Byrets dom af 22. december 2014 i sag Retten i Sønderborg, BS C1-1707/2013

Info
  • SKM2015.216.BR

Resumé:

Spørgsmålet var, om sagsøgeren, A, kunne fratrække en erstatning på 1,5 mio. kr., som han ved et forlig havde forpligtet sig til at betale til det selskab, hvori han var administrerende direktør.

Retten anførte, at det i en byretsdom var fastslået, at A i sin egenskab af administrerende direktør i selskabet gennem salg af et datterselskab med en ejendom til en konsulent medvirkede til at tilføre konsulenten en vederlagsfri formuefordel på selskabets bekostning. Byretsdommen havde fastslået, at han herved havde handlet erstatningspådragende og derfor skulle betale en erstatning på 5,5 mio. kr. Byrettens dom var endelig, idet A i ankesagen indgik en forligsmæssig aftale, hvorefter erstatningen blev nedsat til 1,5 mio. kr. Retten henviste til, at A havde forklaret, at den pågældende ejendomstype klart lå uden for selskabets ejendomsportefølje, og at dispositionen med køb og salg af ejendommen alene havde til formål at understøtte konsulenten, der af privatøkonomiske årsager ikke selv havde råd til at erhverve ejendommen inden for en sædvanlig finansiering. Retten fandt ikke, at denne disposition kunne anses for omfattet af begrebet finansiering og investering i selskabets formålsbestemmelse. Dispositionen lå derfor udenfor rammerne af selskabets normale driftsområde.

A havde i øvrigt ikke godtgjort, at pådragelsen af erstatningen havde haft sammenhæng med hans bevarelse eller sikring af indkomsten ved at arbejde for selskabet.

Under disse omstændigheder, og da der i øvrigt ikke var fremkommet oplysninger, som kunne føre til et andet resultat, fandt retten, at A´s ansvarspådragende handling ikke var udslag af en normal driftsrisiko for ham som direktør i selskabet. Erstatningen var derfor ikke fradragsberettiget.

Som følge heraf fik Skatteministeriet medhold i frifindelsespåstanden.

Parter

A
(Advokat Christian Falk Hansen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv. Anders Vangsø Mortensen

Afsagt af byretsdommer

Peter Hageman Christensen

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 19. december 2013, angår, om sagsøgeren, A, i medfør af ligningslovens § 9, stk. 1, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, a) ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomståret 2011, som driftstab, kan fratrække et beløb på 1.500.000 kr., som han i et retsforlig i Østre Landsret den 8. november 2011 havde forpligtet sig til at betale til G1 Ejendomsselskab A/S under konkurs. A var i en dom fra Byretten den 15. november 2010 blevet dømt til at betale en erstatning på 5.500.000 kr. til konkursboet for en ansvarspådragende disposition, han som administrerende direktør i G1 Ejendomsselskab A/S havde fortaget i 2005 i forbindelse med afhændelse af en ejendom, beliggende ...1, tilhørende ejendomsselskabet, til den i ejendomsselskabet ansatte konsulent, KM.

Sagsøgeren, A, har påstået, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at SKATs svar af den 8. maj 2012 på spørgsmål 1 i A´s anmodning om bindende svar af den 20. december 2011 ændres til "ja".

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Landsskatteretten afsagde den 7. oktober 2013 følgende kendelse i anledning af en klage fra A over Skatteankenævnets afgørelse af 14. november 2012:

"...

Landsskatterettens afgørelse

Spørgsmål

Kan det bekræftes, at klageren efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan fradrage 1.500.000 kr., som han - ifølge retsforlig af den 8. november 2011 ved Landsretten - er pålagt at betale i erstatning som følge af en disposition udført i sin egenskab af direktør for G1 Ejendomsselskab A/S?

Skatteankenævnet har svaret: NEJ

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Møde mv.

Klageren og hans repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler (forhandling). De har endvidere udtalt sig overfor rettens medlemmer på et retsmøde.

Sagens oplysninger

Klageren er tidligere direktør i G1 Ejendomsselskab A/S, CVR-nr. ... (herefter "selskabet").

Selskabet blev stiftet den 1. september 1977, og havde blandt andet til formål at drive handel med fast ejendom.

I 2001 havde selskabet udsigt til at erhverve nogle attraktive ejendomme til attraktive priser. Derfor valgte klageren at skyde penge i selskabet og blev derved aktionær. På daværende tidspunkt drev klageren tillige tekstilvirksomhed i Asien.

Den 10. november 2001 indtrådte klageren endvidere i direktionen i selskabet. På dette tidspunkt var hans opgave i direktionen begrænset til fremskaffelse af finansiering til køb af ejendomsprojekter.

Den 28. maj 2004 blev klageren imidlertid registret som administrerende direktør for ejendomsselskabet, og han besluttede i sommeren 2004 at sælge sin tekstilvirksomhed for at hellige sig posten som administrerende direktør.

I indkomståret 2005 modtog klageren 45.000 kr. i månedsløn + fri telefon, fri bil og pension.

Selskabet havde i en årerække KM, som havde siddet i selskabets direktion i perioden 19. juni 2001 - 10. november 2001, tilknyttet som konsulent (herefter "konsulenten").

I 2004 fandt konsulenten ejendommen beliggende ...1, som han ønskede at købe til private formål.

Konsulenten havde imidlertid problemer med at opnå finansiering til køb af ejendommen. For at hjælpe ham til at opnå bedst mulig finansiering og med det formål at erhverve ejendommen på ...1, stiftede selskabet den 20. september 2004 det helejede datterselskab G1.1 Ejendomsselskab ApS (herefter "datterselskabet"). Med overtagelsesdag den 1. januar 2005 erhvervede datterselskabet den på ...1 beliggende ejendom for en kontant købesum på 10.500.000 kr.

Efter erhvervelsen forestod konsulenten for egne midler en omfattende renovering/ombygning af ejendommen i en størrelsesorden på 3 mio. kr.

Den 9. juni 2005 overdrog selskabet ved en børsnota den samlede anpartskapital i datterselskabet til det engelske selskab G2 Ltd. Det engelske selskab blev stiftet den 23. december 2003 med konsulenten som eneste ledelsesmedlem.

Af børsnotaen fremgår følgende:

"...

Køber er bekendt med selskabets drift indtil overtagelsesdagen, og sælger oplyser, at eneste aktiv i selskabet er en ejendom beliggende ...1, og eneste passiv er gælden i denne ejendom. Sælger accepterer at være kautionist på gælden i ejendommen, når gælden max. udgør 90 % af markedsprisen.

For køber (For buyer)

For sælger (For seller)

G2 Ltd.

G1 Ejendomsselskab A/S

KM

Direktør (Director) A

..."

Børsnotaen er underskrevet af konsulenten og klageren, ligesom den er påført to vitterlighedsvidner.

Selve overdragelsen fandt sted på bestyrelsesmødet i selskabet, som blev afholdt samme dag, dvs. den 9. juni 2005.

Den 25. april 2006 blev der afsagt konkursdekret over selskabet. Kurator var af den opfattelse, at datterselskabet var blevet solgt for billigt, hvorved selskabet var blevet påført et tab. Der blev derfor anlagt en erstatningssag mod klageren og G2 Ltd.

Byretten afsagde den 15. november 2010 en dom, hvor klageren blev dømt til at betale 5.500.000 kr. plus renter og sagsomkostninger i erstatning til selskabet. Retten fandt det sandsynliggjort, at selskabet havde lidt et tab på 5.500.000 kr. ved overdragelse af selskabets anparter i datterselskabet til G2 Ltd.

Byrettens dom blev efterfølgende anket til Landsretten, men parterne indgik et retsforlig den 8. november 2011. Sagen blev forligt således, at klageren skulle betale 2.400.000 kr. til selskabet, hvoraf de 1.500.000 kr. var betaling af selskabets krav, mens 900.000 kr. udgjorde renter.

Skatteankenævnets afgørelse

Spørgsmålet skal besvares: NEJ

Udgifter til erstatning kan som udgangspunkt fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvis udgiften må anses som udslag af normal driftsrisiko.

Ifølge den foreliggende praksis, hvor erstatninger godkendes, er der tale om erstatninger, som de erhvervsdrivende (personer eller selskaber) har pådraget sig som led i deres virksomhed overfor tredjepart, eksempelvis erstatninger til kunder, leverandører, medarbejdere eller andre udenforstående. Der kan også være tale om erstatninger forvoldt af ansatte over for tredjemand.

