionsprisen der skønnes at gå til omkostninger ved afdelingens eller andelsklassens køb af værdipapirer, administration, depotselskabsfunktioner, formidling, markedsføring samt investorens kurtageudgifter m.v. specificeret på de enkelte poster.

  • 3) Antal andele, som udløser en justering af den indre værdi ved henholdsvis emission og indløsning samt størrelsen på gebyret, som den indre værdi kan justeres med, hvis en afdeling benytter modificeret enkeltprismetode, jf. § 6 i bekendtgørelse om beregning af emissions- og indløsningspriser ved tegning og indløsning af andele i danske UCITS.

  • 4) Betaling for og fristen for udlevering eller registrering af andelene i en værdipapircentral.

  • 5) Størrelsen af afdelingernes eller andelsklassernes formue ved emissionens begyndelse. Ved ajourføring af prospektet kan denne oplysning undlades.

  • 6) Andelenes størrelse og eventuelt minimumsindskud, såfremt minimumsindskuddet afviger fra andelenes størrelse.

  • 7) Navnet på den eller de regulerede markeder eller andre regulerede markeder, som andelene er optaget til handel på eller vil blive søgt optaget til handel på.

  • 8) Andelenes eventuelle fondskode eller ISIN.

  • 9) Hvor andelene kan noteres på navn, når afdelinger eller andelsklasser er bevisudstedende.

  • 10) Investorernes indløsningsret, herunder i hvilke tilfælde indløsning kan udsættes, jf. § 74, stk. 1, 2 og 6, i lov om investeringsforeninger m.v.

  • 11) Metode til fastsættelse af indløsningsprisen, jf. bekendtgørelse om beregning af emissions- og indløsningspriser ved tegning og indløsning af andele i danske UCITS.

  • 12) Offentliggørelse af emissions- og indløsningsprisen eller den indre værdi, jf. § 105 i lov om investeringsforeninger m.v., samt oplysning om, hvor offentliggørelse finder sted.

  • 13) Såfremt der gælder indskrænkninger i investorernes ret til videresalg af andelene.

  • 14) Hvor ofte afdelinger eller andelsklasser udbetaler udbytte, herunder hvorvidt afdelingerne eller andelsklasserne indeholder skat af eventuelle udbytter til investorerne.

  • 15) Såfremt afdelinger eller andelsklasser efter vedtægternes bestemmelse herom kan udlodde af formuen for at sikre en stabil udlodningsprocent eller af andre investorbeskyttende årsager.

  • 16) Såfremt afdelinger eller andelsklasser kan eller skal udstede andele uden ret til udbytte indtil den ordinære generalforsamling, herunder hvordan emissions- og indløsningsprisen for sådanne andele fastsættes.

  • 17) Hvilke faciliteter der er til rådighed med henblik på udbetalinger til investorerne eller indløsning af andelene og formidling af oplysninger om den danske UCITS, afdelingerne eller andelsklasserne. Hvis andelene markedsføres i en anden medlemsstat inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået en aftale med på det finansielle område, skal de ovenfor nævnte oplysninger gives for så vidt angår dette land, og det prospekt, der offentliggøres dér, skal indeholde disse oplysninger.

§6 En dansk UCITS’ prospekt skal indeholde følgende oplysninger om hver afdeling:

  • 1) At afdelingens midler skal anbringes i overensstemmelse med reglerne i afsnit IX i lov om investeringsforeninger m.v.

  • 2) Hvilke markeder afdelingens midler placeres på. Markederne skal angives ved deres officielle navn. Såfremt der er tale om et marked, der er beliggende i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område, et marked, der er medlem af World Federation of Exchanges, eller et marked der er Full Members eller Associate Members af Federation of European Securities Exchanges (FESE), kan denne oplysning erstatte angivelsen af navnet på de enkelte markeder.

  • 3) Afdelingens investeringsmål og investeringspolitik, herunder en redegørelse for hvilke instrumenter afdelingens midler anbringes i. Redegørelsen skal indeholde en klar og letforståelig beskrivelse af afdelingens risikoprofil. Herudover skal redegørelsen indeholde oplysninger om eventuelle benchmark og eventuelle andre elementer, der indgår i investeringspolitikken, og i hvilke geografiske områder, industrielle sektorer og virksomhedsstørrelser afdelingens midler anbringes i. Såfremt instrumenterne udvælges på baggrund af deres kreditmæssige rating, skal de investeringsrestriktioner, afdelingen har i forhold til ratingen, ligeledes beskrives i redegørelsen.

  • 4) At den danske UCITS’ investeringsforvaltningsselskab, administrationsselskab eller investeringsforeningen på en investors anmodning er forpligtet til at udlevere supplerende oplysninger for afdelingen om de kvantitative grænser, der gælder for den danske UCITS’ risikostyring og om de metoder, investeringsforvaltningsselskabet, administrationsselskabet eller investeringsforeningen har valgt for at sikre, at disse grænser til enhver tid følges, samt om oplysninger om den seneste udvikling i de vigtigste risici og afkast for kategorierne af de enkelte instrumenter i afdelingen.

  • 5) Såfremt afdelingen primært investerer i andre finansielle instrumenter end værdipapirer eller pengemarkedsinstrumenter, skal prospektet indeholde en tydelig erklæring herom.

  • 6) Såfremt afdelingen kopierer et aktie- eller et obligationsindeks, herunder et indeks der er godkendt af Finanstilsynet i medfør af § 149, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., skal prospektet indeholde en tydelig erklæring herom.

