Højesterets kendelse af 22. February 2019 i sag 101/2018

Info

Resumé:

 

De domfældte, en bank og dennes finanschef, var pligtige at erstatte udgifter til forsvarere, jf. retsplejelovens § 1008


X-Bank og T, der var finanschef i banken, var i landsretten frifundet for medvirken til kursmanipulation, men dømt for overtrædelse af en underretningspligt. De tiltalte blev idømt bøder på henholdsvis 25.000 kr. og 10.000 kr. Begge de tiltalte havde i det hele nægtet sig skyldig. X-Bank var ved landsrettens dom pålagt at betale sagsomkostninger på godt 136.000 kr. for sagens fornyede behandling ved landsretten, efter at sagen var blevet hjemvist af Højesteret, og T var pålagt at betale i alt godt 326.000 kr. for sagens behandling ved byretten og dens fornyede behandling ved landsretten. Sagsomkostningerne udgjordes af udgifter til de beskikkede forsvarere.
 

Højesteret fandt, at de omhandlede udgifter til forsvarerbistand måtte antages at have været nødvendige og derfor som udgangspunkt kunne kræves erstattet af X-Bank og T, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1. De to tiltalepunkter både mod X-Bank og T angik i det væsentlige samme faktiske begivenhedsforløb, og bestemmelsens stk. 2 kunne derfor ikke føre til, at de fritoges for pligten til at betale omkostninger for byretten og for landsrettens fornyede behandling. Efter sagens karakter og omstændigheder var der heller ikke grundlag for at begrænse omkostningsansvaret efter reglen i stk. 4, 2. pkt. Der var ikke grundlag for at antage, at omkostningsansvaret ellers ville komme til at stå i åbenbart misforhold til X-Bank og T’s skyld og vilkår.
 

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens afgørelse om sagsomkostninger.