Der findes endvidere en lang række sager om bl.a. bankers, revisorers og advokaters erstatningspligt over for staten i relation til selskabstømmersagerne. Højesteret fastslog i dom offentliggjort i SKM2012.353.HR, at en sådan erstatning kunne fradrages, da erstatningspligten var opstået i forbindelse med udførelsen af sædvanlige opgaver som revisor, og da der alene var tale om simpel uagtsomhed. De betalte erstatninger var udslag af en normal risiko ved drift af revisionsvirksomhed.

Det er en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om der godkendes fradrag, jf. bl.a. TfS 1987.59 HR.

I nærværende sag er der tale om en erstatning, der betales som følge af et indgået forlig mellem klageren og selskabet under konkurs. Der er ikke direkte tale om en erstatning, som selskabet er blevet pålagt overfor tredjepart som følge af erstatningspådragende handlinger foretaget af klageren i hans egenskab af direktør og som led i udøvelsen af virksomheden i selskabet.

Sagen kan derfor sammenlignes med de tilfælde, hvor bl.a. bestyrelsesmedlemmer er blevet pålagt erstatning over for de selskaber, som de tidligere har været tilknyttet eller ansat hos, bl.a. SKDM 1983.182 VL, TfS 1985.650 LSR og SKM2009.510.BR.

I de omhandlede sager blev de pågældende pålagt erstatningspligt eller indgik forlig om erstatningsbetaling overfor selskaberne. Årsagen var, at deres erstatningspådragende handlinger havde medført, at selskaberne havde lidt tab, der medførte eller var medvirkende til konkurs/likvidation. I ingen af de tre nævnte domme blev der godkendt fradrag for erstatningsbetalingen, idet sådanne erstatningsforpligtelser ikke kunne anses for eller ligestilles med driftstab. Erstatningsbetalinger falder således efter praksis uden for rammerne af den risiko, som udøvelsen af hvervet som bestyrelsesmedlem eller direktør/ forretningsfører normalt og sædvanligt medfører.

Klagerens repræsentant har argumenteret for, at det af byrettens dom offentliggjort i SKM2009.510.BR kan udledes, at fradrag var blevet godkendt, hvis det pågældende bestyrelsesmedlem var blevet aflønnet af selskabet.

Det kan imidlertid ikke læses ud af dommen, at det var afgørende for rettens vurdering, at bestyrelsesmedlemmet var ulønnet. Som den primære begrundelse fastslog dommen, at forligsbetalingen som følge af den indbragte stævning faldt uden for rammerne af den normale risiko som bestyrelsesmedlem.

Det er korrekt, at byretten i sin dom endvidere lagde til grund, at klageren ikke havde oppebåret løn som bestyrelsesmedlem, og at han derfor som udgangspunkt ikke havde fradrag for sine udgifter efter statsskattelovens § 6.

Det kan imidlertid ikke læses ud af dommen, at dette var afgørende for rettens vurdering.

Endvidere findes afgørelsen offentliggjort i LSRM 1968.111 ikke umiddelbart sammenlignelig med nærværende sag, idet der var tale om en erstatning, der blev udmålt til tredjemand.

Der er ikke foretaget en vurdering af erstatningsspørgsmålet eller spørgsmålet om uagtsomhed, idet det af udskriften fra Landsrettens retsbog fremgår, at sagen er forligt således, at klageren betaler en erstatning til konkursboet på 1,5 mill. kr.

Idet erstatninger af lignende karakter ikke tidligere er blevet anset som udslag af normal og sædvanlig risiko i forbindelse med jobbet som direktør, findes der ikke, at være grundlag for at indrømme fradrag for erstatningen. Herved er der endvidere lagt vægt på, at der ikke er tale om udredelse af en erstatning, som selskabet er blevet pålagt som følge af direktørens ansvarspådragende handlinger over for tredjepart, som eksempelvis de nævnte Højesteretsdomme SKM2012.363.HR [SKM2012.353.HR.red.SKAT]og TfS 1987.59 HR.

Nævnet fastholder herefter, at svaret på spørgsmålet skal være et "Nej".

Klagerens påstand og argumenter

Spørgsmålet skal besvares: JA

Vedrørende sagens faktiske omstændigheder har klageren oplyst følgende: 

Selskabet blev i 2004 i stor grad domineret af konsulenten, der officielt var tilknyttet selskabet som konsulent. Han havde til opgave at finde ejendomme, som selskabet kunne erhverve i investeringsøjemed, hvorfor han de facto var drivkraften i selskabet. I kraft af denne funktion skabte konsulenten gennem en årrække ikke ubetydelige værdier i selskabet, og han blev derfor en ganske betydningsfuld nøgleperson. Det øvrige personale var af mere administrativ karakter.

Klageren meddelte allerede 3 måneder efter sin tiltræden, at han ønskede at udtræde af stillingen snarest, idet han var utilfreds med konsulentens ageren for selskabet.

På grund af en tidligere konkurs havde konsulenten svært ved at skaffe finansiering tilstrækkelig hurtigt til køb af ejendommen på ...1. I kraft af konsulentens ikke uvæsentlige funktion i selskabet besluttede bestyrelsen, at man var villig til at hjælpe ham med at erhverve ejendommen. Selskabet opnåede dermed den gevinst at knytte ham tættere til selskabet. Det var en forudsætning, at erhvervelsen ikke måtte blive en drifts- eller likviditetsmæssig belastning for selskabet, ligesom selskabet ikke måtte tabe på ejendommen. Erhvervelsen af ejendommen var således betinget af, at dispositionen skulle være neutral.

Ejendommen var aldrig tiltænkt som en investering i selskabet. Huset blev alene anskaffet på vegne af konsulenten, så den kunne tjene til bolig for ham selv og hans familie. I den forbindelse skal opmærksomheden henledes på, at selskabet investerede i langt større projekter, herunder erhvervsejendomme, hoteller og boligbyggeri. En ... villa i priskategorien 10.500.000 kr. var således ikke inden for selskabets fokusområde, hvortil kommer at der i selskabet var bred enighed om, at der ikke kunne forventes gode afkastmuligheder på den pågældende ejendom.

Overdragelsen af anparterne i datterselskabet skete på vilkår, som var aftalt forud for erhvervelsen af ejendommen. Overdragelsen var i øvrigt drøftet og godkendt af bestyrelsen i selskabet. Beslutningen om overdragelsen af anparterne i datterselskabet blev formelt truffet den 9. juni 2005 på et bestyrelsesmøde i selskabet. Den reelle beslutning var imidlertid truffet allerede ved erhvervelsen af ejendommen, idet selskabet hele tiden havde haft til hensigt at afhænde ejendommen til konsulenten på et senere tidspunkt, når han fik mulighed for at overtage gælden eller stille alternativ finansiering.

På bestyrelsesmødet den 9. juni 2005 blev børsnotaen, som ligeledes er dateret den 9. juni 2005, fremlagt. I den forbindelse godkendte samtlige bestyrelsesmedlemmer, at anparterne blev overdraget på de vilkår, som fremgår af børsnotaen.

Efter bestyrelsesbeslutningen underskrev klageren i egenskab af tegningsberettiget direktør for selskabet den af bestyrelsen godkendte børsnota. Det var således klageren, der i sin egenskab af tegningsberettiget direktør gennemførte ejendomshandlen på baggrund af en enstemmig bestyrelsesbeslutningen herom.

At klageren blot gennemførte en af bestyrelsen truffet beslutning kan udledes af bestyrelsesreferat dateret den 9. juni 2005, hvoraf det fremgår, at

"...

...1 will be sold to KM immediately and EO will help get a finance without the guarantee from G1. If this will not succeed, G1 will give the guarantee.

..."

Anparterne i datterselskabet blev solgt til den kostpris, der fremgik af årsregnskabet, som den samlede bestyrelse godkendte og underskrev få dage forinden.

Konsulenten forestod en omfattende renovering af ejendommen for egne midler. Dette var i overensstemmelse med den foreliggende aftale med selskabet, herunder aftale om at ejendomshandlen ikke måtte være likviditetskrævende.

Klageren har deltaget i flere ejendomshandler i sin egenskab af direktør. Han har endvidere selv købt fast ejendom af selskabet, som i den forbindelse også har haft en ikke ubetydelig gevinst ved at sælge til klageren.

For det første er der henvist til, at selskabet udstykkede G3 Hotel til hotellejligheder. I den forbindelse fastsatte den lokale EDC mægler priserne på de enkelte hotellejligheder, idet de også forestod salget af lejlighederne. Til trods for at salget gik meget trægt, valgte klageren i privat regi at erhverve den største af hotellejlighederne. Lejligheden blev købt kontant til udbudsprisen. Der blev ikke givet afslag i prisen, der udgjorde 1.499.000 kr.

