Højesterets dom af 19. september 2018 i sag BS-9506/2018-HJR

Info

Resumé:

X ApS købte i august 2013 en ejendom på tvangsauktion og solgte den i oktober 2013 videre til to private købere. Køberne klagede til Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere over såvel direktøren i X ApS personligt som X ApS. Disciplinærnævnet tildelte X ApS en bøde på 250.000 kr. Sagen for Højesteret angik i første række, om Disciplinærnævnet var kompetent til at behandle klagen over X ApS.


Højesteret fandt, at begrebet ejendomsmæglervirksomhed i dagældende lov om omsætning af fast ejendoms § 29 a, stk. 4, og § 29 b, stk. 4, efter bestemmelsernes ordlyd og forarbejder, og sammenhængen med § 29 a, stk. 3, alene omfatter virksomheder, der har en registreret ejendomsmægler som indehaver eller som ansat. Bestemmelserne er i det væsentlige uændret ved § 52, stk. 1 og 2, og § 53, stk. 4, i lov om formidling af fast ejendom mv., som trådte i kraft den 1. januar 2015.


Da X ApS ikke havde en registreret ejendomsmægler som indehaver eller ansat, var Disciplinærnævnet allerede af den grund ikke kompetent til at behandle klagen over selskabet. Af de grunde, som landsretten havde anført, var Højesteret i øvrigt enig i, at X ApS ikke udøvede virksomhed som ejendomsformidler i forbindelse med den handel, som klagen knyttede sig til.

 

Landsretten var nået til samme resultat.