Højesterets dom af 03. May 2019 i sag Sag BS-23798/2018-HJR

Info
  • Relaterede retsområder:

Resumé:

Erstatningskrav mod staten som følge af forkert gennemførelse af EU-retten var forældet


Sagen angik, om der var indtrådt forældelse af et erstatningskrav, som B som hensiddende i det uskiftede bo efter A med henvisning til forkert gennemførelse af EU-retten havde fremsat over for Beskæftigelsesministeriet.


Højesteret tiltrådte, at erstatningskravet var omfattet af forældelseslovens almindelige 3-årige forældelsesfrist, og at den skade og det hermed forbundne formuetab, som krævedes erstattet som følge af, at den dagældende bestemmelse i funktionærlovens § 2 a, stk. 3, i strid med EU-retten fratog A retten til fratrædelsesgodtgørelse, måtte anses for indtrådt ved A’s fratræden den 30. juni 2009. Erstatningskravet mod Beskæftigelsesministeriet var dermed forældet ved indgivelsen af stævning mod ministeriet den 30. juni 2014, medmindre forældelsesfristen måtte anses for suspenderet eller udskudt.


Højesteret lagde ligesom landsretten til grund, at der ikke forud for sagsanlægget blev givet procesunderretning til Beskæftigelsesministeriet, og Højesteret tiltrådte derfor, at forældelsen ikke kunne anses for foreløbigt afbrudt. Højesteret fandt, at selve det forhold, at en dansk ordning viser sig at være i strid med EU-retten, ikke udgør sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde suspension af forældelsesfristen, og at der heller ikke i øvrigt forelå sådanne særlige omstændigheder, at der var grundlag for undtagelsesvist at suspendere forældelsesfristen som følge af retsvildfarelse. Højesteret tiltrådte endelig, at det EU-retlige effektivitetsprincip ikke var til hinder for at anvende forældelseslovens almindelige 3-årige forældelsesfrist på det erstatningskrav, der var fremsat over for Beskæftigelsesministeriet.


Erstatningskravet var herefter forældet.

 

Landsretten var nået til samme resultat.