14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...
x

Hej Foxylex bruger,
Jeg er lov-uglen, og jeg vil nu guide dig igennem vores vigtigste features.
Skriv et paragrafnummer og tryk enter for at springe direkte til paragraffen Hold din mus henover en krydshenvisning for at se teksten der henvises til.
Hvis du klikker på krydshenvisningen, flyttes tekstboksen ud til højre, og du kan flytte rundt på den
Klik på taleboble-ikonet for at tilgå features til bestemmelsen. Du kan se forarbejderne til specifikke bestemmelser. Her kan du se, at § 2 er blevet ændret af 5 forskellige love og ændringslove. Du kan se teksten fra lovforslaget som fremsat, og teksten som vedtaget. Du kan se, hvordan ordlyden blev ændret under behandlingen af lovforslaget. Her ser du de specifikke bemærkninger til ændringen med lovgivers motiver. Du får dermed de vigtigste fortolkningsbidrag ved hånden. Du kan let finde bekendtgørelserne der, hvor de hjemles. Med vores backlinks har vi fundet de bestemmelser, der linker til den bestemmelse, du læser. Her kan du se en video med præsentation af flere features.
Du kan også købe abonnement, så du får adgang til alle features.

0 / -
næste
slå fra

Bekendtgørelse om kompetencekrav og krav til godt omdømme for ansatte i forsikringsselskaber, genforsikringsselskaber og ansatte hos en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen bygger på bekendtgørelse nr. 363 af 26. April 2018, og er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kompetencekrav og krav til godt omdømme for ansatte i forsikringsselskaber, genforsikringsselskaber og ansatte hos en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler

I medfør af § 43, stk. 4, og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1140 af 26. september 2017, som ændret ved lov nr. 1547 af 19. december 2017, og § 11, stk. 3, og § 42, stk. 7, i lov nr. 41 af 22. januar 2018 om forsikringsformidling, fastsættes:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.
Vi har kontrolleret for ændringer den 15/07/2019

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Bilag

  • Bilag 1Kompetencekrav til ansatte, der udøver distribution af skadesforsikringer til privatkunder
  • Bilag 10Kompetencekrav til ansatte, der distribuerer forsikringsbaserede investeringsprodukter
  • Bilag 11Kompetencekrav til ansatte der udøver genforsikringsdistribution
  • Bilag 2Kompetencekrav til ansatte der udøver distribution af skadesforsikringer til virksomheder med ukomplicerede risikoprofiler
  • Bilag 3Kompetencekrav til ansatte der udøver distribution af skadesforsikringer til virksomheder med komplicerede risikoprofiler
  • Bilag 4Kompetencekrav til ansatte der udøver distribution af liv- og pensionsprodukter til privatkunder med ukomplicerede risikoprofiler
  • Bilag 5Kompetencekrav til ansatte der udøver distribution af firmapensionsordninger til virksomheder, til deres ansatte eller liv- og pensionsprodukter til privatkunder med en kompliceret risikoprofil
  • Bilag 6Kompetencekrav til ansatte, hos en uafhængig forsikringsformidler, der distribuerer skadesforsikringer til privatkunder
  • Bilag 7Kompetencekrav til ansatte hos en uafhængig forsikringsformidler, der distribuerer skadesforsikringer til virksomheder
  • Bilag 8Kompetencekrav til ansatte hos en uafhængig forsikringsformidler, der distribuerer liv- og pensionsprodukter til privatkunder og ansatte i en firmapensionsordning
  • Bilag 9Kompetencekrav til ansatte hos en uafhængig forsikringsformidler, der distribuerer liv- og pensionsprodukter til virksomheder

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§1 Bekendtgørelsen finder anvendelse på følgende virksomheder, når disse udøver forsikrings- og genforsikringsdistribution:

  • 1) Danske forsikrings- og genforsikringsselskaber.

  • 2) Filialer i Danmark af et forsikringsselskab og genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået en aftale med på det finansielle område.

  • 3) Filialer i Danmark af et forsikringsselskab og genforsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land uden for Den Europæiske Union som Unionen ikke har indgået en aftale med på det finansielle område.

  • 4) Danske forsikrings- og genforsikringsformidlere, jf. § 2, stk. 1, nr. 3 og 4, i lov om forsikringsformidling.

Stk. 2 § 8 finder anvendelse på udbydere af prøver omfattet af bekendtgørelsen.

Stk. 3 Ansatte i en filial af en virksomhed omfattet af stk. 1, nr. 1 og 4, antages, når filialen er beliggende i et andet land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået en aftale med på det finansielle område, at opfylde kravene i §§ 4-7, hvis de ansatte opfylder kompetencekravene i værtslandet.

