Højesterets kendelse af 02. maj 2018 i sag 251/2017

Info

Resumé:

Der var ikke grundlag for fortsat at frihedsberøve en udlænding, der ikke havde lovligt ophold her i landet og som nægtede at medvirke til udsendelse til sit hjemland Irak


A, der ikke havde lovligt ophold her i landet, nægtede at medvirke til udsendelse til Irak, som var hans hjemland. Som følge af hans manglende samtykke til udsendelse ville de irakiske myndigheder ikke medvirke til tvangsmæssig tilbagesendelse af ham. A havde i medfør af udlændingeloven været frihedsberøvet siden den 29. marts 2017. Sagen angik spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse af ham i medfør af udlændingelovens regler om frihedsberøvelse af en udlænding uden lovligt opholdsgrundlag bl.a. med henblik på at motivere ham til at medvirke til udsendelse. En sådan frihedsberøvelse kan maksimalt vare i 18 måneder, og reglerne herom skal fortolkes i overensstemmelse med EU’s tilbagesendelsesdirektiv.


Højesteret vurderede, at betingelserne for at opretholde frihedsberøvelsen af A ikke var opfyldt i den foreliggende situation, hvor A fortsat nægtede at give samtykke til udsendelse. Der var ikke udsigt til, at det ved fortsat frihedsberøvelse ville være muligt at formå A til at ændre indstilling, ligesom der som følge af de irakiske myndigheders holdning heller ikke var udsigt til, at udsendelse ville kunne gennemføres uden samtykke fra A. Da der således ikke forelå oplysninger om effektive udsendelsesforanstaltninger, der gav grundlag for en formodning om ændring af den nuværende fastlåste situation og fremskridt i processen inden udløbet af den absolutte frist for frihedsberøvelse, fastslog Højesteret, at A skulle løslades.


Landsretten var nået til det modsatte resultat.