Højesterets dom af 06. February 2019 i sag 121/2018

Info

Resumé:

Straf for bl.a. overfald på fængselsbetjent, narkotikakriminalitet samt forsøg på hæleri blev fastsat som en tillægsstraf af fængsel i 3 år og 6 måneder. T blev udvist med indrejseforbud for bestandigt


T, en nu 26-årig pakistansk statsborger, der havde opholdt sig lovligt i Danmark i ca. 23 år, var fundet skyldig i bl.a. vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter ved et overfald på en fængselsbetjent, som var på vej hjem fra arbejde. T var tidligere straffet og betinget udvist.


Højesteret udtalte bl.a., at straffen henset til det meget alvorlige overfald på en fængselsbetjent i dennes fritid, der efter forudgående aftale blev begået af T sammen med flere medgerningsmænd, samt at T også var fundet skyldig i alvorlig narkotikakriminalitet og forsøg på hæleri med hensyn til et stort pengebeløb, burde fastsættes til 3 år og 6 måneder.


For så vidt angik udvisningen, udtalte Højesteret, at det efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er afgørende, om udvisning må anses for nødvendig i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse eller for at beskytte andres rettigheder eller friheder. Herefter udtalte Højesteret, at volden over for fængselsbetjenten alene blev begået på grund af forurettedes funktion som fængselsbetjent, og at der er betydelig risiko for, at T også fremover vil begå samfundsskadelig kriminalitet i Danmark. Højesteret fandt, at ubetinget udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.


Landsretten var nået til et andet resultat.