§2 Efter § 2, stk.1, nr. 1 og 2, i lov nr. 41 af 22. januar 2018 om forsikringsformidling skal i denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Forsikringsdistribution:

    • a) Den virksomhed, der består i at rådgive om, foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikringsaftaler, at indgå sådanne aftaler eller at medvirke til administrationen og opfyldelsen af sådanne aftaler.

    • b) Den virksomhed, der består i levering af oplysninger om en eller flere forsikringsaftaler i overensstemmelse med kundernes valgte kriterier via en hjemmeside eller andre medier og udarbejdelse af en prioriteret liste over forsikringsprodukter, der omfatter pris- og produktsammenligninger, eller rabat på prisen for en forsikringsaftale, hvis kunden er i stand til direkte eller indirekte at indgå en forsikringsaftale via det pågældende medie.

  • 2) Genforsikringsdistribution: Virksomhed, der består i at rådgive om, foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af genforsikringsaftaler, at indgå sådanne aftaler eller at medvirke ved administrationen og opfyldelsen af sådanne aftaler, uanset om en sådan virksomhed udøves af genforsikringsselskaber uden en genforsikringsformidlers medvirken.

Kapitel 2

Krav til godt omdømme

§3 En ansat, der udøver forsikrings- eller genforsikringsdistribution

  • 1) må ikke være pålagt straffeansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at personen ikke kan varetage sin stilling på betryggende måde,

  • 2) må ikke have indgivet begæring eller være under konkurs og

  • 3) skal have et godt omdømme, herunder ikke have udvist en adfærd, der giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stillingen på forsvarlig måde.

Stk. 2 En ansat, jf. stk. 1, skal i forbindelse med sin ansættelse meddele virksomheden om forhold, som nævnt i stk. 1, og efterfølgende meddele, hvis disse forhold ændrer sig.

§4 Kompetencekrav
Virksomheden skal sikre, at ansatte, der udøver forsikrings- eller genforsikringsdistribution har tilstrækkelige kompetencer til at kunne varetage deres arbejdsområde.

Stk. 2 Vurderingen af, om den ansatte har tilstrækkelige kompetencer, jf. stk. 1, skal foretages efter de kompetencekrav, jf. bilag 1-11, der hører til det arbejdsområde, som den ansatte varetager:

  • 1) Ansatte, der udøver distribution af skadesforsikringer til privatkunder, skal have kompetencer svarende til bilag 1 eller bilag 6.

  • 2) Ansatte, der udøver distribution af skadesforsikringer til virksomheder med ukomplicerede risikoprofiler, skal have kompetencer svarende til bilag 2, 3 eller 7.

  • 3) Ansatte, der udøver distribution af skadesforsikringer til virksomheder med en kompliceret risikoprofil skal have kompetencer svarende til bilag 3 eller 7.

  • 4) Ansatte, der udøver distribution af liv- og pensionsprodukter til privatkunder med ukomplicerede risikoprofiler, skal have kompetencer svarende til bilag 4, 5 eller 8.

  • 5) Ansatte, der udøver distribution af firmapensionsordninger til virksomheder, til deres ansatte eller liv- og pensionsprodukter til privatkunder med en kompliceret risikoprofil, skal have kompetencer svarende til bilag 5.

  • 6) Ansatte hos en uafhængig forsikringsformidler, der distribuerer skadesforsikringer til privatkunder, skal have kompetence svarende til bilag 6.

  • 7) Ansatte hos en uafhængig forsikringsformidler, der distribuerer skadesforsikringer til virksomheder, skal have kompetencer svarende til bilag 7.

  • 8) Ansatte hos en uafhængig forsikringsformidler, der distribuerer liv- og pensionsprodukter til privatkunder og ansatte i en firmapensionsordning, skal have kompetencer svarende til bilag 8.

  • 9) Ansatte hos en uafhængig forsikringsformidler, der distribuerer liv og pensionsprodukter til virksomheder, skal have kompetencer svarende til bilag 9.

  • 10) Ansatte, der distribuerer forsikringsbaserede investeringsprodukter, skal have kompetencer svarende til bilag 10.

  • 11) Ansatte, der udøver genforsikringsdistribution, skal have kompetencer svarende til bilag 11.

Stk. 3 Forsikrings- og genforsikringsselskaber skal føre en fortegnelse med dokumentation, der viser hvilke ansatte, der har kompetencer i overensstemmelse med denne bekendtgørelse. Forsikrings- og genforsikringsselskabet skal efter anmodning fra Finanstilsynet oplyse navnet på den person, der er ansvarlig herfor.