For det andet købte klageren en i ...2 beliggende afskrivningsberettiget ejendom af selskabet. Ved salget af ejendommen havde selskabet en fortjeneste på 400.000 kr., hvilket fremgår af referat fra bestyrelsesmøde afholdt den 16. december 2004.

Klagerens anbringender:

Efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ydes der fradrag for erstatningsbetalinger, i det omfang erstatningen er opstået i kontraktforhold samt den ansvarspådragende disposition ligger inden for almindelig driftsrisiko. Der er henvist til side 459 i Skatteretten 1, 5. udgave. Ansatte har også adgang til at fradrage et sådant tab. Der er henvist til side 295 i Lærebog om indkomstskat, 14. udgave.

Der foreligger en række afgørelser, hvoraf det kan udledes, at en lønmodtager efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, har adgang til at fradrage en betalt erstatning som følge af en disposition udført i vedkommendes egenskab af lønmodtager, når erstatningen knytter sig til en ansvarspådragende disposition, der ligger inden for almindelig driftsrisiko ved udøvelsen af erhvervsmæssig virksomhed.

Der er henvist til LSRM 1968.111, TfS 1987.59 HR, SKM2009.510.BR samt SKM2012.363.SKAT [SKM2012.353.HR.red.SKAT].

Det er gjort gældende, at det kan udledes af SKM2009.510.BR, at det efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er muligt at fradrage en erstatningsbetaling i det omfang, det kan godtgøres, at den erstatningspådragende disposition, der ligger til grund for forligsbetalingen, ligger inden for rammerne af den risiko, der normalt og sædvanligt er forbundet med udøvelsen af det hverv, inden for hvilket ansvaret er pådraget, f.eks. i forbindelse med bestyrelses- eller direktionsarbejde. Det er videre gjort gældende, at det kan udledes af dommen, at det er en betingelse for fradrag, at hvervet er lønnet, idet fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, alene ydes, i det omfang udgiften har tilknytning til indkomsterhvervende dispositioner.

Da bestyrelsesmedlemmet i den konkrete sag offentliggjort i SKM2009.510.BR ikke havde optjent eller oppebåret et skattepligtigt vederlag, var forudsætningerne ikke til stede for anvendelse af bestemmelsen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det havde imidlertid forholdt sig anderledes, såfremt bestyrelsesmedlemmet havde oppebåret en indkomst.

Den af klageren betalte erstatning på 1.500.000 kr. i henhold til retsforlig af den 8. november 2011 er udslag af en normal og sædvanlig driftsrisiko ved jobbet som direktør.

Klageren havde i sin egenskab af administrerende direktør for selskabet det overordnede ansvar for den daglige ledelse, herunder også fortjeneste og tab ved overdragelse af selskabets enkelte aktiver. Der er henvist til selskabslovens § 361, stk. 1.

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er klageren således berettiget til at fradrage erstatningsbeløbet på 1.500.000 kr., som han er pligtig at betale som følge af det indgåede retsforlig.

Klageren er blevet pligtig til at betale 1.500.000 kr. som følge af en ejendomshandel foretaget i selskabet. Godkendelsen af en ejendomshandel i et ejendomsselskab ligger klart inden for en direktørs almindelige virke henset til, at denne har ansvaret for den daglige ledelse. Klageren opnåede ikke selv nogen økonomisk gevinst ved overdragelsen af anparterne i datterselskabet, der fandt sted ved børsnotaen dateret den 9. juni 2005.

Da klageren ejede 20 % af ejendommen, var det for ham en ulempe at sælge til kostprisen som aftalt, idet han derved selv gik glip af en fortjeneste. Konsulenten og klageren havde således modstridende interesser i den pågældende handel. At klageren ikke selv opnåede nogen gevinst ved overdragelsen - tværtimod - støtter det forhold, at dispositionen alene blev foretaget som led i klagerens daglige virke som direktør.

I det konkrete tilfælde handlede klageren i overensstemmelse med en enstemmig bestyrelsesbeslutning, idet selskabets bestyrelse ved møde den 9. juni 2005 havde godkendt overdragelsen.

Dertil kommer, at erhvervelsen af anparterne og det senere salg var erhvervsmæssigt begrundet, idet formålet hermed var at tilgodese konsulenten, som selskabet havde en klar forretningsmæssig begrundelse for at knytte tættere til selskabet grundet hans evne til at udvælge gode investeringsejendomme.

Konsulenten havde - som omtalt ovenfor - en ikke uvæsentlig funktion i selskabet. I kraft af denne funktion skabte han ikke ubetydelige værdier i selskabet, og han blev derfor en ganske betydningsfuld nøgleperson i virksomheden.

Det var derfor erhvervsmæssig begrundet, at selskabet valgte at hjælpe konsulenten med at skaffe finansiering, idet han selv havde svært ved dette grundet sin tidligere konkurs.

Der er henvist til LSRM 1968.111, hvor Landsretten fastslog, at chaufføren havde handlet uagtsomt i forhold til de for sagen relevante bestemmelser i færdselsloven. Kendelsen er fremhævet, idet Landsskatteretten - desuagtet at Landsretten havde fundet chaufføren skyldig i uagtsom adfærd - fandt, at den ansvarspådragende handling efter de foreliggende oplysninger havde haft en sådan forbindelse med chaufførens erhvervsmæssige arbejde, at et fradrag i indkomstopgørelsen for den omhandlende erstatning måtte være berettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det er ikke korrekt, at LSRM 1968.111 ikke findes anvendelig, idet der er tale om en erstatning udmålt til tredjemand. Erstatningsforholdet vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en skadevolder er pligtig til at erstatte en skade forvoldt på skadelidte. Som følge af principalansvaret i DL 3-19-2 er arbejdsgiver dog ansvarlig for de "almindelige" ansvarspådragende handlinger, medarbejderne forvolder på tredjemand. I et sådan tilfælde vil arbejdsgiver imidlertid have regres mod arbejdstager - dvs. skadevolder. Der er henvist til erstatningsansvarslovens § 23, stk. 1, hvoraf det følger, at erstatning, som en arbejdsgiver har måttet udrede som følge af en arbejdstagers uforsvarlige adfærd, kan kræves betalt af denne i det omfang, det findes rimeligt under hensyn til den udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt.

I nærværende sag har klageren (skadevolder) påført selskabet (skadelidte) et økonomisk tab, idet han ikke har foretaget en undersøgelse af, om ejendommen i det solgte selskab havde været genstand for en værditilvækst siden erhvervelsen.

Havde klageren på vegne af selskabet påført tredjemand dette tab i sit virke som direktør for selskabet, er det utvivlsomt, at selskabet ville have haft regresret mod klageren som følge af bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 23, stk. 1. Det gør således ingen forskel, hvorvidt skaden er påført som led i et ansættelsesforhold. Klageren er skadevolder, skaden er opstået i kraft af hans virke som direktør og i det konkrete tilfælde er selskabet skadelidte.

Det er uden betydning, hvorvidt Landsskatteretten måtte være af den opfattelse, at klageren ved overdragelsen af anparterne i datterselskabet har handlet uagtsomt, hvilket - ifølge ovennævnte kendelse offentliggjort i LSRM 1968.111 - ikke i sig selv medfører, at skadevolder herved har mistet retten til at fradrage den betalte erstatningssum, der knytter sig til den ansvarspådragende handling.

Selskabet havde ikke et egentlig tab på overdragelsen af anparterne i datterselskabet til det engelske selskab G2 Ltd. Selskabet havde allerede ved stiftelsen af datterselskabet accepteret, at det ikke skulle tjene på ejendomshandlen, men at ejendomshandlen alene tjente det formål at knytte konsulenten tættere til selskabet efter bestyrelsens ønske.

Den værdistigning, som fandt sted på ejendommen, var afledt af konsulentens investering i ejendommen, idet han renoverede denne for 3 mio. kr. Der er imidlertid ikke tale om, at selskabet valgte at sælge ejendommen til købspris, idet konsulenten ellers ville gøre krav på renoveringsomkostninger og fortjeneste som følge af renoveringen ved salg til anden side. Faktum er, at bestyrelsen ikke på noget tidspunkt havde forholdt sig til, om prisen skulle justeres. Dette skyldes, at der forelå en klar aftale om, at datterselskabet reelt tilhørte konsulenten, og at han investerede egne midler i renoveringen af ejendommen. Selskabet var blot "parkeret" som datterselskab til selskabet en meget kort periode.

På grund af procesrisikoen ved at føre en sag ved domstolene kombineret med procesøkonomiske hensyn valgte klageren at indgå retsforliget.

Uanset at klageren har valgt at indgå et retsforlig, er den i sagen omhandlede disposition foretaget af ham i egenskab af direktør for selskabet, og betalingsforpligtigelsen i henhold til forliget vil derfor være fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

At konkursboet har været villig til at indgå et retsforlig med klageren, støtter i høj grad den omstændighed, at den ansvarspådragende disposition er et udslag af en almindelig driftsrisiko. Retsforliget er således en tilkendegivelse fra modparten om, at det forekommer usikkert, hvorvidt klageren overhovedet har handlet uagtsomt ved overdragelsen af anparterne i datterselskabet.

Dette støttes af, at konkursboet valgte at indgå et retsforlig under ankesagen med et beløb på 1.500.000 kr. svarende til ca. 27 % af den erstatning på 5.500.000 kr., som klageren blev pådømt at betale konkursboet af Byretten.

Under sagens behandling i Landsskatteretten er der fremlagt årsrapport for 2004 for selskabet. Årsrapporten er underskrevet og godkendt af alle bestyrelsesmedlemmer, og det fremgår af note 9, at værdien af datterselskabet er angivet til anpartskapitalen på 125.000 kr. med fradrag af 16.044 kr. Bestyrelsen har således godkendt, at værdien af selskabet alene udgjorde anpartskapitalen, hvilket dokumenterer, at bestyrelsen ikke havde den opfattelse, at der var sket en værditilvækst i datterselskabet.

Der er tillige fremlagt årsrapport for 2004/2005 for datterselskabet. På tidspunktet for aflæggelse af årsrapporten ejede konsulenten selskabet, og det fremgår af årsrapporten, at ejendommen pr. 31. december 2005 var aktiveret til 25.000.000 kr. Da ejendommen oprindelig var købt for 10.500.000 kr., var der således sket en værditilvækst på 14.500.000 kr. siden anskaffelsen.

Af årsrapportens side 12 fremgår, at man i årsrapporten havde opskrevet værdien af ejendommen med ca. 12.500.000 kr. Det må således antages, at der har været aktiveret ca. 2.000.000 kr. på ejendommen før denne opskrivning, hvilket antagelig har udgjort de renoveringsomkostninger, som konsulenten selv har afholdt på ejendommen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse 

Skatteydere kan fradrage driftsomkostninger, dvs. de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer.

Erstatningsbeløb kan efter praksis fradrages, hvis de er pådraget i forbindelse med drift af erhvervsvirksomheden og er et udslag af en normal driftsrisiko ved udøvelsen af den pågældende erhvervsvirksomhed.

G1 Ejendomsselskab A/S havde bl.a. til formål at drive handel med fast ejendom. Efter det oplyste var formålet at investere i erhvervsejendomme, hoteller og boligbyggeri. Den omhandlede mellemfinansiering af ejendomshandlen vurderes ikke at ligge inden for selskabets normale driftsområde.

Klageren har handlet ansvarspådragende over for selskabet ved at overdrage datterselskabet og ejendommen under markedsværdien. Det fremgår af byrettens dom af 15. november 2010, uanset at klageren har indgået forlig omkring betalingen ved Landsretten.

Henset til selskabets sædvanlige drift og formål er den ansvarspådragende handling imidlertid ikke udslag af en normal driftsrisiko for klageren som direktør for dette selskab. Da forligsbetalingen således ikke er et udslag af sædvanlig driftsrisiko ved udøvelsen af den pågældende erhvervsvirksomhed, finder Landsskatteretten ikke, at der er tale om et driftstab, som er fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.

..."

A har i sagen fremlagt en række saldobalancer vedrørende 2005 for de i ejendomsselskabskoncernen deltagende selskaber (ekstrakten side 158-184), der skal godtgøre, at ingen af koncernens selskaber har afholdt udgifter til renoveringen af ...1.

Forklaringer 

A har forklaret, at han har været selvstændig i mange år. Efter en fortid i ...-kæden og ... etablerede han en tekstilvirksomhed i Østen. Han arbejdede her. Han lærte på et tidspunkt KM at kende. I forbindelse med salg af sin tekstilvirksomhed gik han med ind i G1 Ejendomsselskab A/S. Det var KM, som stod for den daglige drift i selskabet. Der kom flere aktører med ind. Selskabets aktiviteter blev større og større, og fra sommeren 2004 blev han direktør i selskabet. Selskabets aktivitet bestod primært i køb og salg af faste ejendomme og ejendomsudvikling. Selskabet købte ikke ejendomme op med henblik på at beholde dem og leje dem ud. I 2004 blev EO ansat som finansdirektør. EO kom fra en stilling i G4 Kredit. Selv var han på dette tidspunkt administrerende direktør i selskabet. Bestyrelse bestod af ejerkredsen. De stod næsten dagligt i kontakt med hinanden. NS var i Danmark 3 - 4 måneder om året. De øvrige bestyrelsesmedlemmer kom også jævnligt til Danmark. Tingene blev meget ofte aftalt hen ad vejen. Aftalerne var ofte lavet forud for bestyrelsesmøderne. Selskabets investeringer lå typisk mellem 20 og 100 millioner kroner. Han kunne ikke selv købe ejendomme op uden forinden at spørge bestyrelsen. Han har da heller aldrig købt en ejendom uden bestyrelsens forudgående godkendelse.

Op til efteråret 2004 havde KM fundet nogle rigtig gode ejendomme, som selskabet havde købt. Det var alt sammen meget positivt. KM var en god mand for selskabet. KM havde imidlertid personlige økonomiske problemer. KM havde fundet en patricierejendom til sig selv i ...1, men kunne ikke få finansieret købet. Selskabet skulle så hjælpe KM med finansieringen af ejendommen. Til dette formål blev G.1.1 ApS stiftet. Anpartsselskabet var 100 % ejet af G1 Ejendomsselskab A/S. Meningen var, at G1.1 ApS i en mellemperiode blot skulle lægge navn til ejerskabet. Det er dette, han skrev til EO om den 5. oktober 2004 (ekstrakten side 75). Det afgørende var, at ejendomsselskabet ikke ville komme til at tabe penge på sagen, idet KM straks skulle sætte ejendommen i stand, og dermed ville værdien straks blive forøget. Købet skulle endvidere være 100 % være finansieret. De blev derfor alle sammen enige om at hjælpe KM med dette. Alle bestyrelsesmedlemmerne sagde ja til dispositionen. De var også alle enige om, at det var KM, som skulle "score" værdiforøgelsen. Der var ingen af bestyrelsesmedlemmerne, som havde forbehold. Det var EO, som skulle stå for det praktiske med at få finansieringen på plads. Da det var meningen, at KM, når han havde mulighed herfor, selv skulle overtage det formelle ejerskab til ejendommen, var det fornuftigt at køre erhvervelsen af ejendommen gennem et anpartsselskab. I oktober 2004 kunne KM ikke selv skaffe finansiering på sædvanlige vilkår på den korte bane. Dette havde at gøre med, at KM tidligere havde været konkurs. Da ejendomsselskabet sagde ja til at hjælpe KM, var tidshorisonten "hurtigst muligt" for KM´s tilbagekøb af ejendommen. De regnede på dette tidspunkt med en tidshorisont på ca. 6 måneder.

Som det fremgår af hans mail den 14. december 2004 (ekstrakten s. 81) lykønskede han KM og dennes kone TN med, at finansieringen var gået på plads. Han sendte mailen såvel til KM som dennes hustru, da det jo drejede sig om deres privatbolig. Alle i selskabet var enige om, at det var KM´s hus.

Selskabet kunne aldrig drømme om at købe en ... villa. Dette lå helt udenfor selskabets normale investeringsområde.

På bestyrelsesmødet den 16. december 2004 (ekstrakten s. 82) var alle bestyrelsesmedlemmerne til stede. Under redegørelsen for dagsordenens punkt 11 om nye projekter, blev der orienteret om selskabets investering af ...3. Det var en erhvervsejendom, som KM kunne købe ind. Fordelen for selskabet var, at man som led i handelen samtidig kunne komme af med varer og biler, som man ikke havde brug for. Det var en god handel for ejendomsselskabet. Han købte selv ejendommen med det samme af ejendomsselskabet af skattemæssige årsager. Ejendomsselskabet tjente på denne handel.

Han modtog 45.000 kroner månedligt i løn. Det betød ikke så meget for ham, hvad månedslønnen udgjorde. Han tjente sine penge på udbyttet i forbindelse med ejendomsselskabet, som han jo ejede 20 % af.

