Højesterets dom af 21. juni 2017 i sag 306/2016

Info

Resumé:

Pålæg om opholds- og meldepligt, som udgjorde et uproportionalt indgreb i udlændings bevægelsesfrihed i strid med artikel 2 i Tillægsprotokol 4 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, medførte ikke godtgørelse


A blev i 2006 som følge af narkotikakriminalitet udvist af Danmark med indrejseforbud i 10 år. Ifølge Flygtningenævnets afgørelse kunne han ikke udsendes til hjemlandet, og han opholdt sig derfor på tålt ophold i Danmark. Som følge heraf blev han ved løsladelsen i 2007 pålagt at opholde sig i Center Sandholm og blev senere pålagt at melde sig hos politiet i centret først en og senere tre gange om ugen. Højesteret fastslog ved dom af 1. juni 2012, at udlændingemyndighedernes afgørelse om opholds- og meldepligt "i hvert fald på dette tidspunkt" udgjorde et uproportionalt indgreb i A’s bevægelsesfrihed i strid med artikel 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions Tillægsprotokol 4. Sagen angik nu, om A havde ret til godtgørelse som følge af denne krænkelse.


Højesteret fandt indledningsvist, at det følger af EMRK artikel 13 sammenholdt med princippet i erstatningsansvarslovens § 26, at A skulle tilkendes en godtgørelse, hvis han i henhold til Menneskerettighedsdomstolens praksis efter konventionens artikel 41 ville have ret til godtgørelse.


Flertallet udtalte herefter, at der ikke er domme fra Menneskerettighedsdomstolen, der tager stilling til proportionaliteten af indgreb i bevægelsesfriheden over for personer på tålt ophold, og således heller ikke til spørgsmålet om godtgørelse, og at det efter Domstolens praksis ikke er enhver krænkelse af konventionen, der medfører krav på godtgørelse. I mange tilfælde, hvor en lov, procedure eller praksis ikke lever op til konventionen, er en konstatering heraf tilstrækkelig til at rette op på forholdet.


Flertallet fandt, at det udgjorde et tilstrækkeligt effektivt retsmiddel efter konventionens artikel 13, at Højesteret konstaterede krænkelsen og fik den bragt til ophør, og at A derfor ikke have krav på godtgørelse.


Landsretten var nået til et andet resultat.