§5 Dokumentation
Virksomheden skal sikre, at virksomhedens ansatte, der udøver forsikrings- og genforsikringsdistribution, har bestået en prøve, der dokumenterer, at de ansatte besidder de fornødne kompetencer indenfor det arbejdsområde, de varetager, jf. § 4, stk. 2. Prøven skal bestås, inden den ansatte begynder at udøve forsikringsdistribution indenfor det pågældende arbejdsområde.

Stk. 2 Har en ansat ikke erhvervet de nødvendige kompetencer, jf. § 4, stk. 2, kan den pågældende kun udøve forsikringsdistribution under opsyn. En ansat kan være under opsyn indenfor samme arbejdsområde i op til fem år forudsat, at den pågældende indenfor denne periode forsøger at bestå den relevante prøve. Vælger en ansat ikke at forsøge at bestå den relevante prøve, kan den pågældende udøve forsikringsdistribution under opsyn i en periode på tre år indenfor ét arbejdsområde.

Stk. 3 Omfanget og intensiteten af opsynet, jf. stk. 2, bør afspejle de kvalifikationer og den erfaring, som den ansatte, der er under opsyn, besidder. Den eller de personer i virksomheden, der fører opsyn med en ansat, der ikke har opnået de nødvendige kompetencer, skal selv have opnået de nødvendige kompetencer indenfor det arbejdsområde, der føres opsyn med, ligesom den pågældende skal have færdigheder og ressourcer til at handle som en kompetent tilsynsførende.

Stk. 4 En ansat, der tre gange ikke har bestået en prøve, må først gå op til tilsvarende prøve ét år efter seneste forsøg.

Stk. 5 En ansat, der har bestået en prøve, jf. § 4, eller som er omfattet af overgangsordningen i § 11, stk. 5, men som herefter ikke har udøvet forsikringsdistribution i en sammenhængende periode på mellem 3-10 år, skal bestå den seneste efteruddannelsesprøve, jf. § 6, inden for det relevante arbejdsområde, før den pågældende må udøve forsikringsdistribution på ny.

Stk. 6 En ansat, der har bestået en prøve, jf. § 4, eller som er omfattet af overgangsordningen i § 11, stk. 5, men som herefter ikke har udøvet forsikringsdistribution i en sammenhængende periode på mere end 10 år, skal bestå den relevante prøve på ny, før den pågældende må udøve forsikringsdistribution på ny.

§6 Efteruddannelse
Når en ansat har bestået prøven, jf. § 4, skal den ansatte hvert tredje år, bestå en efteruddannelsesprøve for fortsat at kunne udøve forsikringsdistribution inden for det pågældende arbejdsområde.

Stk. 2 Hvis den pågældende ikke består efteruddannelsesprøven, jf. stk. 1, senest tre år efter, at den ansatte har bestået prøven, jf. § 4 eller efteruddannelsesprøven, jf. stk. 1, kan den pågældende kun udøve forsikringsdistribution under opsyn, jf. § 5, stk. 2. En ansat kan være under opsyn inden for samme arbejdsområde i op til fem år, forudsat at den pågældende inden for denne periode forsøger at bestå den relevante efteruddannelsesprøve. Hvis en ansat ikke forsøger at bestå den relevante efteruddannelsesprøve, kan den pågældende udøve forsikringsdistribution under opsyn i en periode på tre år inden for ét arbejdsområde. § 5, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 En ansat, der tre gange ikke har bestået efteruddannelsesprøven, må først gå op til en tilsvarende efteruddannelsesprøve ét år efter seneste forsøg.

Stk. 4 Hvis den pågældende ikke består efteruddannelsen inden for de fem år, hvor den pågældende er under opsyn, jf. stk. 2, skal den pågældende bestå den relevante prøve på ny, jf. § 4, stk. 1, før den ansatte må udøve forsikringsdistribution uden at være under opsyn, jf. stk. 1.

§7 Hvert arbejdsområde skal have sin egen efteruddannelsesprøve. En efteruddannelsesprøve kan omfatte flere arbejdsområder.

Stk. 2 Efteruddannelsesprøven skal svare til 45 timers efteruddannelse og skal sikre, at den ansatte fortsat har de nødvendige kompetencer, indenfor de arbejdsområder, som den ansatte varetager. Prøven skal endvidere sikre, at den ansatte har holdt sig opdateret om nye regler og praksis indenfor de pågældende arbejdsområder.

