Ligningsrådets afgørelse af 24. april 2001 i sag 99/01-4357-00856

Info
  • SKM2002.215.LR

Resumé:

Ligningsrådet gav dispensation fra et ejertidsvilkår, således at et holdingselskab kunne sælge aktier tilbage til driftselskabet og ligeledes sælge aktier i driftselskabet direkte til ledende medarbejdere. Formålet med dispositionerne var at holde på ledende medarbejdere, og knytte dem tættere til virksomheden. Ligningsrådet fandt ikke, at den ønskede disposition havde skatteunddragelse som et af hovedformålene, da der var forløbet 2½ år siden aktieombytningen, og da salget af at aktierne i driftselskabet var forretningsmæssigt velbegrundet og udløste en lige så stor avance, som et salg af driftselskabsaktierne forud for ombytningen ville have udløst.

To aktionærer, der på ombytningstidspunktet tilsammen ejede 80 pct. af aktierne i et selskab havde opnået tilladelse til at ombytte deres aktier skattefrit i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 13, stk 1 og 2. Ved tilladelsen blev der stillet et 3-års ejertidsvilkår.

De sidste 20 pct. af anpartskapitalen var ejet med halvdelen hver af to ledende medarbejdere. På tidspunktet for gennemførelse af anpartsombytningen havde de to ledende medarbejdere kun været ansat i kort tid. Man havde ikke fundet det naturligt allerede forud for anpartsombytningen at gennemføre en udvidelse af deres ejerandel, da det ikke var muligt at forudse om samarbejdet ville udvikle sig i positiv retning.

Anpartsombytningen blev gennemført den 4. december 1998.

I foråret 2001 blev der anmodet om dispensation fra det ved aktieombytningen stillede ejertidsvilkår. Holdingselskabet ønskede at gennemføre en fondsemmission efterfulgt af et salg af anparter, dels tilbage til det udstedende selskab, dels til de to ledende medarbejdere. Den ene ledende medarbejder ønskede at erhverve aktierne gennem et 100 pct. ejet holdingselskab. Fondsemissionen ønskes gennemført, da den nominelle selskabskapital ellers ved tilbagesalget ville komme under den lovpligtige grænse på 125.000 kr.

Ved tilbagesalget til udstedende selskab ville holdingselskabets ejerandel i driftselskabet blive reduceret til 62,76 pct. af den samlede anpartskapital i driftselskabet. Ved det efterfølgende salg af anparter til de ledende medarbejdere ville holdingselskabets anpartsbesiddelse blive reduceret yderligere til 51 pct. Majoriteten af stemmer og kapital i driftselskabet ville således fortsat være ejet af holdingselskabet.

Holdingselskabet havde tilkendegivet, at selskabet ikke påtænkte at afstå majoriteten i driftselskabet inden for den resterende vilkårsperiode, samt at det var villig til at påtage sig et vilkår herom.

Ønsket om at udvide de ledende medarbejderes ejerandel var begrundet med, at de to medarbejdere skulle knyttes tættere til virksomheden med henblik på at sikre fortsat udbygning og ekspansion af virksomheden, ligesom der herved forberedes et generationsskifte. Rådgiver oplyste, at selskabet inden for de senere år havde mistet medarbejdere til konkurrenter.

Grunden til, at man valgte at foretage en kapitalnedsættelse og et efterfølgende salg af anparter for et forholdsvist mindre beløb, var at man ville begrænse kapitalkravene til de to medarbejdere.

Dispensationsanmodningen blev behandlet to et halvt år efter ombytningens gennemførelse. Holdingselskabet havde erhvervet aktierne i driftselskabet på stiftelsestidspunktet til kurs 100. Såfremt der var sket et skattepligtigt salg på dette tidspunkt, ville de oprindelige aktionærer i selskabet være blevet beskattet af en avance på ca. kr. 1,6 mio. Der var dog siden aktieombytningen påløbet omtrent lige så meget avance på aktierne i driftselskabet.

Kommunen og Told- og Skatteregionen indstillede, at der blev givet dispensation med vilkår om, at holdingselskabet skulle bevare majoriteten i den resterende del af vilkårsperioden, da der i det konkrete tilfælde ikke var skatteunddragelseshensigt

Told- og Skattestyrelsen fandt ikke, at den ønskede fondsaktieemission stred mod den oprindelige tilladelse. Det ønskede tilbagesalg fandtes at skulle sidestilles med et egentligt salg af aktierne i driftselskabet.

Det blev dog indstillet, at meddele dispensation til såvel tilbagesalget til udstedende selskab som til det direkte salg. Det var Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke lå skatteunddragelse eller -skatteundgåelse bag den påtænkte disposition, selvom der samlet set var opnået en vis skatteudskydelse ved at sælge efter i stedet for forud for den skattefrie aktieombytning.

Der blev lagt vægt på, at der var gået 2½ år siden ombytningen, at der var påløbet omtrent lige så meget avance på driftselskabsaktierne som på tidspunktet for den skattefrie aktieombytning samt at salget skete for at holde på ledende medarbejdere. der blev endvidere lagt vægt på, at der alene ønskedes afstået en mindre del af aktierne, samt at den avance, der var påløbet siden ombytningen, var mindst lige så stor som den skat, der var forfaldet på tidspunktet for den skattefri anpartsombytning, såfremt man havde valgt at sælge på dette tidspunkt.

Der blev også lagt vægt på at holdingselskabet havde oplyst, at det agtede at bevare 51 pct. af aktierne i driftselskabet i den resterende del af vilkårsperioden.

Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling.