14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...
x

Hej Foxylex bruger,
Jeg er lov-uglen, og jeg vil nu guide dig igennem vores vigtigste features.
Skriv et paragrafnummer og tryk enter for at springe direkte til paragraffen Hold din mus henover en krydshenvisning for at se teksten der henvises til.
Hvis du klikker på krydshenvisningen, flyttes tekstboksen ud til højre, og du kan flytte rundt på den
Klik på taleboble-ikonet for at tilgå features til bestemmelsen. Du kan se forarbejderne til specifikke bestemmelser. Her kan du se, at § 2 er blevet ændret af 5 forskellige love og ændringslove. Du kan se teksten fra lovforslaget som fremsat, og teksten som vedtaget. Du kan se, hvordan ordlyden blev ændret under behandlingen af lovforslaget. Her ser du de specifikke bemærkninger til ændringen med lovgivers motiver. Du får dermed de vigtigste fortolkningsbidrag ved hånden. Du kan let finde bekendtgørelserne der, hvor de hjemles. Med vores backlinks har vi fundet de bestemmelser, der linker til den bestemmelse, du læser. Her kan du se en video med præsentation af flere features.
Du kan også købe abonnement, så du får adgang til alle features.

0 / -
næste
slå fra

Bekendtgørelse om autorisation af veterinærsygeplejersker m.v.

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen bygger på bekendtgørelse nr. 1153 af 30. September 2015, og er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om autorisation af veterinærsygeplejersker m.v.

I medfør af § 4, stk. 2, § 35 og § 38, stk. 4, i lov om dyrlæger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af 12. september 2015, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 10, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 511 af 23. april 2015 om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser:

Der er ingen senere ændringer til denne bekendtgørelse.
Vi har kontrolleret for ændringer den 22/10/2019

  • Ændringsbekendtgørelsen er implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er delvist implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Ændringsbekendtgørelsen er endnu ikke implementeret i den konsoliderede bekendtgørelse
  • Bilag

  • Bilag 1Følgende behandlinger må foretages af autoriserede veterinærsygeplejersker på selskabsdyr og heste, der er udelukket fra konsum, jf. betingelserne i § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om autorisation af veterinærsygeplejersker m.v.
  • Bilag 2Følgende behandlinger må foretages af autoriserede veterinærsygeplejersker på selskabsdyr og heste, der er udelukket fra konsum, jf. betingelserne i § 7, stk. 2, i bekendtgørelse om autorisation af veterinærsygeplejersker m.v.
  • Bilag 3Følgende behandlinger må foretages af autoriserede veterinærsygeplejersker på selskabsdyr og heste, der er udelukket fra konsum, jf. betingelserne i § 7, stk. 3, i bekendtgørelse om autorisation af veterinærsygeplejersker m.v.

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

§1 Bekendtgørelsen fastsætter regler om autorisation af veterinærsygeplejersker og om autoriserede veterinærsygeplejerskers behandling af selskabsdyr og heste, der er udelukket fra konsum.

Stk. 2 Bekendtgørelsens anvendelsesområde omfatter enhver statsborger i en EU-/EØS-medlemsstat eller et land, som EU har indgået aftale med om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

Stk. 3 I denne bekendtgørelse gælder definitionerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.

§2 I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Dyreklinik: Lokalitet, hvorfra en eller flere dyrlæger udøver deres erhverv, og som er registreret med praksisnummer i dyrlægeregisteret VetReg.

  • 2) Selskabsdyr: Alle dyr, bortset fra dyr af hestefamilien, der normalt fodres og holdes af mennesker, uden at dette tager sigte på konsum eller landbrugsproduktion.

  • 3) Heste, der er udelukket fra konsum: Dyr af hestefamilien, der er mærket og registreret og som har fået udstedt identifikationsdokument (pas), hvoraf fremgår at dyret er udelukket fra konsum.

