Højesterets dom af 21. June 2018 i sag 238/2017

Info

Resumé:

Agenturgivers uberettigede opsigelse af en handelsagentaftale udløste erstatning til agenten


Krøll Cranes A/S som agenturgiver og Tower-Crane Europe/Schepers Kranen som handelsagent indgik den 3. juni 2014 en handelsagentaftale, der var begrænset til at gælde i to år regnet fra den 1. januar 2014, hvorefter aftalen kunne genforhandles. Aftalen var udformet på grundlag af Krøll Cranes A/S’ standardkontrakt. Ved brev af 31. oktober 2014 opsagde Krøll Cranes A/S over for Tower-Crane Europe/Schepers Kranen handelsagentaftalen til ophør den 31. januar 2015. Tower-Crane Europe/Schepers Kranen fremsatte krav om erstatning for afholdte udgifter og for tab af indtægter vedrørende en opsagt forhandleraftale med et andet selskab samt erstatning for uberettiget opsigelse.


Højesteret forstod handelsagentaftalens ordlyd sammenholdt med kontraktforholdets karakter og varighed på den måde, at aftalen var tidsbegrænset i den aftalte periode på to år. Højesteret bemærkede, at handelsagentloven ikke indeholder regler, der er til hinder for, at en agenturgiver indrømmer en handelsagent uopsigelighed i aftaleperioden eller en del af den, og at dette gælder, uanset om aftalen er tidsbestemt eller tidsubestemt. Som følge heraf fastslog Højesteret, at Krøll Cranes A/S ikke havde været berettiget til at opsige aftalen som sket med ophør den 31. januar 2015, og at Krøll Cranes A/S derved havde misligholdt aftalen og handlet erstatningspådragende over for Tower-Crane Europe/Schepers Kranen.


Højesteret vurderede, at en del af de afholdte udgifter udgifter ikke eller ikke fuldt ud kunne henføres til agenturet for Krøll Cranes A/S. Den erstatning, der tilkom Tower-Crane Europe/Schepers Kranen til dækning af afholdte udgifter blev derfor fastsat skønsmæssigt til 15.000 euro. Der var ikke grundlag for erstatning for tab af indtægter vedrørende den opsagte forhandleraftale. Det var endvidere ikke godtgjort, at Tower-Crane Europe/Schepers Kranen som følge af den uberettigede opsigelse af handelsagentaftalen havde haft et tab ud over, hvad der kunne henføres til afholdte udgifter.

 

Landsretten var kommet til et andet resultat.