Østre Landsrets dom af 18. august 2016 i sag S-3490-15

Info
  • SKM2017.35.ØLR

Resumé:

T var tiltalt for momssvig. T var indehaver af en virksomhed. En medtiltalt havde i forening og efter forudgående aftale med T via Tast Selv indberettet 219.344 kr. i fiktiv købsmoms og 7.544 kr. i fiktiv salgsmoms. Efterfølgende havde de fremsendt diverse mails og fiktive fakturaer til SKAT som dokumentation for den angivne købsmoms med henblik på at få 211.800 kr. udbetalt i momsrefusion. SKAT afslog at udbetale beløbet. T havde derved unddraget for 211.800 kr. i moms.

T forklarede at hun ikke på indberetningstidspunktet var bekendt med, at den medtiltalte foretog indberetningen til SKAT, og at hun ikke havde til hensigt uberettiget at opnå momsrefusion.

Byretten fandt T skyldig i momssvig. T idømtes en bøde på 360.000 kr.

Landsretten stadfæstede byretsdommen. Landsretten fandt T's forklaring om at have medvirket til de erkendte urigtige oplysninger om momsrefusion for at samle materiale mod medtiltalt utroværdig. Forklaringen er efter sit indhold usandsynlig og i modstrid med den korrespondance, T har haft med SKAT i sagen.

Østre Landsrets dom af 18. august 2016, sagsnr. S-3490-15

Parter

Anklagemyndigheden

Mod

T

(Advokat Anders Schønnemann Olesen)

Afsagt af landsdommerne

Linde Jensen, Katja Høegh og Kim Holst (kst.)

...........................................................................................................

Byrettens dom af 2. december 2015, sagsnr. 18A-1609/2015

T, Y1-adresse, Y2-by, er tiltalt for overtrædelse af

Momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1

ved, som indehaver af virksomheden G1, cvr.nr. ...11, i forening og efter forudgående aftale med SH, Y3-adresse i Y4-by med forsæt til afgiftsunddragelse, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet SH den 4. oktober 2011 via tast-selv på vegne virksomheden G1 indberettede 219.344 kr. i fiktiv købsmoms og 7.544 i fiktiv salgsmoms, ligesom tiltalte og SH efterfølgende fremsendte diverse mails samt fiktive fakturaer til SKAT som dokumentation for den angivne købsmoms, alt i den hensigt uberettiget at få udbetalt 211.800 kr. i momsrefusion, hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet SKAT afslog at udbetale beløbet.

Påstande 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger 

Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet IU, SKAT.

T har forklaret, at hun har stiftet virksomheden G1 umiddelbart før denne sags start. Det kan godt passe, at hun startede virksomheden den 1. september 2011. Hun havde forinden arbejdet for SH, og hun havde tillid til ham. Han var ikke involveret i opstarten af hendes virksomhed.

Hun havde ikke bedt SH om at indberette moms for hendes virksomhed, men han lavede momsindberetningerne. Han skrev til hende samme dag, som han havde indberettet momsen til SKAT. SH ville have penge for at have lavet indberetningen.

Hendes virksomhed skulle udbyde healingmassage, som er fritaget for moms, og hun ville aldrig tjene så meget, hvorfor indberetningen var overdreven. Hun kontaktede ikke SKAT og oplyste, at hun ikke havde foretaget indberetningen.

Hun var i sommeren 2011 blevet kontaktet af ZZ vedrørende SH og nogle bilag, hvor hendes underskrift var på bilagene. Hun havde i den forbindelse fundet ud af, at hun sad som direktør i to af SH's selskaber. Hun ringede til SH og gav udtryk for sin bekymring. Hun skrev til revisoren, som stod registeret som revisor i selskaberne, hvor hun stod som direktør, at hun ikke havde noget at gøre med selskaberne. Hun kontaktede ikke andre.

SKAT kontaktede hende på et tidspunkt for at få dokumentation for de indberettede momsbeløb. Hun skrev derfor til SH for at få bilag. Hun fik bilag fra SH og sendte dem til SKAT sammen med hendes eksamensbevis. Hun skrev frem og tilbage med SH og SKAT i et par måneder.

Hun afventede, at SKAT opdagede, at der var noget galt, og at hun fik bevis for at SH forfalskede hendes underskrift. Hun fik på et tidspunkt et gældsbrev fra SH, hvor der stod, at hun skyldte ham penge. Hun forsøgte, at skaffe flere beviser mod SH inden hun gik til politiet. Hun gav ikke besked til SKAT om, at der var lavede forfalskede underskrifter.

Mailkorrespondancen var i slutningen af 2011 start 2012.