  • 4) Tjenestemodtager: Ejeren af dyret eller dennes repræsentant, som lader eller ønsker at lade en veterinærsygeplejerske udøve behandling af dyret.

  • 5) Autoriseret veterinærsygeplejerske: Enhver, der har gennemført en af Undervisningsministeriet godkendt erhvervsuddannelse som veterinærsygeplejerske eller en uddannelse, der kan sidestilles hermed, samt har opnået autorisation i medfør af denne bekendtgørelse.

Kapitel 2

Betingelser for autorisation

§3 Fødevarestyrelsen meddeler efter ansøgning herom, jf. § 4, autorisation til veterinærsygeplejersker, der har gennemført en af Undervisningsministeriet godkendt erhvervsuddannelse som veterinærsygeplejerske, eller en uddannelse, der kan sidestilles hermed.

Stk. 2 En veterinærsygeplejerske kan opnå autorisation til at udføre behandlinger på:

  • 1) selskabsdyr, eller

  • 2) heste, der er udelukket fra konsum.

Stk. 3 Autorisation kan alene opnås inden for det speciale, som veterinærsygeplejersken har afsluttet sin uddannelse med, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Autoriserede veterinærsygeplejersker kan opnå autorisation som veterinærsygeplejerske inden for et andet af de i stk. 2 nævnte specialer, såfremt det kan dokumenteres, at veterinærsygeplejersken har haft ansættelse som svarer til 6 måneders sammenhængende fuldtidsansættelse på dyreklinik, der primært beskæftiger sig med det relevante speciale.

§4 En veterinærsygeplejerske, der ønsker at blive autoriseret veterinærsygeplejerske, jf. § 3, stk. 1, skal udfylde den blanket, som Fødevarestyrelsen har offentliggjort hertil på sin hjemmeside, www.foedevarestyrelsen.dk, og indsende den til Fødevarestyrelsen sammen med uddannelsesbevis og skolebevis for den i § 3, stk.1, nævnte uddannelse.

Stk. 2 En autoriseret veterinærsygeplejerske, der ønsker at blive autoriseret veterinærsygeplejerske inden for et andet af de i § 3, stk. 2, nævnte specialer, skal indsende dokumentation for ansættelsen jf. § 3, stk. 4, til Fødevarestyrelsen.

§5 Når Fødevarestyrelsen har modtaget en ansøgning om autorisation og alle nødvendige dokumenter, jf. § 4, sender Fødevarestyrelsen en kvittering til ansøgeren med oplysning om:

  • 1) sagsbehandlingsfristen, jf. stk. 2, og

  • 2) klagemulighed.

Stk. 2 Fødevarestyrelsen træffer afgørelse om autorisation senest 4 uger efter modtagelse af ansøgningen og alle nødvendige dokumenter, jf. § 4.

Stk. 3 Fristen i stk. 2 kan forlænges én gang, hvis sagens kompleksitet berettiger det. Fødevarestyrelsen begrunder forlængelsen og varigheden af forlængelsen, og meddeler dette til ansøgeren inden udløbet af fristen i stk. 2.

Stk. 4 Ansøgeren må ikke udføre opgaver, jf. § 7, stk. 1- 3, før vedkommende er autoriseret hertil af Fødevarestyrelsen.

§6 Autoriserede veterinærsygeplejersker, som er omfattet af denne bekendtgørelse, skal oplyse tjenestemodtager om:

  • 1) erhvervsmæssig titel og EU/EØS-landet, hvor tilladelsen til anvendelse af titlen er givet,

  • 2) de brancheorganisationer, som veterinærsygeplejersken eventuelt er medlem af,

  • 3) eventuelle erhvervsforsikringer, herunder kontaktoplysninger på forsikringsselskabet og oplysninger om forsikringens geografiske dækning, og

  • 4) kontaktoplysninger til Fødevarestyrelsen.

