Højesterets kendelse af 14. August 2018 i sag 69/2018

Info

Resumé:

Københavns Byret traf den 16. januar 2018 afgørelse om fortsat varetægtsfængsling af U i anledning af en anmodning om udlevering til strafforfølgning i Rusland. Sagen angik, om der på tidspunktet for byrettens afgørelse kunne ske varetægtsfængsling, selv om udlændingemyndighederne forud herfor havde truffet afgørelse om at overføre U til Frankrig med henblik på behandling af hans asylsag dér.


Efter oplysningerne i sagen lagde Højesteret til grund, at udleveringssagen ikke var afsluttet, da byretten den 16. januar 2018 traf afgørelse om fortsat varetægtsfængsling. Det forhold, at udlændingemyndighederne på dette tidspunkt havde besluttet, at U den 23. januar 2018 skulle overføres til Frankrig i medfør af Dublinforordningen og havde taget skridt til forberedelse heraf, udelukkede ikke, at Rigsadvokaten ville kunne træffe afgørelse om udlevering til strafforfølgning i Rusland.


På denne baggrund og under hensyn til sagens karakter og U’s manglende tilknytning til Danmark fastslog Højesteret, at der den 16. januar 2018 var grundlag for fortsat varetægtsfængsling.


Landsretten var nået til samme resultat.