Højesterets kendelse af 31. August 2018 i sag 46/2018

Info

Resumé:

Sagen angik, om landsretten med rette havde afvist T’s bevisanke med henvisning til, at anken ikke med nytte kunne fremmes uden hans tilstedeværelse. Landsretten havde lagt til grund, at T ved telefonforkyndelse var lovligt indkaldt til hovedforhandlingen i landsretten, og at T var udeblevet uden at have oplyst en gyldig grund. T bestred under sagen for Højesteret, at han var lovligt indkaldt til hovedforhandlingen og havde i den forbindelse anmodet om, at der blev indhentet historiske masteoplysninger fra hans teleselskab om tre telefoner tilhørende ham.


Højesteret udtalte, at telefonforkyndelse efter retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 6, sker ved, at den meddelelse, der skal forkyndes med eventuelle bilag, telefonisk gives den pågældende, der forinden eller efterfølgende får tilsendt og overdraget dokumentet og efterfølgende får tilsendt en bekræftelse på forkyndelsen. Ifølge § 156 a anses en meddelelse for at være forkyndt, hvis personen vedkender sig at være den person, der skal ske forkyndelse for, og personen må antages at have forstået telefonsamtalen.


Højesteret henviste til, at landsretten havde oplyst, at forkyndelse skete ved en sektionsleder i landsretten, som huskede samtalen med T, og at T under samtalen bekræftede sin identitet og bekræftede, at han havde modtaget indkaldelsen til hovedforhandlingen, der var sendt til hans e-boks.


Højesteret fandt herefter, at det måtte lægges til grund, at der var sket lovlig forkyndelse for T af indkaldelsen til hovedforhandlingen efter retsplejelovens regler om telefonforkyndelse. T’s oplysninger om, at han på tidspunktet for forkyndelsen befandt sig på Bornholm, hvor han ikke havde medbragt telefonen med det anførte telefonnummer, var ikke nærmere underbygget og kunne ikke føre til en anden vurdering, ligesom oplysningerne ikke gav grundlag for at imødekomme T’s anmodning om, at der skulle indhentes historiske masteoplysninger om hans telefoner.


Højesteret tiltrådte herefter, at T’s bevisanke ikke med nytte kunne fremmes uden hans tilstedeværelse og stadfæstede landsrettens afgørelse.