Højesterets dom af 11. januar 2019 i sag 159/2018

Info

Resumé:

Udbredelse af pornografisk videomateriale af personer under 18 år blev straffet med fængsel i 40 dage, som blev gjort betinget. De to forurettede blev tilkendt tortgodtgørelse


T, der på gerningstidspunktet var under 18 år, var ved landsrettens dom fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1, ved over en periode på en måned i fem tilfælde at videresende pornografisk videomateriale i lukkede chatgrupper til i hvert fald 35 personer, der for hovedpartens vedkommende måtte antages at være unge mennesker, der var jævnaldrende med T selv, ligesom videomaterialet viste seksuel aktivitet mellem andre jævnaldrende unge mennesker under 18 år.


Hovedspørgsmålene for Højesteret var, om der forelå materiel atypicitet, således at de forhold, T var fundet skyldig i, ikke var omfattet af straffelovens § 235, stk. 1, om T havde haft det fornødne forsæt til at kunne dømmes efter den nævnte bestemmelse, om straffen på fængsel i 40 dage – i givet fald – var passende, og om straffen burde gøres betinget, eventuelt med krav om samfundstjeneste. Hertil kom et spørgsmål om tortgodtgørelse til de to forurettede.


Højesteret fandt, at der ikke forelå materiel atypicitet, og at der ikke var grundlag for at anfægte landsrettens forsætsvurdering. Der var derfor med rette dømt for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1.


Det udbredte videomateriale (kategori 2-materiale) var særdeles krænkende for især den ene forurettede, og T havde bidraget i ikke uvæsentlig grad til materialets videreudbredelse. Udgangspunktet var derfor, at T skulle idømmes en ikke-ubetydelig fængselsstraf. Det var dog ikke T, der som den første gjorde videoerne tilgængelig for andre på internettet, og han var på gerningstidspunktet under 18 år. Højesteret tiltrådte under disse omstændigheder, at straffen var udmålt til fængsel i 40 dage. Under hensyn til T’s særdeles gode personlige forhold, herunder at han ikke tidligere var straffet, hans unge alder på gerningstidspunktet og den tid, der var gået siden da, tiltrådte Højesteret endvidere, at straffen var gjort betinget.


Henset til den foreliggende sags omstændigheder, herunder omfanget af de videreudbredelser, som T havde stået for, fandt Højesteret endvidere, at han havde bidraget i et sådant omfang til videreudbredelsen, at han skulle betale tortgodtgørelse til de forurettede. Godtgørelsen til den ene forurettede blev fastsat til 10.000 kr., mens godtgørelsen til den anden forurettede blev fastsat til 2.000 kr.


Landsretten var nået til et andet resultat for så vidt angår spørgsmålet om tortgodtgørelse, som retten ikke havde taget under påkendelse.