Højesterets dom af 20. november 2018 i sag 81/2018

Info

Resumé:

Trusler om vold mod tjenstgørende politiassistent blev straffet med fængsel i 3 måneder, og udvisning med indrejseforbud i 6 år var ikke i strid med Danmark internationale forpligtelser


T, en nu 32-årig pakistansk statsborger, der var født i Danmark og havde boet her i landet hele sit liv, var ved byrettens og landsrettens dom fundet skyldig i bl.a. overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved omgivet af øvrige personer tilknyttet bandegrupperingen Loyal to Familia at have truet en politiassistent med vold under dennes udførelse af sit arbejde i en visitationszone. T var leder af denne bandegruppering. T var tidligere straffet gentagne gange med fængsel for alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder et tilfælde af grov vold med døden til følge, og betinget udvist. T havde samlet siddet i fængsel i ca. 10 år. Det aktuelle forhold af trusler fandt sted ca. 4 måneder efter løsladelsen i forbindelse med afsoningen af den seneste dom og i prøvetiden for den betingede udvisning. Sagen for Højesteret angik strafudmålingen og spørgsmålet om udvisning.


Et flertal i Højesteret fandt, at straffen for truslerne passende kunne fastsættes til 3 måneder. For så vidt angik udvisningen af T udtalte Højesterets flertal bl.a., at T skulle udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre dette med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flertallet fandt bl.a., at T med sin adfærd gennem mange år havde demonstreret manglende vilje til at integrere sig i det danske samfund, idet han trods tidligere straffe for grov personfarlig kriminalitet og advarsel om risikoen for udvisning havde fortsat sin kriminelle adfærd og var leder af en bandegruppering, der var kendt for grov personfarlig kriminalitet. Der var grund til at formode, at T også fremover ville begå personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han ikke blev udvist. Selv om det seneste forhold kun medførte en fængselsstraf på 3 måneder, var det derfor nødvendigt at udvise T af hensyn til den offentlige tryghed og for at forebygge uro eller forbrydelse. T var endvidere ikke uden forudsætninger for at klare sig i Pakistan.


Efter en proportionalitetsafvejning ville udvisning af T med indrejseforbud i 6 år derfor efter flertallets opfattelse ikke indebære en krænkelse af T’s ret til privatliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, og udvisningen var derfor ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

 

Landsretten var kommet til et andet resultat.