Højesterets dom af 16. november 2017 i sag 97/2017

Info
  • Relaterede love:

Resumé:

En kommanditists selvskyldnerkaution for kommanditselskabets bankgæld kunne ikke medtages på kommanditistens fradragskonto


I begge sager havde en skatteyder som kommanditist foretaget investering i et kommanditselskab, som skulle købe og udleje en ejendom. I forbindelse med finansieringen af kommanditselskabets køb af udlejningsejendommen optog kommanditselskabet et lån i en bank. Det var en betingelse for lånet, at banken skulle have transport til sikkerhed i restbetalingerne fra kommanditisterne, og at kommanditisterne skulle stille særskilte garantier (selvskyldnerkautioner) over for banken. Det fremgik af selvskyldnerkautionerne, at kommanditistens kautionsforpligtelse var begrænset til et beløb svarende til kommanditistens resthæftelse over for kommanditselskabet.


Spørgsmålet i sagerne var, om kommanditisterne kunne medtage selvskyldnerkautionsforpligtelsen på deres fradragskonto.


Højesteret anførte bl.a., at det ikke var godtgjort, at kommanditisterne ved aftalen med kommanditselskabet om resthæftelsen og ved kautionen over for banken havde påtaget sig to selvstændige betalingsforpligtelser, som tilsammen oversteg resthæftelsen, der var medtaget på kommanditisternes fradragskonto. Kommanditisterne kunne derfor ikke medtage selvskyldnerkautionen ved opgørelsen af deres fradragskonto.


Landsretten var nået til samme resultat.