Foreholdt e-mail korrespondance den 26. januar 2005 vedrørende forsikring på ...1 (ekstrakten s. 95) har han forklaret, at JM var ansat i ejendomsselskabet. At få ejendommen forsikret var KM´s anliggende, da det var hans privatbolig. Det er dette, som hans svar var udtryk for.

Foreholdt mail fra KM den 2. februar 2005 (ekstrakten s. 97) har han forklaret, at HM var KM´s bogholder. Hun var også KM´s ekskone. G5 var et selskab som KM kontrollerede. KM mente, at G5 havde lagt penge ud for ejendomsselskabet. Det havde det nok også. Der var ofte store mellemregninger. På dette tidspunkt fyldte ...1 ikke så meget. De hørte af og til om KM´s modernisering af ejendommen. De var også af og til ude og se huset.

Foreholdt note 9 til årsrapporten for 2004 (ekstrakten s. 141) har han forklaret, at det er korrekt, at alle aktiver blev optaget til kostpris. De havde fået ejendommen vurderet og optog den til værdien. Det var kostprisen. De skrev alle regnskabet under.

Han kan udmærket huske, at der var et bestyrelsesmøde den 9. juni 2005. Han skrev selv referatet fra mødet (ekstrakten s. 155). De personer, der er nævnt i referatet som deltagere, var til stede. Der var på bestyrelsesmødet enighed om, at ejendomsselskabet skulle børsnoteres på First North børsen i USA. For at dette kunne lade sig gøre, skulle der ryddes op i de selskaber, hvor der var specialaftaler. Ud over G1.1 ApS, lå der også i ejendomsselskabets regi en ejendom i ...4, som var KM´s ejendom. HM boede i den ejendom. Det var sådan noget, som skulle ryddes op inden en børsnotering. På bestyrelsesmødet meddelte han, at han udtrådte af direktionen. Dette skyldtes store uoverensstemmelser om driften mellem ham og KM. I efteråret 2005 var uoverensstemmelserne blevet uoverstigelige. Der blev derfor nedsat en ledelseskomite med deltagelse af KM, ham selv, advokat DJ og EO. Han var slet ikke i stand til at tale med KM. I august 2005 blev han købt ud af de andre ejere. Vedrørende punkt 9 i referatet har han forklaret, at de formelt blev enige om at sælge ...1 ud af ejendomsselskabets portefølje. Beslutningen var truffet. Af hensyn til børsnoteringen skulle det gå hurtigt. Derfor var de også villige til at lade ejendomsselskabet stille en garanti, der som KM ikke kunne købe ejendommen uden, at ejendomsselskabet stillede en garanti.

Foreholdt børsnota dateret den 9. juni 2005 angående salg af anparterne i G1.1 ApS (ekstrakten s. 154) har han forklaret, at børsnotaen blev fremlagt på bestyrelsesmødet den 9. juni 2005. Alle tilstedeværende var enige om vilkårene. Det eneste der var vigtigt var, at ejendomsselskabet ikke tabte penge på handlen. Alle tilstedeværende var også enige om, at KM selv skulle "tjene" sin egen istandsættelse. Da CB afgav forklaring i retten, kørte han samtidig en sag mod CB. Derfor var CB ikke særlig velvilligt indstillet ved sin forklaring. Den 9. juni 2005 blev der ikke talt om pris. Prisen var jo givet på forhånd. Der blev heller ikke talt om værdien af istandsættelsen eller andet. Set bagudrettet har han kun haft ulemper ud af sagen. Han har ikke tjent penge på dette.

Alle de saldobalancer m.v., som er fremlagt i sagen (ekstrakten s. 158 - 184) dokumenterer, at ejendomsselskabet ikke har brugt penge på ...1. Denne dokumentation kunne han ikke få adgang til af kurator under retssagen om erstatningskravet. Adgangen har han først kunnet få efterfølgende.

Foreholdt et brev af 27. august 2007 fra ejendomsselskabet G1.1 ApS (ekstrakten s. 219) har han forklaret, at KM skulle bruge alle kontokortene fra sit eget bogholderi for at dokumentere overfor kurator, hvad KM havde brugt af penge til at forbedre ejendommen med. De pågældende kontokort er ikke de bilag, som han nu har fremlagt i denne sag (ekstrakten s. 158 - 184).

Foreholdt ejendomsselskabets formålsparagraf (ekstrakten s. 188) har han forklaret, at det er hans klare opfattelse, at den aftale, bestyrelsen lavede med KM angående ...1, lå indenfor ejendomsselskabets formålsbestemmelse om finansiering og investering.

Foreholdt at der i ejendomsselskabet G1.1´s årsrapport 2004/2005 blev lavet en opskrivningshenlæggelse på 12,5 millioner (ekstrakten s. 211) har han forklaret, at dette er udtryk for, at ejendommen var 12.5 millioner kroner værd, idet ejendommen var optaget i balancen til 25 millioner kroner. KM havde købt ejendommen for 10,5 millioner, og derfor må KM nødvendigvis have istandsat ejendommen for ca. 2,5 millioner kroner.

Foreholdt KM´s redegørelse til advokatfirmaet R1 den 14. juni 2006 (ekstrakten s. 212) har han forklaret, at han er helt enig i KM´s beskrivelse af de praktiske omstændigheder ved handlen.

Foreholdt en udskrift af Landsrettens dombog (ekstrakten s. 220 - 222) har han forklaret, at ejendomsselskabet skulle stille en lejlighed til rådighed for ham, da han indtrådte som direktør i ejendomsselskabet. Af skattemæssige årsager købte han senere ejendommen til kostpris af ejendomsselskabet. Kurator i konkursboet efter ejendomsselskabet mente på den baggrund, at han var blevet begunstiget på kreditorernes bekostning. Dette krav blev han imidlertid frifundet for.

Foreholdt udskrift af dombogen fra Byretten vedrørende dom afsagt den 15. november 2010 i sag nr. BS 28B-1817/2007 (ekstrakten s. 223 -235) har han forklaret, at det er rigtigt, at han blev dømt i Byretten til at betale erstatning med 5,5 millioner kroner med tillæg af renter fra den 22. marts 2007 til konkursboet. Det er hans opfattelse, at der er utroligt mange fejl i dommen. Dommeren misforstod simpelthen, hvordan der var handlet i forhold til værdien. Man lagde ukritisk til grund, at avancen fra anskaffelsen til salget var 5,5 millioner kroner. Denne avance blev fastsat på baggrund af en værdi fastsat ved syn og skøn på 16 millioner i forhold til anskaffelsessummen på 10,5 millioner kroner. Der blev ikke taget højde for skatten. Var der taget højde for skatten ville avancen i så fald kun havde været 4,1 millioner kroner. Der blev fremlagt en beregning herpå fra en revisor.

Da dommen blev afsagt var alle de involverede chokerede. KM fik dårlig samvittighed. CB og DJ havde jo "drillet lidt" med deres forklaringer i retten. KM syntes derfor, at de nu skulle se at komme ud af busken. Derfor skrev KM en mail til de øvrige (ekstrakten s. 236). Efter at have sendt denne henvendelse vendte KM tilbage til ham med de øvriges krav for at komme ud af busken. På dette tidspunkt havde han advokat NK. NK sagde, at det var fuldstændig vanvittigt, og udarbejdede derfor notatet af 7. april 2011 (ekstrakten s. 237 - 238).

De øvrige bestyrelsesmedlemmer boede i udlandet. Han havde endvidere ikke den store forventning til, at de øvrige bestyrelsesmedlemmer ville stå ved, hvad der var aftalt. Nogle af dem ville i øvrigt heller ikke være i stand til at betale. Dette var baggrunden for, at han havde valgt ikke at inddrage dem i retssagen. Det er hans opfattelse, at kurator gik efter ham, fordi han boede i Danmark og havde formue.

Han ankede dommen. Der var jo en stor risiko forbundet med sagen. Under ankesagen henvendte kurator sig af egen drift og meddelte, at det var kurators opfattelse at kreditorerne ville gå med til et forlig på ca. 700.000. Imidlertid meddelte kreditorerne, hvilket primært var banker, at 700.000 var for lidt. Kurator kom til sidst igennem hos kreditorerne med et forligsbeløb på 1,5 millioner kroner med tillæg af 900.000 kroner i renter. Uagtet han mente, at han ikke var ansvarlig, turde han ikke andet end at sige ja til forligstilbud-det. Alternativet var at tabe sagen igen, hvorefter han ville have skullet af med ca. 9 millioner kroner inklusiv renter. Det var en ren procesøkonomisk risikovurdering.

Adspurgt af SKATs advokat har han forklaret, at der udelukkende var tale om mellemfinansiering. Ejendommen skulle sælges igen til samme pris som ved erhvervelsen. Idet KM istandsatte ejendommen, skulle denne selv tjene denne værdistigning. Der var ikke drøftelser i bestyrelsen om, hvad der skulle ske med generelle værdistigninger. Det vigtige var, at ejendomsselskabet ikke tabte penge på handlen. Hvis KM ikke kunne købe ejendommen ud, så regnede de med at kunne sælge den til anden side. Han var godt klar over, at KM havde renoveret ejendommen for ca. 3 millioner kroner, og at ejendommen dermed var blevet mere værd, da den blev solgt til KM. Ejendomsselskabet påtog sig en kautionsforpligtelse for 2,5 millioner kroner i forbindelse med optagelse af finansiering ved købet af ejendommen i 2004. Han ved ikke, om ejendomsselskabet kom til at stille garanti, da KM købte ejendommen af ejendomsselskabet. Børsnotaen blev fremlagt og underskrevet på bestyrelsesmødet. Han kunne som administrerende direktør tegne selskabet alene.

EO har som vidne forklaret, at han er ingeniør. Han er endvidere uddannet på forsikringshøjskolen. Han har været i forsikringsbranchen. Hans seneste ansættelse var 12 - 13 år i G4 Kredit, hvor han sad i koncernledelsen. Han har også haft forskellige bestyrelsesposter. Det var A, som inviterede ham ind i ejendomsbranchen. I 2004 eller 2005 indtrådte han i G1 Ejendomsselskab A/S's bestyrelse. Han kan godt huske drøftelsen på bestyrelsesmødet i januar 2005 om, at selskabet skulle købe ejendommen ...1. Huset skulle bruges som KM´s privatbolig. Ejendomsselskabets aktionærer ønskede at hjælpe KM, som ikke kunne få finansiering til selv at købe ejendommen. KM havde været en god mand for ejendomsselskabet. Der var særligt et køb af en ejendom i ..., som bestyrelsen var meget tilfredse med. KM havde tjent mange penge ind til ejendomsselskabet. Han opfattede derfor hjælpen vedrørende ...1 som et "klap på skulderen" til KM. Han tror, at det var meningen, at KM skulle købe ejendommen ud igen hurtigst muligt. Personligt var han ikke særligt glad for konstruktionen. Han sagde til A, at de burde have ejendommen ud af ejendomsselskabet igen hurtigst muligt. Han kan ikke vurdere, om dispositionen var lønsom eller fornuftig set fra aktionærernes side. Det var hans oplevelse, at det mindst ligeså meget var de andre aktionærer, der pressede på. Han ved ikke, hvad A´s egentlige bevæggrund var. Han havde set ...1, da ejendommen blev købt. Han har også set ejendommen efter renoveringen. Huset var særdeles misligholdt, da det blev købt. Han vil beskrive det som en "byggegrund". KM satte ejendommen i stand.

Det er korrekt, at det på bestyrelsesmødet i juni 2005 blev besluttet, at selskabet skulle børsnoteres (ekstrakten s. 156) Det var hans opgave at få strammet tingene op i selskabet, således man kunne tiltrække investorer udefra. Som led i dette skulle der ryddes op i "særaftaler". Han jagtede A om dette. På mødet den 9. juni 2005 diskuterede man disse ting. A spurgte, om man ønskede ejendommen vurderet. Den samlede bestyrelse mente ikke, at dette var nødvendigt. Efter hans bedømmelse, ville dette også havde været meget vanskeligt, idet KM jo havde renoveret ejendommen for mange penge. Det vil derfor have været meget vanskelig at fastslå, hvor en eventuel værdistigning egentlig stammede fra. De var endvidere alle ude at se ejendommen. På dette tidspunkt var A og KM´s forhold til hinanden meget anstrengt. Situationen var så tilspidset, at en af de to måtte ud af selskabet. I august 2005 blev A købt ud. Han tror, at de øvrige var ligeså vidende om tingene, som A var. Han mener, at der lå en garanti i selskabet på 2 millioner kroner for et lån i F1-bank. Han forlangte, at garantien skulle ud af selskabet. Han tror imidlertid ikke, at KM nogensinde sørgede for, at garantien blev frigivet.

Parternes synspunkter 

A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 13. november 2014, hvori følgende er gjort gældende:

"...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at den af A afholdte udgift til betaling af erstatning på kr. 1.500.000 i henhold til forlig af den 8. november 2011 var udslag af en almindelig driftsrisiko ved varetagelsen af hvervet som administrerende direktør i G1 Ejendomsselskab A/S, og at udgiften som følge heraf er fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

-0-

Statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a indeholder hjemmel til fradrag for såkaldte driftstab.

Et driftstab er et tab, som er påført skatteyder ufrivilligt, herunder f eks. et tab som følge af et pådraget erstatningsansvar.

Ligesom ved de egentlige driftsomkostninger, er det en betingelse for adgangen til at fradrage et driftstab, at driftstabet er pådraget som et led i indkomsterhvervelsen.

Derudover stilles krav om, at tabet skal kunne anses for udslag af en normal eller naturlig risiko forbundet med driften af den pågældende virksomhed, jf. Skattelovrådets bemærkninger om driftstabsbegrebet i Bet. 1221/1991, s. 103. Fra praksis kan henvises til bl.a. UfR 1987.126  H og SKM2012.353.HR.

Fradragsretten for et driftstab er uafhængig af, om skatteyder på tidspunktet for den ansvarspådragende handling eller undladelse var lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende, forudsat at den ansvarspådragende handling skete ved udøvelsen af den erhvervsmæssige virksomhed, jf. Aage Michelsen, m.fl., Lærebog i indkomstskat, 14. udgave, s. 295.

Fra praksis vedrørende lønmodtageres adgang til driftstabsfradrag kan henvises til LSRM 1968.111 og TfS 1988.525 LSR. Det bemærkes, at det forhold, at et ledelsesmedlem har pådraget sig erstatningsansvar over for selskabets kreditor, efter omstændighederne kan være en normal og sædvanlig risiko ved varetagelsen af et hverv som bestyrelsesmedlem eller direktør, jf. forudsætningsvist de konkret begrundede afgørelser offentliggjort i TfS 1985.650 LSR og SKM2009.510.BR.

-0-

Sagsøgte har i svarskriftets side 5 anført, at det efter sagsøgtes opfattelse er en betingelse for fradragsret, at A efter ansættelseskontrakten med G1 Ejendomsselskab A/S var forpligtet til at kompensere selskabet for eventuelle erstatninger gennem lønafkortning.

Sagsøgte har i den forbindelse henvist til Aage Michelsen m.fl., Lærebog om indkomstskat, 15. udgave, side 379. Det citerede tager udgangspunkt i, at arbejdsgiveren normalt selv må bære risikoen for resultatet af de dispositioner, en lønansat foretager i virksomhedens interesse, og at såfremt arbejdstageren frivilligt dækker tabet, kan det kun være ud fra ønsket om at bevare stillingen og dermed indtægtskilden.

Det er imidlertid væsentlig at holde sig for øje, at A´s arbejdsgiver i nærværende sag var gået konkurs på det tidspunkt, hvor erstatningskravet blev rejst, og A´s betaling i henhold til forlig af den 8. november 2011 således hverken blev foretaget frivilligt eller med henblik på bevaring af indkomstkilden.

-0-

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det videre gældende, at den af A afholdte udgift til betaling af erstatning på kr. 1.500.000 i henhold til forlig af den 8. november 2011 var udslag af en almindelig driftsrisiko ved varetagelsen af hvervet som administrerende direktør i G1 Ejendomsselskab A/S.

I sin egenskab af administrerende direktør for G1 Ejendomsselskab A/S havde A det overordnede ansvar for den daglige ledelse, herunder ansvaret for overdragelse af selskabets investeringsejendomme.

Tab, som indtrådte ved overdragelse af selskabets aktiver, lå derfor indenfor det ansvar, som påhvilede A i sin egenskab af direktør, jf. selskabslovens § 361, stk. 1.

Ved underskriften af børsnotaen af den 9. juni 2005 - om overdragelse af anparterne i G1.1 ApS til det af KM kontrollerede engelske selskab - handlede A i overensstemmelse med den indgåede aftale mellem KM og selskabet om mellemfinansiering af dennes erhvervelse af ejendommen beliggende ...1.

A´s underskrift var endvidere i overensstemmelse med en enstemmig bestyrelsesbeslutning, idet G1 Ejendomsselskab A/S´s bestyrelse ved møde den 9. juni 2005 havde godkendt afhændelsen af anparterne i datterselskabet til kostpris.

Beslutningen om at mellemfinansiere KM var begrundet i, at selskabet havde en klar forretningsmæssig interesse i at knytte nøglemedarbejderen KM tættere til selskabet, idet han havde vist en særlig evne til at udvælge gode investeringsejendomme og derved havde skabt betydelige værdier i selskabet igennem årene.

Beslutningen om at mellemfinansiere ejendommen var således klart i G1 Ejendomsselskab A/S´s interesse, og beslutningen havde således en klar tilknytning til indkomsterhvervelsen i G1 Ejendomsselskab A/S - og dermed også A´s indkomsterhvervelse.

Dertil kommer, at mellemfinansieringen ikke var til fare for selskabet eller dets kreditorer, idet dispositionen var neutral for selskabet.

Det fremgår af det anførte, at det i dag stadig er A´s helt klare overbevisning, at der forelå en klar aftale om, at selskabet skulle mellemfinansiere KM´s ejendomserhvervelse, og at G1 Ejendomsselskab A/S derfor ikke led noget tab ved den efterfølgende afhændelse af anparterne i G1.1 ApS til kostpris, da selskabet var aftaleretligt forpligtet hertil.

Når A desuagtet valgte at indgå forlig med konkursboet, skyldtes dette, at der altid er forbundet en vis procesrisiko ved at føre en sag ved domstolene. Dertil kom, at der for A var procesøkonomiske hensyn, som talte for, at han indgik retsforliget.

Det er væsentligt at holde sig for øje, at retsforliget tillige udgør en tilkendegivelse fra modparten om, at det forekommer usikkert, hvorvidt der overhovedet var grundlag for at rette et erstatningskrav mod A.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at modparten valgte at indgå retsforliget med et beløb på kr. 1.500.000 svarende til ca. 27 % af den erstatning på kr. 5.500.000, som A blev pådømt at betale konkursboet af Byretten. Konkursboet afskrev således hele 73 % af erstatningsbeløbet, der var vundet ved Byretten, ved indgåelse af forliget.

-0-

Såfremt Retten mod forventning ikke finder det godtgjort, at der forelå en mellemfinansieringsaftale mellem KM og selskabet, og at A derfor havde pligt til at sørge for, at anparterne blev overdraget til datterselskabets indre værdi pr. den 9. juni 2005, gøres det gældende, at A´s manglende undersøgelse af markedsprisen for datterselskabets ejendom i forbindelse med overdragelsen var et udslag af simpel uagtsomhed, og at det af konkursboet efterfølgende påberåbte erstatningskrav var en naturlig og integreret risiko ved varetagelsen af hvervet som direktør i G1 Ejendomsselskab A/S.

Det kan højst anses for simpel uagtsomhed, når A under de foreliggende omstændigheder ikke foranledigede en undersøgelse af markedsværdien af datterselskabets ejendom foretaget i forbindelse med overdragelsen af datterselskabet.

Der henvises til, at afhændelsen af datterselskabet skulle ske hurtigst muligt som følge af bestyrelsens bestræbelser på at klargøre G1 Ejendomsselskab A/S til en børsnotering i USA.

Samtidig henvises til, at det må anses for ganske usædvanligt, når datterselskabets ejendom på blot 5 måneder - dvs. i perioden fra den 1. januar 2005 til den 9. juni 2005 - steg væsentligt i værdi.

Det må i øvrigt antages, at den værdistigning, som fandt sted på ejendommen, hovedsageligt var afledt af KM´s investering i ejendommen, idet han, som beskrevet ovenfor, renoverede denne for ca. kr. 3 mio. G1 Ejendomsselskab A/S kunne derfor ikke have beholdt ejendommen eller solgt denne til tredjemand uden samtidig at kompensere KM for investeringen.

Som tidligere anført opnåede A ikke nogen personlig berigelse ved afhændelsen af datterselskabet, der ubestrideligt foretoges med henblik på at knytte nøglemedarbejderen KM tættere til G1 Ejendomsselskab A/S.

Da A´s medvirken til overdragelsen af anparterne skete som led i varetagelsen af hvervet som direktør, da den manglende undersøgelse af markedsværdien alene kan tilregnes A som simpelt uagtsom, og da medvirken til en tabsgivende handel må anses for en naturlig og integreret risiko ved varetagelsen af hvervet som direktør i et ejendomsselskab, har A ret til skattemæssigt fradrag for det realiserede tab ved indgåelsen af forliget med konkursboet.

..."

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori følgende er gjort gældende:

2.             Det retlige grundlag

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for lønmodtagere fradrages udgifter "i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde", i det omfang de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et pristalsreguleret grundbeløb, jf. ligningslovens § 9, stk. 1.

De udgifter, der kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen er ifølge statsskattelovens § 6, stk. 1, a), de udgifter, som i årets løb er anvendt til at "erhverve, sikre og vedligeholdelse indkomsten".

Statsskattelovens § 6, stk. 1, a), vedrører "driftsomkostninger". A´s udgift på kr. 1,5 mio. til betaling af erstatningen er ikke en driftsomkostning i sædvanlig forstand. Han påberåber sig også fradrag ud fra en driftstabsbetragtning, jf. stævningen, side 13, lidt over midten.

I Driftsomkostningsbetænkningen, nr. 1221/1991, side 103, hedder det bl.a.:

"...

Der kan næppe peges på anden grænsedragning mellem driftsomkostninger og driftstab, end at tabet i modsætning til driftsomkostningen har karakter af en utilsigtet udgift, som altså ikke er afholdt "med vilje".

..."

Man kan altså sige, at det er kendetegnende for driftsudgifter, at de er et forudsat udslag af en disposition, som skatteyderen har foretaget bevidst. I modsætning hertil står utilsigtede udgifter eller tab som følge af en uventet og uforudset begivenhed, f.eks. brand eller anden skade, tyveri, andres forsømmelighed og lignende.

Allerede i 1912-vejledningen til statsskatteloven var det som betingelse for fradrag for driftstab et krav, at udgiften falder inden for rammerne af en naturlig og sædvanlig driftsrisiko ved den virksomhed, der udøves, jf. vejledningen, side 17, nederst. Herved kan også henvises til Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit C.C.2.2.3.1, og Skatteretten 1, 6. udgave, 2013, side 277, og Lærebog om indkomstskat, 15. udgave, 2013, side 297. Som et eksempel kan henvises til UfR 1996.775 H, hvor Højesteret fandt, at tyveriet ikke faldt "uden for rammerne af en naturlig driftsrisiko".

I Lærebog om indkomstskat, 15. udgave, 2013, side 379, anføres om - som A - lønmodtagere:

"...

Lønmodtagerens udgifter til erstatninger og lignende vil undertiden kunne være fradragsberettigede. Dette gælder især, hvor der efter ansættelseskontrakten kompenseres gennem lønafkortning. Har lønmodtageren påtaget sig et retligt forpligtende ansvar for f.eks. fejltælling, tyveri af arbejdsgivers kassebeholdning eller andre aktiver, vil der kunne være fradrag, medmindre lønmodtagerens handlemåde i forbindelse med tabet har været uforsvarligt, jf. Den juridiske vejledning 2013 C.A.4.3.1.8.

..."

Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler som udgangspunkt skatteyderen, jf. SKM2004.162.HR.

3.             Skatteministeriets anbringender:

Til støtte for frifindelsespåstanden gør Skatteministeriet gældende, at A ikke har godtgjort, at den erstatning på kr. 1,5 mio., han betalte til G1 Ejendomsselskab A/S i henhold til forliget ifølge bilag 3, er fradragsberettiget.

A var administrerende direktør i G1 Ejendomsselskab A/S og dermed lønmodtager. I 2005 - hvor den erstatningspådragende overdragelse af anparterne i Ejendomsselskabet G1.1 ApS til G2 Limited fandt sted (bilag 8) - oppebar A en månedsløn på kr. 45.000,- med tillæg af fri telefon, fri bil og pension, jf. stævningen, side 4, 3. sidste afsnit, og lønsedlerne i bilag 5.

A har ikke fremlagt en ansættelseskontrakt eller andet, hvorefter han skulle kompensere G1 Ejendomsselskab A/S for eventuelle erstatninger gennem lønafkortning. Hans lønindkomst og dermed hans skattepligtige indtægt, jf. statsskattelovens § 4, var derfor upåvirket af erstatningsbetalingen på kr. 1,5 mio. Udgiften til erstatningen vedrører derfor ikke den skattepligtige indkomst, jf. SKM2012.13.HR. Allerede derfor er erstatningen ikke fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, a).