Hun indgik på et tidspunkt en aftale med SH om, at han skrev en erklæring om, at hun ikke var involveret i hans forretninger, og hun underskrev en erklæring om, at hun ikke ville udtale sig om hans forretning. Hun gik ikke til politiet eller til SKAT med oplysningerne, hun fik indsamlet.

Hun regnede ikke med at få penge udbetalt fra SKAT. Hun tænkte ikke over, at hun uberettiget kunne få moms udbetalt, da hun ikke havde en firmakonto. Hun ville ikke afgiftsunddrage SKAT.

Den 21. oktober 2011 sendte hun en mail med bilag til SKAT herunder en faktura nummer 001 fra G1. Fakturaen var reel. Hun sendte den, fordi SKAT havde anmodet om bilag. Faktura 1023 fra G2 og G3 var begge nogle hun fik fra SH. Hun videresendte dem til SKAT.

Den 25. oktober 2011 sendte hun en mail til SKAT med et gældsbrev, som hun havde fået af SH, og som hun ikke havde underskrevet. Følgebrevet var forfattet af SH.

Mailen af 28. oktober 2011 indeholder hendes svar på spørgsmål fra SKAT og er sammen med mail af 3. december 2011 forfattet af SH og videresendt til SKAT af hende. SH opfordrede hende til at rykke SKAT for udbetalingen af moms, men hun ringede ikke til SKAT.

Rykkeren til SKAT vedrørende momsen sendt den 12. december 2011 fik hun fra SH og videresendte.

Mailen fra mailadresse1 til T den 4. oktober 2011 var vedhæftet en momsindberetning hvoraf fremgik, at der ville blive udbetalt 211.800 kr. Hun fik mailen fra SH og tænkte, at han umuligt kunne have foretaget indberetning til SKAT på hendes vegne, da hun havde sit Nem ID.

Hun skrev den 28. november 2011 til SH på hans mail. Det fremgår, at hun ikke har nerver til at lave "disse ting". SH har i nogle år lavet hendes selvangivelse, og det var de igang med at afslutte. Hendes omgangskreds stillede spørgsmål til hende vedrørende hendes forhold til ham. Mailen vedrørte også momssagen, men også den omstændighed, at hun stod registreret som direktør i to selskaber, som hun ikke havde noget at gøre med.

Hun skrev den 5. februar 2012 en mail til SH vedrørende moms. Hun bad ham om at rette indberetningerne. Det fremgik af mailen, at indberetningen skulle gå i nul og bad ham om at rette indberetningen. Hun kan ikke huske, om hun havde fået et udkast til afgørelse fra SKAT, men det kan godt være.

Hun kontaktede på et tidspunkt SH's advokat. Hun opdagede herigennem, at hendes adresse var flyttet til SH's adresse.

Hun gik ikke til politiet eller SKAT, fordi hun ikke havde beviser nok.

Der blev afgivet forklaring af tiltalte og - efter behørig formaning - af vidnet IU fra SKAT.

IU har forklaret, at hun i slutningen af 2011 starten 2012 overtog en kontrol af virksomheden G1 fra en kollega. Sagen var mistænkelig fordi anmodningen vedrørte et stort beløb i en nystartet virksomhed. Senere kom det frem, at virksomheden havde personsammenfald med personer, der var kendinge i SKAT. Hun har kun korresponderet med T på mail. T gav på intet tidspunkt besked om, at det var tale om fusk. Der blev derimod fremsendt supplerende materiale og rykket for udbetaling af moms.

Hun vurderede materialet og mente ikke, at der var objektive momenter til at understøtte, at man ønskede, at drive virksomheden. Det var påfaldende, at der var indkøbt en pavillon, som lignede et hus da handel med huse er momsfritaget.

De fremsendte en udkast til afgørelse hvoraf fremgik, at man ikke mente, at der var hensigt til at drive virksomhed, og at pavillonen var et hus og derfor momsfritaget. Forslaget til afgørelsen blev sendt den 26. januar 2011. De hørte intet og traf afgørelse i marts 2011. De nulstillede herefter både købs- og salgsmoms. Det var en atypisk afgørelse at nulstille det hele og ikke kun købsmoms.

For at foretage momsindberetning til SKAT, skal man bruge tast-selv kode eller bruge en revisorløsning, hvor man autoriserer en anden til at foretage indberetningen. Man kunne bestille tast-selv kode, og hvis man havde cvr. nummeret kunne man foretage indberetningen. Tast-selv koden sendes altid til den adresse som virksomheden var registret.

Det fremgår af e-mail af 4. oktober 2011 kl. 21:50 fra T til SH følgende:

"...

Der kommer kr. 211.800,- ind på bankkontoen

..."

