Højesterets dom af 23. juni 2017 i sag 98/2016

Info

Resumé:

Handel med motorcykel med falsk stelnummer kunne ophæves, selv om den absolutte reklamationsfrist på to år var udløbet


En forbruger købte i 2005 en motorcykel af forhandler B, som sørgede for, at motorcyklen blev synet og leveret i indregistreret stand. Forbrugeren solgte senere motorcyklen til sin bror A, men var fortsat bruger af den. Efter at motorcyklen i en periode havde været afmeldt, blev den på ny fremstillet til syn i 2013, hvor forbrugeren fik meddelelse om, at stelnummeret var falsk (fiktivt), og at det derfor ikke var muligt at få den synet og indregistreret. Han rettede herefter henvendelse til B og meddelte, at han ønskede at hæve købet, men blev afvist.


For Højesteret var spørgsmålet i første række, om A, som var indtrådt i sin brors rettigheder i forhold til B, havde ret til at hæve købet og kræve tilbagebetaling af købesummen mod tilbagelevering af motorcyklen, selv om den absolutte reklamationsfrist på to år var udløbet.


Højesteret udtalte, at den manglende mulighed for indregistrering i Danmark udelukkede den forudsatte normale og sædvanlige anvendelse af motorcyklen, og at der forelå en væsentlig offentligretlig rådighedsbegrænsning som følge af det falske stelnummer. På denne baggrund, og da B ved salg til en forbruger var nærmest til at bære risikoen for en mangel af denne karakter, var den absolutte reklamationsfrist på to år ikke til hinder for, at købet kunne hæves.

 

Landsretten var nået til et andet resultat.