Højesterets dom af 19. september 2018 i sag 57/2018

Info

Resumé:

T, en nu 23-årig irakisk statsborger, der havde opholdt sig i Danmark, siden han var 4 år, var ved byrettens og landsrettens dom fundet skyldig i vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter i gentagelsestilfælde. Landsretten havde idømt en ubetinget straf af fængsel i 6 måneder og han var endvidere udvist af Danmark. T, der var tidligere straffet, var betinget udvist to gange. Den grove vold var begået i prøvetiden for den seneste betingede udvisning. Sagen for Højesteret angik straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning.


Højesteret tiltrådte, at straffen var fastsat til fængsel i 6 måneder. For så vidt angik udvisningen af T udtalte Højesteret bl.a., at T skulle udvises ubetinget med indrejseforbud i 6 år, medmindre dette ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet fandt Højesteret efter en samlet vurdering, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i 6 år ikke var et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.


Landsretten var nået til samme resultat.