Det fremgår af e-mail af 21. oktober 2011 kl. 13:20 fra T til IH, følgende:

"...

Under henvisning til deres skrivelse af 7.10.2011, sender jeg hermed materiale til godkendelse for kvt. 3 i 2011.

Da jeg lige er startet og der ikke er så mange bilag - vedhæfter jeg dem denne mail.

T

..."

Det fremgår af e-mail af 28. november 2011 kl. 13:59 fra T til SH følgende:

"...

SH

Her er svar på hvad jeg bruger mine ting til

Når vi har afsluttet alle disse ting med moms og skat - må vi lige lave et møde så alt kommer tilbage hvor det skal være.

Jeg har ikke nerver til disse ting - og kan ikke bare "finde" på noget hvis jeg skal tale med folk.

Det stresser mig du taler til mig på den måde:-(

Jeg gør virkelig hvad jeg kan - men må også have ret til at sige fra når jeg ved det er noget jeg ikke kan klare. Jeg er igang med at printe mine selvangivelser ud for de år de har bedt om - og kørselskema har du fået tilsendt - så er der andet du mangler?

Send en mail hvis jeg skal printe andet ud - jeg træffes kun på mail indtil torsdag morgen snakkes ved

T

..."

Det fremgår af e-mail af 3. december 2011 kl. 14:27 fra T til IH følgende:

"...

Att IH

Under henvisning til deres senes skrivelse, sender jeg herved svar på deres spørgsmål: Inventar og forretningsplan:

Briks - bruges til at give mine kunder healings massage samt reiki healing

Stole briksen - bruges til at give kunderne massage på ryggen

Stole og borde bruges ved samtaler med mine kunder. Fotoapp. Bruges til min fotoafdeling, hvor jeg tager billeder.

Videokamera bruges til optagelser af forskellige øvelser - da jeg påtænker at lave Undervisning i healingsmassage.

Pavillon er købt på lejet på grund.

der er ganske alm. Adgangsforhold med både fælles og egen adgangsforhold Jeg har fået henstand, til betaling af renter og afdrag, indtil at jeg modtager tilbagebetaling af moms for 3. Kvt. Hvor jeg nu går ud fra at sagen r belyst, så jeg modtager tilbagebetaling af moms for 3. Kvt. 2011 inde for kort tid.

Mvh

T

..."

Det fremgår af e-mail af 12. december 2011 kl. 11:54 fra T til IH følgende:

"...

Att. IH

Under henvisning til min senes svarskrivelse, til godkendelse af momsregnskab for 3. Kvartal 2011, hverved skal venligst spørge om momsrefusion er sendt til udbetaling.

Da jeg formår nu, at det nu er 2 mdr. siden at jeg har indberette moms, og efter hvad der står på jeres hjemmeside, skulle momsrefusoin senes efter 21 dage være udbetalt.

mvh.

T

..."

Rettens begrundelse og afgørelse 

Den 4. oktober 2011 blev der i Ts personligt drevne virksomhed, G1, indberettet 219.344 kr. i købsmoms og 7.544 kr. i salgsmoms. Virksomheden havde efter disse oplysninger et momstilgodehavende på 211.800 kr. T har forklaret, at det var SH, der foretog momsindberetningen.

T modtog senere den 4. oktober 2011 en mail fra SH, hvoraf fremgik, at der ville komme 211.800 kr. til udbetaling på bankkontoen. I de følgende måneder fremsendte T på SKATs anmodning dokumentation for momsindberetningen i form af bilag, som hun vidste, var fiktive, og afgav urigtige svar på spørgsmål fra SKAT vedrørende momsindberetningen. T skrev den 28. november 2011 i en email til SH om deres samarbejde og gav udtryk for, at hun ikke havde "nerver til disse ting", herunder moms og skat. T rykkede flere gange SKAT for refusionen af moms.

Retten må under disse omstændigheder tilsidesætte As forklaring om, at hun ikke på indberetningstidspunktet var bekendt med, at SH foretog indberetningen til SKAT, og at hun ikke havde til hensigt uberettiget at opnå momsrefusion. Retten finder det herefter bevist, at T havde til hensigt at opnå en uberettiget momsrefusion på baggrund af den urigtige indberetning foretaget af SH og de urigtige oplysninger afgivet af hende. T er derfor skyldig i den rejste tiltale.

Straffen fastsættes til en bøde på 360.000 kr., jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t: 

T skal betale en bøde på 360.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 60 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

................................................................................................................

Østre Landsrets dom af 18. august 2016, sagsnr. S-3490-15

Byrettens dom af 2. december 2015 (18A-1609/2015) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Anklagemyndigheden har oplyst, at den i sagen nævnte SH ved dom af 12. februar 2016 er fundet skyldig i blandt andet det i denne sag omhandlede forhold.

