Skatterådets bindende svar af 24. marts 2015 i sag 14-4933439

Info
  • SKM2015.235.SR

Resumé:

Skatterådet bekræfter, at levering af ejendomsmægler- og rådgivningsydelser, der vedrører en transaktion af aktier/anparter i selskaber, der er eneejere af fast ejendom, efter en konkret vurdering, kan anses som momsfritagne 'forhandlinger', når de leveres af en mellemmand.

Spørgsmål

  1. Kan Skatterådet bekræfte, at honorar opkrævet af spørger for formidling af salg af kapitalandele i to ejendomsselskaber ikke er momspligtigt?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger er en dansk etableret erhvervsejendomsmægler- og rådgivningsfirma.

Som led i sin virksomhed formidler Spørger også salg af ejendomsselskaber, hvorved der formidles salg af kapitalandele i ejendomsselskaber i stedet for ejendomme i sig selv.

Spørger driver, som det fremgår ovenfor, økonomisk virksomhed, og er som følge heraf momsregistreret.

Der spørges til to gennemførte dispositioner

Spørger har medvirket til formidling af salg af kapitalandele i to ejendomsselskaber, hvor det således ikke var ejendommen i sig selv, der blev solgt, men derimod kapitalandelene i selskaberne. 

1) Overdragelse af aktier vedrørende ejendomsselskabet A A/S

 

I 2011 bistod Spørger sælgerselskabet B A/S med formidling af en overdragelse af 100 % af aktiekapitalen i selskabet A A/S.

A A/S var et ejendomsselskab, hvis hovedformål var køb og salg af fast ejendom samt drift af udlejningsvirksomhed. Selskabet blev på et senere tidspunkt opløst ved fusion.

Aktierne blev overdraget til C ApS (køber).

Spørger har for sin ydelse faktureret xx kr. med tillæg af moms. Det fulde beløb er indbetalt og momsbeløbet indberettet til SKAT.

Overdragelsesaftale og faktura har været forelagt SKAT.

Aftalen er udfærdiget af et advokatselskab, og tiltrådt af repræsentanter for B A/S og C ApS.

Af overdragelsesaftalen fremgår følgende:

A A/S ejer Ejendom 1.

Involverede selskaber - i overdragelsesaftalen optræder bl.a.:

B A/S

A A/S (100 % ejet af B A/S)

C ApS

D ApS (100 % ejet af C ApS)

E ApS (100 % ejet af D ApS)

F ApS (100 % ejet af D ApS)

to nystiftede selskaber, der ejer hhv. Ejendom 2 og Ejendom 3 (100 % ejet af B A/S).

Overdragelser:

Fra B A/S til C ApS:

Ejendom 1 (A A/S)

Ejendom 2 (indskudt i nystiftet selskab)

Ejendom 3 (indskudt i nystiftet selskab)

Fra E ApS (D ApS) til B A/S:

byggeprojekt 

Fra F ApS (D ApS) til B A/S eller ordre:

byggegrund

Faktura udskrevet af Spørger til B A/S, stor xx kr. + moms.

Af fakturaen fremgår, at denne vedrører Ejendom 1, og under punktet 'beskrivelse' er anført "Salær i henhold til aftale".

Det er yderligere oplyst, at Spørger i forbindelsen med overdragelsen foretog vurdering af Ejendom 1, Ejendom 2 og Ejendom 3, samt af de ejendomme som B A/S modtog i delvist vederlag.

Spørger udarbejdede prospekt for de tre enheder, der blev overdraget fra sælgerselskabet og bistod med afdækning af markedet og potentielle køberemner.

Spørger var med i forhandlingerne mellem køber og sælger og deltog i dagslange møder med parterne og deres repræsentanter. Spørger har desuden bistået i forbindelse med drøftelser om overdragelsesaftalen og har forestået dialogen med pengeinstitutter i forbindelse med overdragelsen.

2) Overdragelse af anparter vedrørende ejendomsselskabet G ApS 

Spørger bistod sælgerselskabet G ApS i forbindelse med dette selskabs overdragelse af et nyoprettet selskab.

Spørger har for sin ydelse faktureret yy kr. med tillæg af moms. Det fulde beløb er indbetalt og momsbeløbet indberettet til SKAT.