Stk. 2 Hvis tjenestemodtager anmoder en autoriseret veterinærsygeplejerske om det, skal denne oplyse om de regler, der gælder for udførelsen af erhvervet, og hvordan tjenestemodtager får adgang hertil.

Kapitel 3

Autoriserede veterinærsygeplejerskers virke

§7 En autoriseret veterinærsygeplejerske må, inden for det speciale vedkommende er autoriseret til, kun efter en dyrlæges anvisninger og under dennes ansvar foretage de i bilag 1 nævnte behandlinger på selskabsdyr og heste, der er udelukket fra konsum, på en dyreklinik, uden at dyrlægen er til stede.

Stk. 2 En autoriseret veterinærsygeplejerske må, inden for det speciale vedkommende er autoriseret til, kun efter en dyrlæges anvisninger og under dennes ansvar foretage de i bilag 2 nævnte behandlinger på selskabsdyr og heste, der er udelukket fra konsum, på en dyreklinik, når dyrlægen er til stede.

Stk. 3 En autoriseret veterinærsygeplejerske må, inden for det speciale vedkommende er autoriseret til, kun efter en dyrlæges anvisning og under dennes samtidige overvågning og ansvar foretage de i bilag 3 nævnte behandlinger på selskabsdyr og heste, der er udelukket fra konsum, på en dyreklinik.

§8 En dyrlæge skal ved anvisning af behandlinger, jf. § 7, sikre, at den autoriserede veterinærsygeplejerske er i besiddelse af de nødvendige kompetencer for forsvarlig udførelse af behandlingen.

§9 En autoriseret veterinærsygeplejerske er under udøvelsen af sin gerning forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.

Kapitel 4

Tilbagekaldelse

§10 Fødevarestyrelsen kan til enhver tid tilbagekalde en autorisation, hvis betingelserne for autorisation ikke er overholdt, herunder hvis den pågældende ikke har udvist den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed ved udførelsen af de behandlinger, som den pågældende har opnået autorisation til, eller hvis regler i andre love, bekendtgørelser, EU-retsakter med videre ikke er overholdt.

Kapitel 5

Anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

§11 Fødevarestyrelsen kan udstede autorisation til en veterinærsygeplejerske fra de i § 1, stk. 2, nævnte lande, såfremt denne opfylder betingelserne for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i lov om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark.

Stk. 2 Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Ansøgerens fulde navn.

  • 2) Ansøgerens bopælsadresse.

  • 3) Ansøgerens eventuelle adresse i Danmark.

  • 4) Ansøgerens kontaktoplysninger, herunder telefonnummer, e-mailadresse.

Stk. 3 Ansøgningen skal ledsages af følgende dokumenter:

  • 1) Dokumentation for ansøgerens nationalitet.

  • 2) Kursus- eller uddannelsesbevis, der giver adgang til at udøve det pågældende erhverv i ansøgerens hjemland.

  • 3) En beskrivelse af uddannelsen, herunder samlet studietid, forholdet mellem teoretisk undervisning og praktikperioder.

  • 4) En eventuel attestation for vedkommendes erhvervserfaring.

Stk. 4 Ansøgeren må ikke udføre de i § 7 nævnte opgaver, før vedkommende er blevet autoriseret hertil af Fødevarestyrelsen.

§12 Når Fødevarestyrelsen har modtaget en ansøgning samt alle de oplysninger og dokumenter, der er nævnt i § 11, sender Fødevarestyrelsen inden 4 uger, kvittering til ansøgeren med oplysning om:

  • 1) sagsbehandlingstiden,

  • 2) at ansøgeren ikke må udføre opgaver som er forbeholdt autoriserede veterinærsygeplejersker før vedkommende er autoriseret hertil af Fødevarestyrelsen, og

  • 3) klagemuligheder ved afslag.

Stk. 2 Fødevarestyrelsen træffer afgørelse om godkendelse senest 2 måneder efter, at Fødevarestyrelsen har modtaget ansøgningen samt alle de oplysninger og dokumenter, der er nævnt i § 11.

