Vestre Landsrets dom af 26. maj 2015 i sag 14. afdeling, B-1795-14

Info
  • SKM2015.453.VLR

Resumé:

Sagen angår, om appellanterne i henhold til dagældende § 18, jf. § 17 i vurderingsloven er berettiget til fradrag for et beløb svarende til momsen af den etableringsudgift, som en kommune oprindeligt havde afholdt, men som var overvæltet på appellanterne i forbindelse med ejendommens erhvervelse.

Landsretten lagde til grund, at kommunen fik refunderet momsen og udgiften til vejanlægget i henhold til den dagældende momsudligningsordning.

Da selve vejanlægget ikke var solgt, havde kommunen endvidere ikke, som hævdet af appellanterne, været forpligtet til at tilbagebetale den modtagne momsrefusion efter § 6, stk. 1, i bekendtgørelse om momsrefusionsordning for kommuner og regioner.

Det blev herefter lagt til grund, at kommunen ikke havde haft udgifter til moms på vejanlægget, som er blevet overvæltet på køberne af grundene. Den omstændighed, at kommunen som led i den samlede finansiering af refusionsordningen skulle betale bidrag hertil på grundlag af beskatningsgrundlaget kunne ikke føre til en anden vurdering. Der var heller ikke grundlag for at fastslå, at synspunkter om usaglig forskelsbehandling kunne begrunde andet resultat.

Herefter og af de grunde, som byretten havde anført vedrørende spørgsmålet om administrativ praksis, tiltrådte landsretten, at appellanterne ikke har krav på, at beløbet vedrørende den grundforbedring, som udgiften til vejen udgør, skal tillægges moms. Byretten havde anført, at spørgsmålet om moms ikke havde været omtvistet i de påberåbte tidligere afgørelser, og at det ikke var godtgjort, at der forelå en sådan bindende administrativ praksis om ret til fradrag for moms, at skattemyndighederne kun kunne ændre praksis med virkning for fremtiden.

Der var godkendt fradrag for 605 meter af en ekstern vej på 1.159 meter. Landsretten tiltrådte efter det oplyste om vejens etablering og den samlede udstykning og i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, at appellanterne ikke har krav på fradrag for den del af vejen, der overstiger de 605 meter vej mod syd.

Ifølge en beregning af fradrag for ekstern vej var der en beskeden afvigelse mellem det fradrag appellanterne havde krav på og det indrømmede. Landsretten anførte, at fejlens størrelse som udgangspunkt ikke skal have betydning for spørgsmålet om hjemvisning af sagen, og sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling med henblik på korrektion af fradraget i overensstemmelse med Skatteministeriets opgørelse.

Parter

BA og A
(advokat Claus Rosenkilde)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Birgitte Kjærulff Vognsen)

Afsagt af landsretsdommerne

Lars Christensen, Hanne Harritz Pedersen og Astrid Bøgh

Sagens baggrund

Byretten har den 25. april 2014 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 4-422/2013). Procesbevillingsnævnet har den 18. august 2014 meddelt tilladelse til at anke dommen.

Parternes påstande

For landsretten har appellanterne, BA og A, gentaget deres påstand for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

BA og A har supplerende anført, at såfremt det lægges til grund, at den daværende ...6 Kommune har hjemtaget refusion af momsen via momsudligningsordningen, må kommunen efter § 6, stk. 1, i bekendtgørelse om momsrefusionsordning for kommuner og regioner, have tilbagebetalt den modtagne momsudligning.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter indholdet af mail af 13. oktober 2011 fra ...15 Kommune sammenholdt med det i øvrigt oplyste om momsrefusionsordningen, herunder betænkning nr. 1437/2004 om et nyt udligningssystem side 200-201 samt Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelser af 7. februar 2012 og 27. august 2012 i sagen, lægges det til grund, at den daværende ...6 Kommune fik refunderet momsen af udgiften til vejanlægget i henhold til den dagældende momsudligningsordning.

Udgiften til vejanlægget er i overensstemmelse med sædvanlig praksis opkrævet hos køberne af de udstykkede grunde, men selve vejanlægget er ikke solgt. Kommunen har derfor ikke været forpligtet til at tilbagebetale den modtagne momsrefusion efter § 6, stk. 1, i bekendtgørelse om momsrefusionsordning for kommuner og regioner.

Det lægges herefter til grund, at kommunen ikke har haft udgift til moms på vejanlægget, som er blevet overvæltet på køberne af grundene. Den omstændighed, at kommunen som led i den samlede finansiering af refusionsordningen har skullet betale bidrag hertil på grundlag af beskatningsgrundlaget kan ikke føre til en anden vurdering. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at synspunkter om usaglig forskelsbehandling kan begrunde andet resultat.

Herefter og af de grunde, som byretten har anført vedrørende spørgsmålet om administrativ praksis, tiltræder landsretten, at BA og A ikke har krav på, at beløbet vedrørende den grundforbedring, som udgiften til vejen udgør, skal tillægges moms.

Efter det oplyste om vejens etablering og den samlede udstykning og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at BA og A ikke har krav på fradrag for den del af vejen, der overstiger de 605 meter vej mod syd.

Skatteministeriet har anerkendt, at der foreligger en forkert beregning af fradraget. På den baggrund og da fejlens størrelse som udgangspunkt ikke skal have betydning for spørgsmålet om hjemvisning af sagen, finder landsretten - ligesom byrettens mindretal - at sagen skal hjemvises til fornyet behandling med henblik på korrektion af fradraget i overensstemmelse med Skatteministeriets opgørelse for byretten.

Uanset om BA og A på baggrund af sagens udfald i det væsentlige må anses for de tabende parter, finder landsretten, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for nogen af retterne, jf. herved retsplejelovens § 312, stk. 3. Der er herved lagt vægt på, at sagen har principiel karakter og videregående betydning, og at modparten er en offentlig myndighed.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom ophæves, og sagen hjemvises til vurderingsmyndigheden til fornyet behandling.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for nogen af retterne til nogen anden part.