-O-

Fradrag er også udelukket, fordi erstatningen ligger uden for rammerne af en naturlig driftsrisiko for A som administrerende direktør i G1 Ejendomsselskab A/S.

Ifølge udskriften fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (bilag 4) var G1 Ejendomsselskab A/S´s formål bl.a. at drive handel med fast ejendom for egen regning.

Udenfor dette formål lod A datterselskabet købe ejendommen ...1 for kr. 10,5 mio. Købet skete ikke som led i selskabets drift, men angiveligt alene for at hjælpe KM med i en periode at finansiere ejendommen, som alene skulle benyttes af ham til privat beboelse og kontor og altså ikke af selskabet. Endvidere lod A KM´s selskab købe datterselskabet for et beløb, der indebar at G1 Ejendomsselskab A/S i forhold til markedsværdien led et tab, som efter byrettens dom (bilag 2) udgjorde kr. 5,5 mio., og som han ved forliget under landsretssagen (bilag 3) fik forhandlet ned til en betaling af kr. 1,5 mio.

Ved disse dispositioner medvirkede A i sin egenskab af administrerende direktør i G1 Ejendomsselskab A/S til fra selskabet til KM at overføre en vederlagsfri formuefordel på bekostning af selskabets kreditorer. A´s tab herved i form af erstatningsbetalingen ligger uden for rammerne af en naturlig driftsrisiko som administrerende direktør i G1 Ejendomsselskab A/S. Tabet er derfor ikke fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, a).

-O-

Med henvisning til stævningen, side 8, 2.-4. afsnit, side 9, 6. afsnit, side 22-23 og side 25, sidste afsnit, er det udokumenteret:

at

arrangementet med datterselskabets køb af ejendommen og videresalg af datterselskabet til KM´s engelske selskab med tab i forhold til markedsværdien var aftalt på forhånd. Der foreligger ingen dokumentation herfor. I overensstemmelse med byrettens begrundelse i dommen (bilag 2), side 12, 2. sidste afsnit, må det tværtimod lægges til grund, at dette netop ikke var aftalt - eller i hvert fald alene var aftalt mellem A og KM. Bilag 11, jf. stævningen, side 9, 6. afsnit, er indhentet til brug for skattesagen og har derfor ingen eller ringe bevisværdi, jf. f.eks. SKM2002.258.HR. Hvis det vitterlig var sådan, som A hævder, at bestyrelsen havde godkendt alle dispositioner, herunder at KM´s engelske selskab ikke skulle betale markedsprisen for datterselskabet, er det i øvrigt også bemærkelsesværdigt, at A ikke inddrog bestyrelsesmedlemmerne under retssagen (bilag 2 og 3) for at undgå eller begrænse erstatningen,

  

at

KM frem til salget af datterselskabet foretog en omfattende renovering af ejendommen for kr. 3 mio. af egne midler. Der foreligger ingen dokumentation herfor. Det anførte bygger alene på A´s oplysninger. Under alle omstændigheder modsvarer de påståede kr. 3 mio. i renoveringsudgifter ikke til hele værdistigningen på kr. 5,5 mio., jf. også byrettens dom (bilag 2), side 12, 2. sidste afsnit. I givet fald mangler der stadig kr. 1,5 mio., og

  

at

det på bestyrelsesmødet den 9. juni 2005 blev besluttet at sælge datterselskabet for et beløb, der ikke svarede til markedsprisen. Det fremgår ingen steder, herunder heller af børsnotaen i bilag 8. I overensstemmelse med forklaringerne fra de to bestyrelsesmedlemmer i byretten må det tværtimod lægges til grund, at bestyrelsen forudsatte, at salget af datterselskabet skete på markedsvilkår, jf. byrettens udlægning af forklaringerne i dommen (bilag 2), side 12, 2. sidste afsnit.

I replikken, side 4, 2. afsnit, sammenholdt med 1. afsnit, er det anført, at kontoudtogene i bilag 21 er dem, der blev fremsendt til KM´s tidligere hustru, HM, som svar på brevet i bilag 20.

Det fremgår ingen steder, at det forholder sig sådan. Det fremgår heller ikke, at udgifterne ifølge kontoudtogene i bilag 21 vedrører KM´s renovering af ...1. I øvrigt er kontoudtogene delvist ulæselige.

Redegørelsen i processkrift I, side 1-4, og de interne dokumenter i bilag 27-39 dokumenterer ikke, at G1 Ejendomsselskab A/S eller hertil knyttede selskaber ikke afholdt vedligeholdelses- og renoveringsomkostninger på ejendommen ...1. Det er heller ikke godtgjort, at KM afholdt sådanne udgifter på ejendommen. Der foreligger ingen dokumentation herfor.

Det, der er anført i replikken, side 6, 1. afsnit, om at bestyrelsesmedlemmerne som betingelse for at fortælle sandheden, krævede andel i det beløb, A ville spare ved en frifindelse under erstatningssagen, er ikke dokumenteret.

A´s advokats notat af 7. april 2011 i bilag 40 dokumenterer ikke, at de "gerne ville afgive en for A positiv forklaring, under forudsætning af at provenuet ved en vunden sag, det være sig renter og sagsomkostninger, blev delt mellem A og d'herrer med 50 % til hver". Notatet dokumenterer således ikke, at "d'herrer" vitterlig måtte have tilkendegivet noget sådant. Bortset fra det, er der ikke grundlag for at antage, at bestyrelsesmedlemmerne CB og DJ, hvis forklaringer retten tillagde afgørende vægt, jf. ovenfor, skulle have afgivet urigtige forklaringer. Det understøttes af, at A jo erkendte at skulle betale erstatning, jf. retsforliget i bilag 3.

Uanset om A måtte have dokumenteret de ovennævnte forhold, ville det i øvrigt ikke indebære, at han ville have fradragsret for erstatningsbeløbet på kr. 1,5 mio. Som anført ovenfor, er det afgørende under alle omstændigheder, at udgiften ikke vedrører erhvervelsen af hans skattepligtige lønindtægt, og at erstatningen ikke er udslag af en naturlig driftsrisiko.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det er fastslået i Byrettens dom, at A i sin egenskab af administrerende direktør i G1 Ejendomsselskab A/S medvirkede til at tilføre KM en vederlagsfri formuefordel på selskabets bekostning, og at A herved handlede ansvarspådragende, og derfor skulle udrede en erstatning, som retten fastsatte til 5.500.000 kroner. Byrettens bedømmelse er endelig, idet A i ankesagen indgik en forligsmæssig aftale, hvorefter erstatningen blev nedsat til 1.500.000 kroner.

Driftsomkostninger, herunder driftstab i form af erstatningsbeløb, kan, også for lønmodtagere, fradrages, hvis erstatningsbeløbet er pådraget ved simpel uagtsomhed og som led i en normal driftsrisiko ved udøvelse af hvervet, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og ligningslovens § 9.

A har forklaret, at den pågældende ejendomstype klart lå uden for selskabets ejendomsportefølje, og at dispositionen med køb og salg af ejendommen alene havde til formål at understøtte KM, der af privatøkonomiske årsager ikke selv havde råd til at erhverve ejendommen inden for en sædvanlig finansiering. Retten finder ikke at denne disposition kan anses omfattet af begrebet finansiering og investering i selskabets formålsbestemmelse. Dispositionen lå derfor uden for rammerne af selskabets normale driftsområde.

A har i øvrigt ikke godtgjort, at påtagelse af erstatningen har haft sammenhæng med hans bevarelse eller sikring af indkomsten ved at arbejde for selskabet.

Under disse omstændigheder, og da der ikke i øvrigt er fremkommet oplysninger under sagen, som kan føre til et andet resultat, finder retten, at A´s ansvarspådragende handling ikke var et udslag af normal driftsrisiko for ham som direktør i selskabet, og der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at erstatningsbeløbet i henhold til det indgåede forlig er et driftstab som er fradragsberettiget for A, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og ligningslovens § 9.

Skatteministeriets frifindelsespåstand tages herefter til følge.

A skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 75.000 kr. Beløbet dækker udgifter incl. moms til advokatbistand. Retten har lagt vægt på sagens genstand og beregnede værdi, forberedelsens omfang, hovedforhandlingens varighed og sagens resultat.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t 

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage til Skatteministeriet betale sagsomkostninger med 75.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.