Højesterets dom af 21. februar 2019 i sag BS-24289/2018-HJR

Info
  • Relaterede love:

Resumé:

Tværgående pensionskasse var berettiget til at ændre arbejdsmarkedspensionsordning


A havde i kraft af sit arbejde som pædagog en overenskomstbaseret arbejdsmarkedspensionsordning i Pædagogernes Pension, som – ud over alderspension – bl.a. gav ret til livsvarig ægtefællepension i tilfælde af død. Med virkning fra den 1. januar 2014 besluttede Pædagogernes Pension – med samtykke fra overenskomstparterne – at foretage en generel omlægning af pensionskassens pensionsordninger. Omlægningen indebar for A’s vedkommende, at den ret til livsvarig ægtefællepension, som fremgik af det hidtil gældende pensionsregulativ, ophørte. Der blev i stedet med den nye pensionsordning gennemført en betydelig forhøjelse af det beløb, som kommer til udbetaling ved dødsfald før pensionering, og der blev indført en ny engangsudbetaling ved død efter alderspensionering (som aftrappes efter 10 år). A’s pensionsopsparing (depot) blev ikke berørt af ændringen.


Sagen angik, om pensionskassen havde været berettiget til at foretage den nævnte ændring af A’s arbejdsmarkedspensionsordning.


Højesteret tiltrådte af de grunde, som landsretten havde anført, at ændringen af A’s arbejdsmarkedspensionsordning ikke var ugyldig, og at der ikke var grundlag for at tilkende A og B kompensation som følge af ændringen.


Højesteret kom således til samme resultat som landsretten.