Højesterets dom af 14. August 2018 i sag 191/2017

Info

Resumé:

Parterne indgik i 2011 en aftale om køb af en bådplads, som endnu ikke var etableret, og aftalen angav derfor intet tidspunkt for levering af bådpladsen. Køberne indsatte købesummen på en af sælger oprettet deponeringskonto, hvor den efter aftalen skulle henstå indtil købernes skriftlige frigivelse i forbindelse med overdragelse af bådpladsen. I 2012 anmodede køberne om tilbagebetaling af det deponerede beløb, da bådpladsen ikke var etableret. Sælger fastholdt imidlertid aftalen og fremkom med tilkendegivelser om den forventede tidshorisont for etablering af bådpladsen. Køberne gik konkurs i 2015, og kurator ophævede aftalen, da bådpladsen fortsat ikke var etableret.


Sagen for Højesteret angik, hvem af parterne der havde krav på at få udleveret det deponerede beløb, og Højesteret skulle i den forbindelse tage stilling til den retlige karakter af det deponerede beløb, misligholdelse af købsaftalen og forældelse.


Højesteret fastslog, at køberne ikke var ejere af beløbet, men havde en fordring på tilbagebetaling af beløbet, hvis handlen ikke blev gennemført, og at der således forelå en aftale om såkaldt depositum irregulare. Højesteret fastslog endvidere, at en fordring på tilbagebetaling af et beløb i henhold til en aftale om depositum irregulare forældes efter forældelseslovens almindelige regler.


Højesterets flertal fandt, at virkningerne af købernes ophævelse i 2012 var bortfaldet, og at der i 2015 forelå en sådan væsentlig forsinkelse med levering af bådpladsen, at kurator var berettiget til at hæve købet. Forældelsesfristen på tre år skulle regnes fra det tidspunkt, hvor væsentlig forsinkelse forelå, og Højesterets flertal fandt, at væsentlig forsinkelse med leveringen tidligst forelå i 2013. Konkursboernes krav på tilbagebetaling af købesummen var herefter ikke forældet, og konkursboerne skulle derfor have det deponerede beløb udbetalt.

 

Landsretten var nået til samme resultat.