Højesterets dom af 02. juni 2017 i sag 214/2016

Info
  • Relaterede love:

Resumé:

Ikke kompensation til passagerer, hvis flyrejse fra København til Washington blev forsinket med 3 timer og 43 minutter.
 

Den 12. september 2013 skulle flyet OY-KBM lande i Washington Dulles International Airport. På grund af uvejr over lufthavnen og lavt brændstofniveau besluttede piloten af sikkerhedsmæssige grunde at lande i Philadelphia i stedet. Dette medførte aflysning af flyafgangen med det samme fly fra Washington til København samme dag og en forsinkelse af flyets afgang fra København til Washington den følgende dag.

 

Det følger af en EU-forordning fra 2004, at flypassagerer har krav på en nærmere angivet økonomisk kompensation, hvis en flyafgang aflyses. Flypassagerer har efter EU-Domstolens praksis også krav på kompensation efter de nævnte regler, hvis de ankommer til deres endelige bestemmelsessted tre timer eller mere efter det ankomsttidspunkt, som oprindeligt er planlagt af luftfartsselskabet. Retten til kompensation gælder efter forordningen dog ikke, hvis aflysningen skyldes usædvanlige omstændigheder, som ikke kunne have været undgået, selv om alle forholdsregler, der med rimelighed kunne træffes, faktisk var blevet truffet.

 

Højesteret fandt, at det var usædvanlige omstændigheder, der førte til, at flyet landede i Philadelphia den 12. september 2013, og at også forsinkelsen af flyafgangen fra København til Washington den følgende dag var forårsaget af usædvanlige omstændigheder.

 

Højesteret fandt endvidere, at flyselskabet havde godtgjort, at forsinkelsen af flyafgangen fra København til Washington den 13. september 2013 ikke kunne være undgået, selv om alle forholdsregler, som med rimelighed kunne træffes, var blevet truffet.

 

Højesteret frifandt herefter flyselskabet for passagerernes krav om kompensation.

 

Såvel byretten som landsretten var nået til et andet resultat.