Faktura mv. har været forelagt SKAT.

Aftalen er udfærdiget af et advokatselskab, og tiltrådt af repræsentanter for G ApS (H ApS og I ApS) og J, der er et investeringsselskab.

Af aftalen fremgår følgende:

G ApS stifter et nyt ApS, apportindskyder Ejendom 4 heri, og sælger selskabet til J.

Faktura udskrevet af Spørger til G ApS, stor yy kr. + moms.

Af fakturaen fremgår, at denne vedrører Ejendom 4, og under punktet 'beskrivelse' er anført "Markedsvurdering, ejendomsvurdering og rådgivning".

Det er yderligere oplyst, at Spørger i forbindelse med overdragelsen bistod G ApS med at finde en egnet køber, og det er Spørger, der formidlede kontakten mellem køber og sælger.

Spørger fremviste ejendommen samt forelagde oplysninger om ejendommen, området, infrastruktur med videre for køber. Spørger har ligeledes indhentet oplysninger om sammenlignelige lejemål, lejepriser, lejlighedspriser med videre som led i parternes forhandlinger om prisfastsættelsen.

Spørger har været en del af forhandlingerne mellem køber og sælger, herunder ved deltagelse i møder, hvor Spørger ligeledes har bistået i forbindelse med parternes fastlæggelse af den konstruktion, der er anvendt i forbindelse med overdragelsen. 

Spørgers opfattelse og begrundelse

Momslovens § 4, stk. 1 fastslår, at der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet som led i økonomisk virksomhed.

Spørgers ydelser, der har leveringssted her i landet, er således som udgangspunkt momspligtige.

EU-Domstolen har imidlertid i praksis fastslået, at erhvervelse, besiddelse eller afhændelse af selskabsandele ikke i sig selv udgør økonomisk virksomhed jf. blandt andet sag C-77/01, EMD, præmis 57, hvori det er fastslået:

"Det bemærkes i denne forbindelse at det følger af fast retspraksis, at erhvervelse eller indehavelse af selskabsandele ikke i sig selv skal betragtes som en - i sjette direktivs forstand - økonomisk virksomhed, som indebærer, at den, der udøver virksomheden, bliver afgiftspligtig".

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11 litra e) fritager i tråd hermed visse finansielle ydelser, knyttet til erhvervelsen af selskabsandele, idet bestemmelsen fastslår, at følgende finansielle ydelser fritages:

"Transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer, bortset fra varerepræsentativer og dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder, over fast ejendom, samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom".

Spørgers formidlingsydelse udgør en transaktion i forbindelse med værdipapirer.

Spørgers formidlingsydelse i relation til de to ejendomsselskaber vil af overstående årsager være fritaget for moms i henhold til momslovens § 13, idet ydelsen udgør en "transaktion, herunder en forhandling, i forbindelse med et værdipapir".

EU-Domstolen har i sag C-235/00, CSC Financial Services Ltd fastslået, at begrebet "transaktion", omfatter transaktioner, hvorved rettigheder og forpligtelser for partnere i forbindelse med værdipapirer kan opstå, ændres eller ophøre.

EU-Domstolen har endvidere den 5. juli 2012 afsagt dom i sagen mellem Staatssecretaris van Financiën og DTZ Zadelhoff vof. sag, C-259/11, udsprang af DTZ Zadelhoffs udøvelse af mægler- og rådgivningsvirksomhed vedrørende fast ejendom.

Den mægler- og rådgivningsvirksomhed, som DTZ Zadelhoff havde udført i den pågældende sag, bestod i mod vederlag at søge købere til fast ejendom, som efterfølgende blev solgt og overdraget gennem overdragelse af aktier. Domstolen fastslog at:

"(...) den bistand, som DTZ Zadelhoff havde ydet svarer til udtrykket "forhandlinger" vedrørende aktier i den forstand, hvori det er anvendt i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5." [Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e)]

Det må i lyset af den foreliggende EU-domstolspraksis, herunder særligt i lyset af C-259/11, DTZ Zadelhoff, fastslås, at den ydelse, som Spørger har ydet i forbindelse med overdragelse af de to ejendomsselskaber udgør en transaktion i forbindelse med værdipapirer.