§13 Personer fra de i § 1, stk. 2, nævnte lande, som agter midlertidigt og lejlighedsvist at udføre opgaver, som er forbeholdt autoriserede veterinærsygeplejersker, skal, inden aktiviteten påbegyndes, indgive en skriftlig anmeldelse til Fødevarestyrelsen.

Stk. 2 Anmeldelsen skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Anmelderens fulde navn.

  • 2) Anmelderens bopælsadresse.

  • 3) Anmelderens eventuelle adresse i Danmark.

  • 4) Anmelderens kontaktoplysninger, herunder telefonnummer, e-mailadresse.

Stk. 3 Anmeldelsen skal ved første henvendelse, eller hvis der ved fornyelse er tale om ændring af de oplysninger, der tidligere er givet, ledsages af følgende dokumenter:

  • 1) Dokumentation for anmelderens nationalitet.

  • 2) Dokumentation for anmelderens faglige titel og hvilken medlemsstat, der har udstedt titlen.

  • 3) Attestation fra de kompetente myndigheder i etableringslandet om, at anmelderen er lovligt etableret i landet for dér at udøve det pågældende erhverv.

  • 4) Attestation fra de kompetente myndigheder i etableringslandet om, at anmelderen ikke har fået permanent eller midlertidigt forbud mod at udøve det pågældende erhverv.

  • 5) Bevis for de erhvervsmæssige kvalifikationer.

Stk. 4 Anmeldelsen gælder for et år og skal fornyes for hvert efterfølgende år, hvor anmelderen agter midlertidigt eller lejlighedsvist at udføre opgaver som er forbeholdt autoriserede veterinærsygeplejersker.

§14 Fødevarestyrelsen kan kontrollere tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer.

Stk. 2 Hvis der er væsentlig forskel mellem tjenesteyderens erhvervsmæssige kvalifikationer og den uddannelse, der kræves efter denne bekendtgørelse og denne forskel kan skade den offentlige sundhed, giver Fødevarestyrelsen tjenesteyderen mulighed for at tage en egnethedsprøve eller gennemgå en prøvetid for at bevise, at denne har erhvervet den hidtidige manglende viden eller kompetence.

§15 Fødevarestyrelsen kan for hver etablering eller udøvelse af tjenesteydelser, udveksle de nødvendige oplysninger med kompetente myndigheder i de i § 1, stk. 2, nævnte lande om, hvorvidt ansøgeren eller anmelderen er lovligt etableret, om den pågældendes redelige adfærd og om, hvorvidt den pågældende har været idømt faglige disciplinære eller strafferetlige sanktioner.

Stk. 2 Fødevarestyrelsen udveksler relevante oplysninger med de kompetente myndigheder i de i § 1, stk. 2, nævnte lande i forbindelse med klager fra modtagere af tjenesteydelser over tjenesteyder. Fødevarestyrelsen underretter tjenestemodtageren om klagens resultat.

Kapitel 6

Straf

§16 Med bøde straffes den der overtræder § 5, stk. 4, §§ 6-9, § 11, stk. 4 eller § 13, stk. 1.

Stk. 2 Ved overtrædelse af bestemmelserne angivet i stk. 1, kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med fortsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er:

  • 1) forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare, eller

  • 2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3 Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5.

Kapitel 7

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§17 Bekendtgørelsen træder i kraft den 2. oktober 2015.

Stk. 2 Bekendtgørelse nr. 371 af 28. april 2011 om autorisation af veterinærsygeplejersker m.v. ophæves.

Stk. 3 Autorisationer udstedt efter bekendtgørelse nr. 371 af 28. april 2011 om autorisation af veterinærsygeplejersker m.v., bevarer deres gyldighed, med beføjelse til behandling af selskabsdyr jf. bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

profile photo
Profilside