Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 21. maj 2002 i sag 99/02-4748-00022

Info
  • SKM2002.288.LR

Resumé:

En landmand spurgte, om han på baggrund af sin sygdom kunne få dispensation fra krav i pensionsbeskatningslovens § 15A, således at han kunne få fradrag for indskud på en pensionsordning, hvis indskuddet bestod i hans andel af avancen ved salg af en landbrugsbedrift. Ligningsrådet svarede nej.

Spørgsmål

Vil A på baggrund af sin sygdom kunne få dispensation for kravene i pensionsbeskatningslovens § 15A, stk. 1 og 2, således at han får mulighed for at foretage en pensionsindbetaling i henhold til pensionsbeskatningslovens § 15A?

Svar

Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold 

Pensionsbeskatningslovens § 15A er en ny regel, som første gang får virkning for indkomståret 2001. Reglen bestemmer, at personer, der i forbindelse med afståelse af deres erhvervsmæssige virksomhed eller en andel af denne opnår en skattepligtig fortjeneste, kan indskyde fortjenesten på en pensionsordning og derved få fradragsret for det indskudte beløb.

Bestemmelsen har til formål at indføre en særlig adgang for personer over 55 år, der har drevet selvstændig virksomhed i mindst 10 år, til at oprette pensionsordninger i forbindelse med virksomhedsophør. Disse personer står ved erhvervsvirksomhedens ophør typisk dels med en skattepligtig fortjeneste hidrørende fra virksomheden, dels med en meget begrænset eller helt manglende pensionsopsparing.

Bestemmelsen går ud på at tillade en nærmere afgrænset persongruppe at anvende et beløb svarende til den skattepligtige fortjeneste ved afståelse af virksomhed, dog maks. 2. mio kr. (2001-niveau) til at oprette pensionsordninger med løbende udbetalinger og ratepensionsordninger efter særlige beskatningsregler, der tilgodeser de pågældendes særlige situation.

Ved salg af en virksomhed, der har været drevet i personligt regi, opgøres beløbet på grundlag af de skattepligtige gevinster, der opnås ved salg af virksomhedens aktiver, såsom driftsmidler, goodwill og andre immaterielle aktiver, fast ejendom og værdipapirer, med fradrag af tab.

Den 1. marts 1996 erhvervede A sammen med sin søster B en landbrugsbedrift på 88 hektar. De driver landbruget som et interessentskab. På grund af sygdom agter de at afhænde landbrugsbedriften i 2002.

A ønsker at indskyde sin del af avancen ved salget på en ophørspension efter pensionsbeskatningslovens § 15A, men han - som kun er 44 år - opfylder ikke alderskravet på 55 år. Han har kun været selvstændig fra 1. marts 1996 og opfylder således heller ikke kravet om mindst 10 års arbejde som selvstændig. På grund af sygdommen sklerose er han nødt til at stoppe som erhvervsaktiv og er tilkendt førtidspension.

Den skatteansættende myndigheds udtalelse

Skatteadministrationen i kommunen har meddelt, at kommunen ikke finder, at der er adgang til at dispensere fra kravene i pensionsbeskatningslovens § 15 A, stk. 1 og 2.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Efter det oplyste bliver den landbrugsbedrift, som A ejer halvdelen af, drevet som en selvstændig erhvervsvirksomhed i interessentskabsform. Salget af hans andel af landbrugsbedriften må således kunne betegnes som en afståelse af hans erhvervsmæssige virksomhed.

A opfylder ikke alderskravet på 55 år.

Det er en betingelse for at oprette en ophørspension efter pensionsbeskatningslovens § 15A, at personen har drevet selvstændig virksomhed eller virksomhed i aktie- eller anpartsselskabsform, hvor personen har været hovedaktionær. Virksomheden skal være drevet i en periode på mindst 10 år forud for det indkomstår, hvor ordningen oprettes.

A har kun været selvstændig fra 1. marts 1996 og opfylder således heller ikke kravet om mindst 10 års arbejde som selvstændig. På grund af sygdommen sklerose er han nødt til at stoppe som erhvervsaktiv og er tilkendt førtidspension. Der er ikke hjemmel til at dispensere fra alderskravet på 55 år eller fra kravet om mindst 10 års arbejde som selvstændig, selv ikke i tilfælde af alvorlig sygdom. Styrelsen finder derfor ikke, at A opfylder betingelserne for at indskyde sin del af avancen fra et salg af landbrugsbedriften som et fradragsberettiget indskud på en pensionsordning i medfør af pensionsbeskatningslovens § 15A.

Ligningsrådet tiltrådte indstillingen.