Højesterets kendelse af 01. April 2019 i sag 149/2018

Info
  • Relaterede retsområder:

Resumé:

Ikke tilladelse til telefonaflytning af to personer i forbindelse med en efterforskning, der angik opløsning af Loyal to Familia ved dom


Sagen angik bl.a. en anmodning fra politiet om tilladelse til at foretage telefonaflytning af to personer som led i efterforskningen af en sag om opløsning af Loyal to Familia ved dom. De to personer var ikke mistænkt for en forbrydelse.


Efter retsplejelovens bestemmelse om indgreb i meddelelseshemmeligheden kan telefonaflytning kun foretages, hvis der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt, og efterforskningen angår en af de kriminalitetsformer, der er nærmere opregnet i retsplejelovens bestemmelse herom.


Højesteret fandt, at der hverken efter retsplejeloven eller en analogi heraf var den fornødne hjemmel til at foretage indgrebet. Anmodningerne om tilladelse til telefonaflytning kunne herefter ikke tages til følge.


Landsretten var nået til samme resultat.