Han blev idømt 3 års fængsel og en tillægsbøde på 6 mio. kr. Dommen er endelig bortset fra spørgsmål om konfiskation, som er anket.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte.

Den i byretten af vidnet IU afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at hun stadig ikke kan huske, om hun før, hun skrev mailen af 5. februar 2012 om "fiktive bilag" til SH, havde fået udkastet af 26. januar 2012 til afgørelse fra SKAT, men det havde hun nok. Hun vidste godt, at fakturaerne var fiktive.

Når hun ikke gik til SKAT vedrørende den urigtige momsindberetning, var det, fordi hun i sommeren 2011 blev kontaktet fra ZZ, som er et fjernsynsprogram. De var i gang med at undersøge SHs forhold. Hun blev kontaktet, fordi hun havde 2 bestyrelsesposter i hans selskaber. Hun kendte intet til dette. De viste hende nogle falske dokumenter. SH havde brugt hendes navn og hendes tidligere firmas navn. Der skete også mange andre ting, som påvirkede hende i sommeren 2011, herunder blev hun udsat for trusler og måtte skifte lejlighed. Ejendommen på Y5-adresse, hvor hun boede, og som SH rådede over, blev solgt, og det viste sig, at der var begået en række fiflerier af SH. Hun blev rendt på dørene af alle mulige, da hun havde fungeret som vicevært. Hun besluttede at samle materiale vedrørende SH i en mappe, før hun gik til politiet. I hendes verden var det materiale, hun havde, ikke nok. Hun var bange for SH og mente, at hun skulle have et godt materiale, hvis hun skulle kunne "gå op imod ham". Hun var bange for SH. Han truede folk i ejendommen med for eksempel at "ryge ud". Hun var bekymret, fordi hun ikke havde nogen lejekontrakt. Hun frygtede at blive sat på gaden.

Da hun den 4. oktober 2011 fik mailen fra SH om, at hun ville modtage tilbagebetaling af moms på 211.808 kr., tænkte hun, at "han er da for dum, for jeg har jo altid mit Nem-id på mig" Hun bemærkede ikke, at der var vedhæftet filer til mailen, som viste, at der var foretaget en indberetning til SKAT. Da hun fik henvendelserne fra SKAT, ringede hun til SH og gjorde ham opmærksom på, at det, hun foretog i sin virksomhed, var momsfritaget. Det var SH, som skulle have alle momspengene. Det krævede han. Det, som står i byrettens gengivelse af hendes forklaring om, at han skulle have penge for at lave indberetningen, var ikke det, hun mente. Hun forstod det sådan, at han skulle have hele momsbeløbet. Hun tænkte, at her kunne hun "snuppe ham". Han ville ikke sende de fiktive fakturaer til hende, før hun selv havde lavet en faktura. Herefter lavede han resten af arbejdet med fakturaerne. Hun gjorde det kun for at ramme ham. Der var ikke nogen af de svar, som hun sendte til SKAT, som hun selv formulerede. SH har skrevet dem alle sammen. Hun gemte hans mails. Når hun i e-mailen af 5. marts 2012 henviste til "råd" fra SKAT, var det, fordi hun tænkte, at "så kunne man lukke momssagen her". Der var ikke mulighed for at samle flere beviser mod SH vedrørende det med momsen. SH gik imidlertid "under jorden" og svarede ikke.

SH var også langsom til at fjerne hendes navne i hans firmaer. Det lykkedes til sidst. De indgik aftalen af 22. maj 2012, hvorefter hun skulle modtage 19.000 kr. Det vedrørte indskuddet til dem, der havde boet i den lejlighed, hun var flyttet ind i. Der var en tavshedsforpligtelse for hende i aftalen med en konventionalbod på 250.000 kr.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten finder tiltaltes forklaring om at have medvirket til de erkendte urigtige oplysninger om momsrefusion for at samle materiale mod SH utroværdig. Forklaringen er efter sit indhold usandsynlig og i modstrid med den korrespondance, tiltalte har haft med SKAT i sagen. Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte herefter af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.

Bødestraffen med forvandlingsstraf findes passende.

Den omstændighed, at SKAT først fremsatte tiltalebegæring mod tiltalte den 7. april 2014 - og således 2 år efter SKAT den 5. marts 2012 havde truffet afgørelse om ændring af tiltaltes momsangivelse - findes ikke i denne sag at kunne føre til nedsættelse af den forskyldte bøde. Det bemærkes herved, at sagen er en udløber af et større sagskompleks.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t :

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.