  • 7) Såfremt der er oprettet andelsklasser i afdelingen, skal prospektet oplyse hver andelsklasses karakteristika, herunder oplysninger om

    • a) hvilken valuta andelsklassen er denomineret i,

    • b) hvilken type af investorer andelsklassen markedsføres overfor,

    • c) emissionstillæg og indløsningsfradrag,

    • d) administrationsomkostninger, rådgivningsomkostninger og markedsføringsomkostninger,

    • e) den anvendte prisberegningsmetode,

    • f) hvor stor en del af andelsklassens formue, foreningen kan anvende til klassespecifikke aktiver,

    • g) udlodningsprofil,

    • h) minimumsindskud,

    • i) karakteristika omfattet af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse om andelsklasser i danske UCITS m.v., og

    • j) hvis afdelingen har klassespecifikke aktiver, skal det fremgå, hvad formålet er, og hvilken betydning det har for den enkelte andelsklasses investeringspolitik.

  • 8) De seneste fem års performance for benchmark, hvis et sådant anvendes, samt afdelingens eller andelsklassernes performance til sammenligning.

  • 9) Hvorvidt afdelingen eller andelsklasserne vil anvende afledte finansielle instrumenter, herunder om afledte finansielle instrumenter anvendes med henblik på risikoafdækning eller for at opfylde afdelingens investeringsmålsætning.

  • 10) Den eventuelle indvirkning anvendelsen af afledte finansielle instrumenter har på afdelingens risikoprofil.

  • 11) De foranstaltninger afdelingen eller andelsklasserne har truffet for at fastholde sin risikoprofil.

  • 12) De risici, der er forbundet med afdelingens eller andelsklassernes påtænkte eller allerede foretagne investeringer, herunder om der må forventes store udsving i nettoværdien af afdelingens eller andelsklassernes formue som følge af porteføljens sammensætning eller den anvendte investeringsstrategi. Såfremt afdelingens nettoværdi kan forventes at have store udsving som følge af afdelingens formuesammensætning eller de af investeringsforvaltningsselskabet, administrationsselskabet eller investeringsforeningen anvendte styringsteknikker til den pågældende afdeling, skal prospektet indeholde en tydelig erklæring herom.

  • 13) De lande eller internationale institutioner af offentlig karakter, som udsteder eller garanterer de værdipapirer, hvori en afdeling agter at investere mere end 35 pct. af sin formue, jf. § 147, stk. 1, nr. 4, i lov om investeringsforeninger m.v.

§7 Krav til master- og feederinstitutter
Udover det i §§ 3-6 nævnte skal et feederinstituts prospekt indeholde følgende oplysninger:

  • 1) En erklæring om, at afdelingen er et feederinstitut og navnet på det masterinstitut, som afdelingen investerer i. Det skal fremgå af erklæringen, at afdelingen altid investerer mindst 85 pct. af sin formue i masterinstituttet.

  • 2) Oplysningerne om afdelingens investeringsmål og investeringspolitik, jf. § 6, nr. 3, skal tilføjes oplysninger om følgende:

    • a) Hvorvidt afdelingens og masterinstituttets resultater er ens. Såfremt afdelingens risikoprofil ikke svarer til masterinstituttets risikoprofil, skal prospektet indeholde oplysninger om, i hvilket omfang risikoprofilerne afviger fra hinanden og hvorfor.

    • b) En kort beskrivelse af masterinstituttet, dets organisation, dets investeringspolitik og -målsætning, herunder masterinstituttets risikoprofil, samt hvordan masterinstituttets seneste prospekt kan fås, herunder med henvisning til at investorer gratis kan få udleveret masterinstituttets prospekt hos afdelingen.

    • c) Et resumé af aftalen indgået imellem afdelingen og masterinstituttet, jf. § 104, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., eller hvis både feeder- og masterinstituttet administreres af samme investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, en beskrivelse af selskabets interne regler for god forretningsskik i relation til master/feeder-strukturen, samt oplysninger om, hvordan investorer kan få yderligere oplysninger om masterinstituttet samt få udleveret aftalen.

    • d) En beskrivelse af alle vederlag i form af penge eller andet, der skal betales af afdelingen som følge af afdelingens investering i masterinstituttet, samt de samlede gebyrer investorer skal betale i såvel afdelingen som i masterinstituttet som følge af investeringer i afdelingen.

    • e) En beskrivelse af de skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser for afdelingens investeringer i masterinstituttet.

  • 3) At investorer gratis kan få masterinstituttets års- og halvårsrapport hos afdelingen.

§8 Udover det i §§ 3-6 nævnte skal et masterinstituts prospekt indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Hvilken eller hvilke feederinstitutter masterinstituttet modtager midler fra.

  • 2) Hvorvidt masterinstituttet modtager midler fra offentligheden.

§9 Øvrige bestemmelser
Den danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser skal vedlægges prospektet som en bestanddel af dette.

§10 Straffebestemmelser
Overtrædelse af §§ 2-9 straffes med bøde.

§11 Ikrafttræden
Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. marts 2016.

Stk. 2 Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på prospekter for danske UCITS, som er udarbejdet før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne prospekter finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 3 Danske UCITS omfattet af denne bekendtgørelse skal senest ved den første revision af prospektet efter den 18. marts 2016 bringe prospektet i overensstemmelse med denne bekendtgørelse.

Stk. 4 Bekendtgørelse nr. 758 af 17. juni 2014 om oplysninger i prospekter for danske UCITS ophæves.

profile photo
Profilside