Spørgers honorar skal derfor i udgangspunktet ikke pålægges moms, med mindre transaktionen vedrører en ny bygning og sikrer erhververen en ret over den faste ejendom.

Transaktioner, der giver eller sikrer erhververen "ret over ny fast ejendom"

Momsfritagelsen efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) finder ifølge ordlyden ikke anvendelse, hvis transaktionen sikrer erhververen en ret over fast ejendom.

EU-Domstolen har i DTZ Zadelhoff, præmis 42, imidlertid fastslået, at indskrænkningen af fritagelsen alene finder anvendelse, hvis den pågældende medlemsstat har indført en bestemmelse, der sidestiller andele og aktier med materielle goder, når besiddelsen af ejerandelene retligt eller faktisk sikrer erhververen en ret over en fast ejendom.

I Danmark er ved momsbekendtgørelsen § 57, stk. 5 indført en bestemmelse, hvorefter overdragelse af andele og aktier anses for at være en levering, når besiddelsen af andelen eller aktierne sikrer rettigheder over en ny bygning.

Spørgers honorar bør allerede derfor være fritaget for moms, idet transaktionerne, jf. ovenfor, ikke er relateret til en ny bygning i momslovens forstand.

Rådighed over fast ejendom

Såfremt Spørgers transaktion måtte anses for at være relateret til en ny bygning i momslovens forstand, vil Spørgers honorar også i den situation være fritaget for moms, idet transaktionen ikke giver erhververen en ret over fast ejendom i momssystemdirektivets forstand.

Begrebet ret over ejendommen skal ses i lyset af EU-domstolspraksis, herunder sag C-326/99, Goed Wonen, præmis 55, der fastslår, at der alene foreligger en ret over en fast ejendom, hvis erhververen råder over ejendommen som en ejer og har ret til at udelukke andre fra at udnytte ejendommen.

Udlejning af fast ejendom i momssystemdirektivet består, som fastslået i sag C-108/99, Cantor Fitzgerald, præmis 21:

"(...) grundlæggende i, at ejeren af en ejendom mod betaling af leje og for en aftalt periode overlader lejeren brugsretten til sin ejendom og retten til at udelukke andre herfra".

En erhverver af kapitalandelene i en udlejningsejendom opnår således ikke en ret som ejer eller bruger over fast ejendom, idet brugsretten tilkommer lejerne. Selve transaktionen af aktierne har således ingen indvirkning i momsmæssig forstand på brugsretten til ejendommen.

Da Spørgers transaktioner ikke er relateret til transaktioner, som giver erhververen (ejendomsselskabet) en rettighed over fast ejendom i momssystemdirektivets forstand, er Spørgers honorar også af den årsag momsfritaget.

Det er som følge af overstående repræsentantens opfattelse, at Spørgers honorar ikke skal pålægges moms, idet ydelserne er relateret til overdragelse af kapitalandele i selskaberne.

Spørgsmålet bør derfor besvares med et 'ja'. 

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at honorar opkrævet af Spørger for formidling af salg af kapitalandele i to ejendomsselskaber ikke er momspligtigt.

Lovgrundlag

Momsloven § 13, stk. 1, nr. 9 og nr. 11

Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:

(...)

9) Levering af fast ejendom. Fritagelsen omfatter dog ikke:

a) levering af en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord
b) levering af en byggegrund, uanset om den er byggemodnet, og særskilt levering af en bebygget grund 

(...) 

11) Følgende finansielle aktiviteter: 

(...)

e) transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer, bortset fra varerepræsentativer og dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder, over fast ejendom, samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom.

Momssystemdirektivet artikel 135, stk. 1, litra f)

Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

(...) 

f) transaktioner, herunder formidling, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med aktier, andele i selskaber eller andre sammenslutninger, obligationer og andre adkomstbeviser, bortset fra varerepræsentativer og de i artikel 15, stk. 2, omhandlede rettigheder og adkomstbeviser.

Artikel 15, stk. 2

Medlemsstaterne kan anse følgende som materielle goder:

a) bestemte rettigheder over fast ejendom
b) tinglige rettigheder, som giver indehaveren heraf brugsret til en fast ejendom
c) andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller del af en fast ejendom.

Bekendtgørelse til momsloven § 57, stk. 5

Overdragelse af andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en ny bygning eller en ny bygning med tilhørende jord, anses for at være levering af en ny bygning med evt. tilhørende jord.

Praksis

EU-Domstolen, sag C-259/11, DTZ Zadelhoff vof

EUD fastslår i sag C-259/11, at overdragelse af aktier i selskaber, som ligeledes indebærer overdragelse af fast ejendom, der tilhører disse selskaber, er omfattet af momsfritagelsen i 6. momsdirektiv, artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5) [nuværende momsdirektiv artikel 135, stk. 1, litra f)], om transaktioner i forbindelse med aktier.

Den for medlemsstaterne fakultative undtagelse til fritagelsen, som fastsat i artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5) [nuværende momsdirektiv artikel 135, stk. 1, litra f)], andet led, finder ikke anvendelse, hvis medlemsstaten ikke har gjort brug af muligheden i artikel 5, stk. 3, litra c) [nuværende momsdirektiv artikel 15, stk. 2, litra c)], for at anse andele og aktier for materielle goder, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom.

Af dommen fremgår videre:

"P22. Hvad nærmere angår rækkevidden af sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5) [nuværende momsdirektiv artikel 135, stk. 1, litra f)] har Domstolen fastslået, at transaktioner med aktier og øvrige adkomstbeviser er transaktioner der udføres på værdipapirmarkedet, og at handel med værdipapirer indebærer dispositioner, som ændrer det retlige og økonomiske forhold mellem parterne. (...)"

"P23. Begrebet »transaktioner [...] i forbindelse med aktier« i den forstand, hvori det er anvendt i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 5) [nuværende momsdirektiv artikel 135, stk. 1, litra f)], omfatter derfor transaktioner, hvorved rettigheder og forpligtelser for parterne i forbindelse med værdipapirer kan opstå, ændres eller ophøre. (...)"  (Se også sag C-235/00, CSC)

 I præmis 25 anfører Domstolen, at det ikke er relevant, at [aktie/ejendoms-] sælgeren ikke på det tidspunkt, hvor DTZ Zadelhoff fik opgaven med at søge købere til ejendomskomplekset, havde oplyst, om det var ejendomsretten til komplekset, eller det var aktierne til det selskab, der ejede komplekset, der skulle sælges.

Videre hedder det:

"(...) Uanset hvilken hensigt Stienstra [sælger] eventuelt oprindeligt havde, skal transaktionens objektive karakter derfor, medmindre der er tale om et undtagelsestilfælde, tages i betragtning som en transaktion vedrørene aktier, eftersom den transaktion, der i sidste ende fandt sted, bestod af en sådan transaktion."

Af præmis 26-27 fremgår, at udtrykket »herunder forhandlinger« ikke skal definere hovedindholdet af den i bestemmelsen fastsatte fritagelse, men at det har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

Videre bemærkes det, at udtrykket, »forhandlinger« i den sammenhæng, hvori det indgår i det nuværende momsdirektiv artikel 135, stk. 1, litra f), bl.a. tager sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke optræder som part i en kontrakt om et finansielt produkt, og hvis virksomhed adskiller sig fra de kontraktmæssige ydelser, der typisk udføres af parterne i sådanne kontrakter.

Mellemmandsvirksomhed er en tjenesteydelse, som udføres over for en kontraktpart, der betaler herfor, og kan bl.a. bestå i at give denne oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en kontrakt, at optage kontakt med den anden part [køber] og i mandantens navn [sælger] og for dennes regning at føre forhandlinger om den nærmere fastlæggelse af de gensidige ydelser. (Se også sag C-235/00, CSC, præmis 39)

EU-Domstolen, sag 235/00, CSC Financial Services Ltd.

Begrebet transaktioner i forbindelse med værdipapirer omfatter transaktioner, hvorved rettigheder og forpligtelser for parterne i forbindelse med værdipapirer kan opstå, ændres eller ophøre.

Begrebet forhandlinger i forbindelse med værdipapirer tager sigte på en virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke optræder som part i en kontrakt om et finansielt produkt, og som adskiller sig fra de kontraktmæssige ydelser, der typisk udføres af parterne i sådanne kontrakter.

