Højesterets kendelse af 31. oktober 2018 i sag 45/2018

Info

Resumé:

Forsvarer, der var beskikket ved landsretten, tilkendt salær og kørselsgodtgørelse for rejse i forbindelse med arrestbesøg inden for den retskreds, hvor forsvareren havde kontor


Advokat A, der af landsretten blev beskikket som forsvarer for T, aflagde, mens sagen verserede for landsretten, fire arrestbesøg hos T.


Ved ankesagens afslutning tillagde landsretten advokat A salær og kørselsgodtgørelse, men med henvisning til retsplejelovens § 333, stk. 1, 2. pkt., ikke for advokatens befordring i forbindelse med arrestbesøgene, idet arresten lå i den retskreds, hvor advokaten havde kontor.


Højesteret fandt, at den dagældende bestemmelse i retsplejelovens § 333, stk. 1, 2. pkt., gjaldt ved antagelse af en advokat ved en byret, og at salæret til advokat A som beskikket forsvarer ved landsretten derfor måtte fastsættes efter bestemmelsen i retsplejelovens § 741, stk. 1, 1. pkt.


Herefter, og da de pågældende rejseudgifter var afholdt med føje, forhøjede Højesteret advokat A’s salær og kørselsgodtgørelse.