14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...

Bekendtgørelse om Erhvervsankenævnet Kapitel 3

Dette kapitel er fra den opdaterede og konsoliderede version af bekendtgørelse om erhvervsankenævnet og bygger på bekendtgørelse nr. 1135 af 13. October 2017. Eventuelle senere ændringsbekendtgørelser er implementeret i det omfang, de er trådt i kraft.

Bekendtgørelse om Erhvervsankenævnet

Kapitel 3

Sagens afgørelse

§13 I sager, der behandles skriftligt, træffer ankenævnet afgørelse på grundlag af skriftlig votering, eventuelt i et møde. Formanden træffer bestemmelse herom.

§14 Formanden kan bestemme, at en sag skal forhandles mundtligt.

Stk. 2 Er der truffet bestemmelse om mundtlig forhandling, underrettes klageren, den indklagede myndighed og den, der er indtrådt i sagen efter § 10, om tid og sted for den mundtlige forhandling.

Stk. 3 De i stk. 2 nævnte er berettigede til at møde sammen med eller ved advokat, revisor eller anden kyndig repræsentant, der har fuldmagt til at give møde. Formanden kan, hvis sagen efter sit indhold gør det ønskeligt, henstille, at der gives møde ved en repræsentant.

Stk. 4 Formanden bestemmer formen for den mundtlige forhandling, herunder i hvilken rækkefølge de mødende skal have ordet, og hvornår forhandlingerne er afsluttet.

Stk. 5 Offentligheden eller andre end de, der er nævnt i stk. 3, har ikke adgang til den mundtlige forhandling, medmindre der blandt de mødende er enighed om det, og formanden efter forhandling med nævnets medlemmer tillader det.

§15 Ankenævnets afgørelser træffes ved almindeligt stemmeflertal.

Stk. 2 Er afgørelsen ikke truffet i enighed, skal afgørelsen indeholde mindretallets opfattelse.

Stk. 3 Afgørelsen skal begrundes og tilstilles klageren, den indklagede myndighed og den, der er indtrådt i sagen.

Stk. 4 Gives der klageren helt eller delvis medhold i den indbragte klage, eller ændrer den indklagede myndighed sin afgørelse i overensstemmelse med klagerens påstand, kan nævnet eller formanden på dets vegne træffe bestemmelse om hel eller delvis tilbagebetaling af det indbetalte gebyr.

§16 Bekendtgørelsen træder i kraft den 27. oktober 2017.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 1154 af 18. december 1994 om Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn ophæves.

profile photo
Profilside