Højesterets dom af 31. januar 2002 i sag II 261/2000

Info
  • SKM2002.196.HR

Resumé:

Ifølge en overenskomst mellem far og søn om driften af H1 hæftede faderen begrænset til sit indskud, medens sønnen hæftede personligt for samvirkets gæld. Selvom det måtte lægges til grund, at faderen ikke hæftede udadtil, men alene var "stille deltager", måtte han derfor i relation til ovennævnte regler betragtes som en kommanditist

Parter

A
(advokat Niels Schiersing)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 7. afdeling den 14. april 2000.

Afsagt af højesteretsdommerne

Hornslet, Marie-Louise Andreasen, Peter Blok, Jørgen Nørgaard og Henrik Zahle.

Appellanten, A, har principalt påstået, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at hans skattepligtige indkomster for indkomstårene 1982-1987 ikke reguleres med efterbeskatning for investeringsfondshenlæggelser, at han som medejer af og deltager i virksomheden "H1" med en ideel ejerandel på 50 % ikke er underlagt de fradragsbegrænsninger, der gælder for kommanditister, og at ansættelsen af hans indkomster for 1988 og 1989 hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne med henblik på, at ligningsmyndighederne gennemgår rigtigheden af de af ham selvangivne underskud i indkomstårene 1988 og 1989 i virksomheden "H1", og at ligningsmyndighederne gennemgår rigtighed-en af det af ham selvangivne tab ved hans afståelse af sin ideelle andel af virksomheden "H1" til B i indkomståret 1989.

Subsidiært har A påstået, at Skatteministeriet skal anerkende, at hans skattepligtige indkomster for indkomstårene 1982-1987 ikke reguleres med efterbeskatning for investeringsfondshenlæggelser, og at ansættelsen af hans indkomster for indkomstårene 1988 og 1989 hjemvises til fornyet behandling ved ligningsmyndighederne.

Skatteministeriet - der er enig i, at ansættelsen af As indkomster for indkomstårene 1988 og 1989 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne - har påstået stadfæstelse.

Skatteministeriet har præciseret, at det anerkendes, at As deltagelse i samvirket ikke var pengeudlån, men selskabsdeltagelse.

Der er til brug for Højesteret afgivet nye forklaringer.

Advokat Peter Scheibel har forklaret bl.a., at baggrunden for, at man overvejede at gøre C til meddeltager, var, at As ....virksomhed ikke skulle kunne angribes af kroens kreditorer, hvis driften gik dårligt. Man ledte efter en model til at undgå den risiko. Man fravalgte senere modellen med C som deltager, fordi man i så fald ikke kunne bruge As investeringsfondsmidler. Det var tanken, at disse skulle anvendes til køb af driftsmidler. Det var der fokus på fra starten. Det var derfor nødvendigt at etablere en model, hvor A var medejer. Man fravalgte kommanditselskabsmodellen, idet man med den ikke kunne bruge investeringsfondsmidlerne. Han anbefalede at anvende det stille selskab som model.

I bemærkningerne til forslaget til § 3 A, stk. 1, i investeringsfondsloven (Folketingstidende 1979-80, tillæg A, spalte 585) hedder det bl.a.:

"Lovforslaget angår kommanditister. Disse hæfter ikke personligt for selskabets gæld, men med et begrænset indskud. Lovforslaget vedrører ikke partredere."

Under Folketingets behandling af forslaget besvarede skatte- og afgiftsministeren den 9. december 1979 følgende spørgsmål fra skatte- og afgiftsudvalget således (utrykt):

"Spørgsmål 4. Vil forslaget forhindre, at den brug af etableringskonto og investe-ringsfondsmidler, som forhindres i forbindelse med kommanditanparter, herefter kan finde sted i andre organisationsformer (f.eks. interessentskabsformer og "stille selskaber" (S/S))?

Svar: Lovforslaget går alene ud på at ophæve kommanditisternes adgang til at anvende investeringsfondsmidler og etableringskontomidler. Forslaget har således ikke virkning, hvor den skattepligtige på anden måde end som kommanditist driver selvstændig erhvervsvirksomhed sammen med andre."

Højesterets bemærkninger

Ifølge § 3 A, stk. 1, i lov om investeringsfonds kan kommanditister ikke benytte henlæggelser til investeringsfonds til forlods afskrivning. For kommanditister gælder endvidere særlige begrænsninger i retten til at fradrage underskud m.v., jf. cirkulære nr. 443 af 17. december 1975 og cirkulære nr. 1 af 11. januar 1990 sammenholdt med Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1983 s. 8.

Det fremgår af overenskomsten af 1. oktober 1988 vedrørende det erhvervsmæssige samvirke om H1, at B hæftede personligt for samvirkets gæld, mens As hæftelse var begrænset til et indskud på 1,5 mio. kr.

De nævnte skatteretlige regler for kommanditister må anses for begrundet i den begrænsede hæftelse. Selv om det lægges til grund, at A ikke hæftede udadtil, men alene var "stille deltager", må han derfor i relation til de nævnte regler betragtes som en kommanditist.

Med denne begrundelse stadfæster Højesteret dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 60.000 kr. til indstævnte Skatteministeriet.