Højesterets kendelse af 22. August 2018 i sag 14/2018

Info

Resumé:

A var direktør og B var bestyrelsesmedlem i virksomheden X A/S, der blev taget under konkursbehandling i 2015. Spørgsmålet i sagen var, om betingelserne i konkursloven for at pålægge A og B konkurskarantæne var opfyldt. 


Højesteret fandt efter en helhedsvurdering, at A og B ikke kunne antages at være uegnede til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed som følge af groft uforsvarlig forretningsførelse i perioden frem til konkursen, og at de derfor ikke skulle pålægges konkurskarantæne. Ved vurderingen lagde Højesteret navnlig vægt på, at opbygningen af gæld til SKAT under de konkrete omstændigheder ikke i sig selv kunne karakteriseres som groft uforsvarlig, og at der efter en samlet vurdering ikke var grundlag for at betegne den manglende afregning af moms og A-skat som misbrug af reglerne. A’s optagelse af ledelseslån var under de givne omstændigheder hverken i sig selv eller i kombination med kreditorernes tab tilstrækkeligt til at medføre konkurskarantæne.


Landsretten var nået til samme resultat.