§8 Godkendelse af prøveudbyder
Finanstilsynet godkender efter rådgivning fra uddannelsesudvalget, jf. § 9, udbydere, der ønsker at udbyde en prøve, jf. § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, når følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Udbyderen sikrer, at samtlige prøver, som udbyderen udbyder, har været forelagt mindst to eksperter inden for forsikringsdistribution, der indestår for, at de udbudte prøver lever op til kompetencekravene, jf. §§ 4 og 7.

  • 2) En prøve, jf. §§ 5 og 6, skal prøve den ansatte indenfor mindst tre produkter, der er repræsentative for inden for arbejdsområdet, jf. dog stk. 2.

  • 3) Udbudte prøver, jf. bilag 1-11, skal bestå af en teoretisk og praktisk del.

  • 4) Efteruddannelsesprøven skal omfatte en teoretisk del og kan være en multiple-choice prøve.

  • 5) Udbudte prøver skal afholdes under forhold, der sikrer, at den ansatte ikke kan modtage hjælp ved besvarelsen af prøven.

Stk. 2 Uanset stk. 1, nr. 2, kan udbyderen prøve den ansatte i færre produkter. En ansat, der har bestået en prøve efter 1. pkt., kan kun arbejde inden for tilsvarende produkter, medmindre den ansatte efterfølgende består efteruddannelsesprøven, jf. § 7, inden for det fulde arbejdsområde.

Stk. 3 Udbyderen skal årligt over for Finanstilsynet redegøre for, at udbyderen fortsat lever op til kravene i stk. 1. Opfylder udbyderen ikke kravene i stk. 1, kan Finanstilsynet tilbagekalde godkendelsen.

Stk. 4 Udbyderen må ikke udbyde prøver til egne ansatte eller til ansatte i virksomheder, som udbyderen er koncernforbundet med, jf. §§ 5 a og 5 b i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 5 Udbyderen skal udlevere et bevis for bestået prøve til den ansatte og den ansattes arbejdsgiver. Udbyderen skal opbevare en elektronisk kopi af beviset.

Stk. 6 Udbyderen opretter sammen med eventuelt øvrige prøveudbydere et register over ansatte, der har aflagt prøve uden at bestå, for at sikre iagttagelsen af § 5, stk. 4.

§9 Finanstilsynet udnævner efter indstilling et uddannelsesudvalg. Finanstilsynet er formand for udvalget. Finanstilsynet udpeger udvalget efter indstilling fra følgende organisationer:

  • 1) Et medlem indstilles af Finansforbundet.

  • 2) Et medlem indstilles af Forsikringsforbundet.

  • 3) Et medlem indstilles af Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Forsikring & Pension i fællesskab.

  • 4) Et medlem indstilles af Forbrugerrådet.

  • 5) Et medlem indstilles af Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og Forsikringsagenturer og Forsikringsmæglerforeningen i fællesskab.

  • 6) Et medlem indstilles af Dansk Industri og Dansk Erhverv i fælleskab.

  • 7) Et medlem indstilles af FinansDanmark og Finans & Leasing i fælleskab.

Stk. 2 Finanstilsynet sekretariatsbetjener udvalget, jf. stk. 1.

§10 Tilsyns og straffebestemmelser
Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der ikke er i overensstemmelse med §§ 4-6, og § 8, stk. 2-5, i denne bekendtgørelse. Manglende efterlevelse af påbud kan straffes med bøde.

Stk. 2 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§11 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Bekendtgørelsen træder i kraft 1. oktober 2018, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Bekendtgørelsens §§ 8 og 9 træder i kraft 1. maj 2018.

Stk. 3 § 3 gælder kun for forhold, der er indtruffet efter bekendtgørelsens ikrafttræden. For disse ansatte indgår forhold indtruffet før bekendtgørelsens ikrafttræden ikke ved en senere vurdering af, om § 3, stk. 1, er opfyldt.

Stk. 4 § 3 finder anvendelse på aftaler, der indgås, genforhandles, forlænges eller fornys efter denne bekendtgørelses ikrafttræden.

Stk. 5 Bekendtgørelse nr. 825 af 3. juli 2007 om forsikringsformidleres uddannelse ophæves.

Stk. 6 Ansatte, der i perioden den 1. oktober 2015 til den 30. september 2018 har arbejdet indenfor et eller flere af de i § 4 nævnte arbejdsområder, kan fortsætte indenfor samme arbejdsområder, forudsat at den pågældende består den relevante efteruddannelsesprøve inden tre år efter bekendtgørelsens ikrafttræden.

profile photo
Profilside