Begrebet forhandlinger i forbindelse med værdipapirer omfatter ikke tjenesteydelser, som kun består i at give oplysninger om et finansielt produkt og i givet fald at modtage og behandle bestillinger på tegning af de pågældende værdipapirer men ikke i udstedelse af værdipapirerne.

SKM2011.133.SR

Skatterådet bekræfter, at salg af samtlige aktier i et selskab, som udelukkende indeholder en nyopført ejendom, skal betragtes som momsfrit salg af aktier, når besiddelsen af aktierne ikke retligt eller faktisk sikre rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom.

Den Juridiske Vejledning 2015-1, afsnit D.A.5.11.8.7 om 'Forhandlinger vedrørende værdipapirer'

Udtrykket "herunder forhandlinger" i bestemmelsen skal ikke definere hovedindholdet af momsfritagelsen, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

Udtrykket tager sigte på den virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke selv er part i en kontrakt om et finansielt produkt. Formidlingsvirksomhed har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. Der er derimod ikke tale om formidling, når en af kontraktparterne overlader det til en underleverandør at udføre en del af de faktiske transaktioner i forbindelse med kontrakten, herunder at give oplysninger til den anden part, at modtage og behandle bestillinger på tegning af de værdipapirer, kontrakten angår. I så fald indtager underleverandøren samme position som sælgeren af det finansielle produkt. Den pågældende er dermed ikke en mellemmand.

Begrundelse

Anmodningen vedrører 2 dispositioner, hvor Spørger har medvirket til formidling af salg af aktie-/anpartsselskaber, hvis eneste aktiv var en fast ejendom.

I sag 1) solgte B A/S A A/S og to nystiftede selskaber mod et vederlag, der delvis bestod af E ApS, F ApS. Alle de i sagen omhandlede selskaber var ejendomsselskaber, hvis aktiver alene bestod af fast ejendom.

Det er oplyst, at Spørger i forbindelse med overdragelsen foretog vurdering af samtlige ejendomme, der indgik i transaktionen.

Spørger udarbejdede prospekt for de tre enheder, der blev overdraget fra sælgerselskabet og bistod med afdækning af markedet og af potentielle køberemner.

Videre var Spørger med i forhandlingerne mellem køber og sælger og deltog i dagslange møder med parterne og deres repræsentanter.

Endelig bistod Spørger i forbindelse med drøftelser om overdragelsesaftalen og har forestået dialogen med pengeinstitutter i forbindelse med overdragelsen.

I sag 2) bistod Spørger G ApS i forbindelse med overdragelsen af det nystiftede ApS med at finde en egnet køber, og det var Spørger, der formidlede kontakten mellem køber og sælger.

Videre fremviste Spørger ejendommen samt forelagde oplysninger om ejendommen, området, infrastruktur med videre for køber. Spørger har også indhentet oplysninger om sammenlignelige lejemål, lejepriser, lejlighedspriser med videre som led i parternes forhandlinger om prisfastsættelsen.

Endelig har Spørger været en del af forhandlingerne mellem køber og sælger, herunder ved deltagelse i møder, hvor Spørger har bistået i forbindelse med parternes fastlæggelse af den konstruktion, der er anvendt i forbindelse med overdragelsen.

Overdragelse af aktier- og ejers eksklusive brugsret

Ifølge momslovens § 4, jf. § 3, skal der betales moms af levering af varer og ydelser, der mod vederlag leveres af en afgiftspligtig person her i landet. Undtaget herfra er bl.a. levering af fast ejendom, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 9 samt transaktioner, herunder forhandlinger, i forbindelse med værdipapirer, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11 litra e).

Det følger af momsdirektivet artikel 135, stk. 1, litra f), sammenholdt med artikel 15, stk. 2, som er implementeret ved momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra e), at rettigheder over fast ejendom er undtaget fra værdipapirbegrebet her i landet.

Andele og aktier er heller ikke omfattet af fritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 11, litra e), når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom, jf. bekendtgørelsen til momsloven § 57, stk. 5.

De tilfælde af overdragelse af andele og aktier i juridiske enheder, som er omfattet af momspligten, og dermed udgør en levering af en ny bygning mv. eller en byggegrund mv. i momslovens forstand, omfatter overdragelse af andele og aktier, der giver besidderen af andelen mv. en eksklusiv brugsret til en fast ejendom.

