Højesterets dom af 29. juni 2018 i sag 129/2017

Info
  • Relaterede love:

Resumé:

Der var ikke grundlag for at tilsidesætte taksationsmyndighedens skøn over værditabet som følge af opstilling af vindmøller


Nørhede-Hjortmose Vindudvikling ApS havde opstillet 22 vindmøller i nærheden af A m.fl.’s ejendomme. Vindmøllerne er 149,90 meter høje. Paterne var enige om, at generne som følge af vindmøllerne havde medført et værditab på ejendommene, og at Nørhede-Hjortmose Vindudvikling skulle betale for værditabet efter den særlige værditabsordning i lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven). Sagerne angik udmålingen af værditabet.


Højesteret bemærkede, at taksationsmyndigheden i overensstemmelse med lovens ordning havde vurderet værditabene inden opstillingen af de nye vindmøller, og at taksationsmyndighedens skøn ikke kunne tilsidesættes, medmindre der var et sikkert grundlag herfor.


Højesteret fandt, at de faktiske forhold efter opsætningen af vindmøllerne i alt væsentligt svarede til de forudsætninger om generne, som var lagt til grund af taksationsmyndigheden.
 

Da der efter bevisførelsen ikke var tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte taksationsmyndighedens vurdering af værditabet på ejendommene, stadfæstede Højesteret landsrettens domme.