Højesterets dom af 20. May 2019 i sag BS-36187/2018-HJR

Info

Resumé:

Levetiden med følgerne af en forsinket kræftdiagnose skulle beregnes fra det tidspunkt, hvor A begyndte at opleve gener eller ulemper i sin personlige livsførelse som følge af kræftsygdommen


Sagen angik fastsættelse af méngodtgørelse i en situation, hvor en person var blevet påført en patientskade som følge af en forsinket kræftdiagnose.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om der kunne ske fradrag i godtgørelsen som følge af, at A var afgået ved døden, inden ankenævnet havde truffet afgørelse om godtgørelsens størrelse (såkaldt mellemkommende død).


Det var uomtvistet, at der i overensstemmelse med ankenævnets praksis ikke skulle foretages fradrag for mellemkommende død, såfremt A’s levetid med skaden måtte vurderes at have haft en længde på 3-4 år eller mere. Spørgsmålet for Højesteret var herefter navnlig, hvorledes levetiden med skaden skulle beregnes.


A havde anført, at levetiden med skaden skulle beregnes fra det tidspunkt, hvor A burde være blevet undersøgt nærmere, således at en korrekt diagnose kunne være blevet stillet. Ankenævnet havde anført, at levetiden med skaden skulle beregnes fra det tidspunkt, hvor følger af den forsinkede diagnose i form af gener fra kræftsygdommen viste sig.


Højesteret udtalte bl.a., at godtgørelse for varigt mén skal kompensere for de varige gener, som en skade har medført, og som skadelidte skal leve med resten af livet. Ved vurderingen af, hvilke ulemper i skadelidtes personlige livsførelse, en forsinket eller mangelfuld diagnose har medført, måtte der efter Højesterets opfattelse sondres mellem det tidspunkt, hvor den fejl, der har forvoldt skaden, er begået (forårsagelsestidspunktet), og det tidspunkt hvor ulemperne i skadelidtes personlige livsførelse som følge af den begåede fejl viser sig (virkningstidspunktet). Ved fastlæggelsen af den periode, hvor A levede med følgerne af patientskaden, måtte der således lægges vægt på det tidspunkt, hvor A som følge af den udiagnosticerede kræftsygdom begyndte at opleve gener eller ulemper i sin personlige livsførelse.


Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ankenævnets lægelige vurdering, hvorefter A først fik gener fra kræftsygdommen ca. et år før sin død, hvorfor ankenævnet med rette havde foretaget fradrag i godtgørelsen med 2/3.
 

Landsretten var nået til samme resultat.