Højesterets kendelse af 16. April 2019 i sag 155/2018

Info
  • Relaterede retsområder:

Resumé:

Ikke grundlag for fortsat frihedsberøvelse af afvist asylansøger


A var i perioden den 25. oktober 2017 – 17. juli 2018 frihedsberøvet med henblik på udsendelse til Irak. Baggrunden for frihedsberøvelsen var, at han ikke havde lovligt ophold i Danmark, og at han nægtede at medvirke til udsendelsen til Irak, som er hans hjemland. Sagen angik, om landsretten ved kendelse af 30. maj 2018 med rette havde fundet, at frihedsberøvelsen på dette tidspunkt fortsat skulle opretholdes.


Højesteret udtalte, at der i en situation som den foreliggende må foretages en samlet vurdering af, om der er udsigt til, at det ved fortsat frihedsberøvelse vil være muligt at få den pågældende til at samtykke til udsendelse, eller om der som følge af en ændring af modtagerlandets myndigheders holdning er udsigt til, at en udsendelse vil kunne gennemføres uden den pågældendes samtykke.


Højesteret bemærkede, at der på tidspunktet for landsrettens kendelse, hvor A havde været frihedsberøvet i godt 7 måneder, ikke var oplysninger om effektive udsendelsesforanstaltninger, der gav grundlag for en formodning om ændring af den fastlåste situation og fremskridt i processen inden udløbet af udlændingelovens absolutte frist for frihedsberøvelse på i alt 18 måneder. På den baggrund fandt Højesteret, at betingelserne for fortsat frihedsberøvelse af A ikke var til stede på tidspunktet for landsrettens kendelse.
 

Landsretten var nået til et andet resultat.