Dette gælder eksempelvis overdragelse af aktier i aktieselskaber, såkaldte aktielejligheder, hvor der sker en faktisk fordeling af lejlighederne i en ejendom ved indflytning, og retten til ejendommen eller en del heraf (lejligheden) er knyttet til/følger med ved overdragelsen af aktierne.

Det beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af de konkrete omstændigheder, hvornår overdragelsen af anparter og/eller aktier udgør levering af fast ejendom.

Som udgangspunkt anses salg af aktier og anparter i aktie- og anpartsselskaber, hvori indgår aktiver i form af fast ejendom, ikke for salg af fast ejendom. (Se bl.a. SKM2011.133.SR)

Det fremgår ikke af denne anmodnings oplysninger, at besiddelse af de pågældende aktier/anparter medfører en eksklusiv brugsret eller lignende af de faste ejendomme, idet besiddelsen alene ses at medføre ejerskabet af aktierne/anparterne. Derfor anses de to gennemførte dispositioner, der spørges til, hvor alle aktier i ejendomsselskabet A A/S henholdsvis alle anparter i det af G ApS nystiftede selskab overdrages til andre parter, som momsfritaget aktie/anpartsoverdragelse, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e).

Formidling

Af ordlyden af momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra e) fremgår "transaktioner, herunder forhandlinger (...)".

Udtrykket "herunder forhandlinger" i bestemmelsen skal ikke definere hovedindholdet af momsfritagelsen, men har til formål at udvide bestemmelsens anvendelsesområde til formidlingsvirksomhed.

Udtrykket "forhandlinger" tager sigte på den virksomhed, som udøves af en mellemmand, der ikke selv er part i en kontrakt om et finansielt produkt. Formidlingsvirksomhed har således til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. (Se sag C-235/00, CSC; sag C-259/11, DTZ Zadelhoff samt DJV 2015-1, afsnit D.A.5.11.8.7 om 'Forhandlinger vedrørende værdipapirer')

Mellemmandsvirksomhed kan bl.a. bestå i at give kontraktparten oplysning om, hvornår der kan være mulighed for at indgå en kontrakt, at optage kontakt med en anden part [køber] og i mandantens navn [sælger] og for dennes regning at føre forhandlinger om den nærmere fastlæggelse af de gensidige ydelser. Virksomheden har til formål at træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de to parter indgår en kontrakt, uden at formidleren har en selvstændig interesse i kontraktens indhold. (Se sag C-235/00, CSC, præmis 39 og sag C-259/11, DTZ Zadelhoff, præmis 27)

Af sag C-259/11 fremgår, at transaktioner i forbindelse med aktier er transaktioner der udføres på værdipapirmarkedet, og at handel hermed indebærer dispositioner som ændrer det retlige og økonomiske forhold mellem parterne. Det vil sige at rettigheder og forpligtelser for parterne i forbindelse med værdipapirer kan opstå, ændres eller ophøre. (præmis 23)

Videre fremgår, at uanset hvilken hensigt sælgeren af ejendomsselskabet oprindeligt havde, skal transaktionens objektive karakter tages i betragtning som en transaktion vedrørende aktier, eftersom den transaktion, der i sidste ende fandt sted, bestod af en sådan transaktion. (præmis 25)

Spørger leverede ydelser mod vederlag i forbindelse med dispositionerne 1) og 2), hvor Spørger bl.a. bistod med afdækning af markedet og potentielle køberemner, samt formidlede kontakten til købere af selskaberne, hvis eneste aktiv var fast ejendom. Den leverede ydelse havde, i lighed med DTZ Zadelhoffs levering i sag C-259/11, til formål at bevirke at 1) B A/S og C ApS henholdsvis 2) G ApS og J, indgik deres respektive kontrakter, uden at Spørger havde en selvstændig interesse i disse kontrakters indhold.

De af Spørger leverede ydelser, kan på denne baggrund kvalificeres som en særskilt formidlingsvirksomhed, der faktisk førte til overdragelse af aktier og anparter, hvorfor ydelserne er momsfritaget i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e).

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.