Højesterets kendelse af 06. April 2018 i sag 233/2017

Info

Resumé:

Det var med rette, at retsformanden traf afgørelse om ikke at tilsidesætte politiets beslutning om at afvise to tilhørere ved indgangen til retsbygningen


T havde søgt om og havde fået Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære retsformandens afgørelse om ikke at tilsidesætte politiets beslutning om at afvise to tilhørere fra hovedforhandlingen i en straffesag, hvor T var tiltalt for bl.a. medvirken til et groft overfald mod en fængselsbetjent, mens det var tilhøreren, A, der havde kæret afgørelsen til først landsretten og nu Højesteret. A var efter det oplyste i familie med T. Højesteret bemærkede, at landsrettens afgørelse i en kæresag kun kan kæres med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Da Højesteret ikke har hjemmel til at se bort fra, at der ikke foreligger en kæretilladelse, afvistes A’s kæremål. Derimod admitterede Højesteret kæremålet for så vidt angik T, således at den påstand, der var nedlagt af A, ansås for nedlagt af T.


Højesteret fastslog, at byrettens prøvelse af politiets adgangskontrol i en sag som den foreliggende består i at bedømme, om politiets beslutning om at nægte en person adgang til retsbygningen er i overensstemmelse med retsplejelovgivningens krav om offentlig rettergang.


Spørgsmålet om afvisningen af A og en anden tilhører blev indbragt for retten kort efter hovedforhandlingens begyndelse. Politiets indsatsleder blev tilkaldt og oplyste, at afvisningen af tilhørerne var iværksat for, at retshandlingen kunne forløbe i god ro og orden. Indsatslederen oplyste i den forbindelse, at politiet var i besiddelse af oplysninger om, at T og den medtiltalte tidligere havde plejet omgang med det kriminelle miljø, og at det kunne udvikle sig, hvis der var for mange til stede i retssalen. Efter at have hørt parternes argumenter for og imod nægtelse af adgang for de to tilhørere afsagde retsformanden kendelse om, at han ikke fandt grundlag for at tilsidesætte politiets beslutning om at afvise de to tilhørere.


Højesteret vurderede på den anførte baggrund, at retsformanden havde taget konkret stilling til, om afvisningen skulle tilsidesættes ud fra retsplejelovgivningen og retsplejemæssige hensyn, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte retsformandens vurdering.

 

Landsretten var nået til det samme resultat.