Højesterets dom af 07. May 2019 i sag 161/2018

Info

Resumé:

Et eventuelt erstatningskrav for en mulig behandlingsskade var forældet


A mistede efter en operation i 2005 en del af synet på sit ene øje. B og C var på tidspunktet for operationen plejeforældre for A og de var med hende ved lægebesøg og hospitalsindlæggelser, fik information om hendes sygdom og behandling og blev inddraget i beslutninger om behandlingen. B, som siden 2010 havde været A’s værge, anmeldte i 2013 på vegne af A en behandlingsskade til Patientforsikringen (nu Patienterstatningen).


Sagen angik, om det anmeldte erstatningskrav var forældet.


Højesteret fastslog, at når det drejer sig om begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen, må et skadelidt barn som udgangspunkt identificeres med sine forældre, således at det er afgørende for forældelsesfristen, hvornår forældrene vidste eller burde vide, at der kunne være tale om en patientskade, og at dette udgangspunkt bl.a. kan fraviges i tilfælde som det foreliggende, hvor forældrene er ude af stand til at varetage barnets interesser.


Højesteret fandt, at A under de foreliggende omstændigheder, hvor forældrene var ude af stand til at varetage barnets interesser, i relation til forældelsesfristen skulle identificeres med sine plejeforældre, således at forældelsesfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor de fik eller burde have fået kendskab til den mulige behandlingsskade. Da det måtte lægges til grund, at B og C i 2005 fik kendskab til den mulige behandlingsskade, tiltrådte Højesteret, at et eventuelt erstatningskrav var forældet.
 

Landsretten var nået til samme resultat.